Skip to main content
DA / EN

Verdenskendt samfundsforsker besøger SDU

Amerikanske Robert D. Putnam, der regnes for at være en af verdens mest indflydelsesrige akademikere, holder offentlig forelæsning om sin teori om social kapital den 12. december

Syddansk Universitet får i næste uge besøg af en af de helt store kanoner inden for samfundsforskningen, nemlig den amerikanske politolog og samfundsforsker Robert D. Putnam, der ofte kaldes en af nutidens mest indflydelsesrige akademikere. Den britiske avis The Sunday Times er endda gået så vidt at kalde ham ”den mest indflydelsesrige akademiker i verden i dag”.

Putnams berømmelse skyldes ikke mindst hans teori om social kapital, der er blevet brugt af forskere og politikere verden over. Det er netop den teori, som han fredag den 12. december vil fortælle om ved en offentlig forelæsning på Campus Odense.

- Da Putnam i 2000 udgav sin bog “Bowling Alone” satte det næsten et jordskælv i gang inden for den samfundsmæssige forskning. Han beskrev det, der med et flot ord kaldes sammenhængskraften – social kapital – i USA, altså tilliden mellem borgere og institutioner og netværket mellem mennesker. Han beviste, at det er gået tilbage, og at det har negative konsekvenser, siger Bjarne Ibsen, professor og centerleder på Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, der sammen med Institut for Statskundskab og Center for Amerikanske Studier har arrangeret Putnams besøg.

Påviste gennemgribende betydning

Putnam har gennem sin forskning vist, at et samfund ikke kun bygger på fysiske og økonomiske ressourcer, men også sociale ressourcer.  Når mennesker skaber sociale relationer mellem hinanden og engagerer sig i eksempelvis lokale udvalg og foreninger, udvikler det tillid mellem borgerne samt fælles normer og værdier. Det kalder Putnam social kapital.

- Social kapital er ikke et nyt begreb, men Putnam satte det på en ny formel. Han viste, at det har betydning for en række vigtige forhold som sundhed, økonomi og kriminalitet. Blandt andet at folk med stærke netværk lever et sundere liv, end folk med svage netværk. Hvis folk har tillid til hinanden, er det desuden lettere at indgå aftaler og handle med hinanden, og det er fremmende for økonomien, siger Bjarne Ibsen.

Blå bog

ROBERT D. PUTNAM ER EN AMERIKANSK POLITOLOG OG SAMFUNDSFORSKER. HAN ER PROFESSOR PÅ HARVARD UNIVERSITY OG DISTINGUISHED VISITING PROFESSOR PÅ AARHUS UNIVERSITET.
HAN STÅR BAG EN RÆKKE BØGER, BLANDT ANDRE BESTSELLERNE "BOWLING ALONE: THE COLLAPSE AND REVIVAL OF AMERICAN COMMUNITY" (2000) OG "BETTER TOGETHER: RESTORING THE AMERICAN COMMUNITY" (2003).
HAN HAR FORSKET I SOCIAL KAPITAL I OMKRING 20 ÅR. I DE SENERE ÅR ER HANS FORSKNING FOKUSERET PÅ DEN VOKSENDE ULIGHED I USA.

Efter forelæsningen deltager Putnam i et forskningsseminar sammen med cirka 20 forskere fra SDU og en gruppe europæiske forskere, der beskæftiger sig med foreninger, frivilligt arbejde og social kapital inden for idrætten. Her vil de blandt andet diskutere, hvorfor adskillige undersøgelser placerer Danmark i top, når det kommer til social kapital.

 

Info:

Tid: 12. december klokken 10-11.30.

Sted: Auditorium O100, Syddansk Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M.

Tilmelding: Ikke nødvendig. Forelæsningen er offentlig, men der er begrænset plads (180 pladser), så kom i god tid.

 

Redaktionen afsluttet: 02.12.2014