Amning giver roligere babyer
Spædbørn, der ammes, trives tilsyneladende bedre, viser ny undersøgelse
Babyer, der ikke ammes i de første fire måneder af deres liv, er mere urolige end spædbørn, der ammes fuldt ud i den anbefalede periode.
Det konkluderer en ny rapport fra Databasen Børns Sundhed og Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet.
Ifølge forskerne medfører en kort ammeperiode eller mangel på amning ofte megen babygråd, uro og spiseproblemer.
Sundhedsplejersker leverer data
Rapporten trækker på data fra sundhedsplejersker, der besøger småbørnsfamilier. Ifølge tallene har 6,9 procent af alle spædbørn så belastende problemer med gråd og uro, at sundhedsplejersken skriver om det i sin journal.
Samtidig har en næsten tilsvarende andel så alvorlige spiseproblemer, at sundhedsplejersken noterer det i journalen. I de fleste tilfælde er problemerne mindre end tre måneder.
Det er første gang, at man har undersøgt disse forhold i Danmark.
To ud af tre får kun modermælk
Omkring 61 procent af spædbørn bliver ammet fuldt i de fire måneder, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Det betyder, at de udelukkende får modermælk i de fire første levemåneder.
De resterende 39 procent bliver ikke ammet fuldt ud. De får eventuelt også sutteflaske med modermælkserstatning ved siden af amningen, eller også bliver de ammet fuldt i kortere tid end de fire måneder eller slet ikke ammet.
I forbindelse med undersøgelsen understreger forskerne, at man ikke ved, om problemerne med uro og gråd medfører, at det er svært at amme eller omvendt; om den manglende amning giver uro. Læs mere om undersøgelsen om spædbørn og amning