Kan skydeidræt i skoletiden gøre en positiv forskel for børn og unge med ADHD?

Annegrete Månsson gik fra projektleder i DGI til ph.d.-studerende for at undersøge systematisk og dyberegående, hvilken betydning indsatsen har for børnene.

Kan du beskrive, hvad din forskning og din Ph.d.-afhandling handler om?

At undersøge, hvilken betydning skydeidræt i skoletiden har for børn med ADHD og ADHD-lignende symptomer (kaldet FOKUS-skydning), herunder hvilken betydning det har for børnenes ADHD-kernesymptomer (uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet), samt trivsel og livskvalitet.

I idrætsprojektet FOKUS-skydning går børn med diagnosen ADHD eller ADHD-lignende symptomer (uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet) til skydning i skoletiden i lokale skytteforeninger, én gang om ugen, igennem skoleåret. Børnene følges af skolepersonalet og i skytteforeningen står skytteinstruktørerne for skydetræningen.

Skydning i skytteforeninger er en koncentrationsidræt, hvor krop og sind skal være i fuldstændig ro og balance for at der kan rammes plet på skiven.

Forskningsprojektet består af et mixed-methods-studie: Et kvantitativt studie, bestående af en spørgeskemaundersøgelse og computertest og en kvalitativ undersøgelse bestående af observationer og interviews. Forskningsprojektet kobler sig på idrætsprojektet og skaffer sit materiale derfra.

Hvad fik dig til at vælge netop dét forskningsområde?

Det skyldes, at jeg i 2012 så et stillingsopslag i De Danske skytteforeninger (som nu hedder DGI-skydning og er en del af idrætsorganisationen DGI), om at man søgte en projektleder til at udvikle et projekt omkring børn med uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet (ADHD-symptomer), som skulle gå til skydning i skytteforeninger rundt om i Danmark. Baggrunden var at man igennem mange år – faktisk helt tilbage til 1990érne – havde fået tilbagemeldinger fra lærere og forældre om at noget skete i en positiv retning, når børn, der kunne være urolige og ukoncentrerede, begyndte at gå til skydning i skytteforeninger.

På dette tidspunkt kendte jeg intet til skydeidræt, men havde arbejdet en del med mennesker med ADHD. Jeg tænkte at ideen lød interessant, fordi den var udsprunget af erfaringer i praksis, så jeg søgte stillingen og blev ansat som projektleder i DGI i 2012 og byggede projektet op fra bunden i tæt samarbejde med relevante aktører, fx ADHD-foreningen, Socialstyrelsen, SDU, skoler, kommuner – og ikke mindst lærere, pædagoger, forældre og børnene selv.

Efter et år evaluerede vi idrætsprojektet, som fortsat pegede i retning af, at skydeidrætten kunne være gavnlig for børn, der kan stå i vanskeligheder -med uopmærksomhed, hyperaktivt og impulsivitet, og med afsæt i dette blev ph.d.-projektet en realitet.

Hvorfor valgte du at blive ph.d. studerende? Hvad motiverer dig ved det? Hvad er din drivkraft?

Allerede da jeg blev ansat som projektleder i DGI tænkte jeg, at hvis de positive erfaringer holdt stik, ville det være vigtigt at få undersøgt systematisk og dyberegående, hvilken betydning skydeidrætten har for børnene. Sammen med professor Kirsten Kaya Roessler, lektor Mette Elmose og professor Søren Dalsgaard fik vi midler fra Trygfonden til ph.d.-projektet, som startede ud i 2016. Jeg forlod jobbet som projektleder i DGI og blev ansat som ph.d.-studerende på SDU. FOKUS-skydning kører fortsat i regi af DGI og foregår i en lang række kommuner over hele landet.

Det som motiverer mig allermest, er, at det er et forskningsprojekt, som er tæt forbundet til praksis.

Annegrete Månsson

Hvis viden fra forskningsprojektet kan være med til at gøre en forskel for børn, familier og skolepersonale, som ofte kan opleve at stå i vanskeligheder, så synes jeg at det giver rigtig meget mening. Min drivkraft er hele tiden at blive klogere på, hvilken betydning indsatsen har for børnene, deres forældre og skolepersonale, samt instruktørerne i skytteforeninger – og så videreformidle denne viden til anvendelse i praksis – i skoler, familier, foreninger og for børnene selv.

Hvordan er det at være ph.d. studerende ved SDU? Fagligt såvel som privat?

Jeg er glad for at være ph.d.-studerende på SDU, hvor jeg oplever, at der er et interessant og inspirerende, fagligt miljø. Ph.d.-liv og privatliv flyder sammen til gensidig undren og inspiration, hvilket jeg trives godt med.

Hvad vil du bruge din ph.d. til efterfølgende? (Job, videre forskning – andet?)

Jeg er i afslutningsfasen af min ph.d. nu og har endnu ikke afklaret, hvad næste skridt er. Men der er ingen tvivl om at jeg er virkelig motiveret for at arbejde med områder, hvor forskning og praksis går hånd i hånd.

Er der plads til et liv ved siden af?

Ja, det er der. Men det kræver, at du selv er skarp i dine prioriteringer. For mig har ph.d.-livet og familielivet gået hånd i hånd og har været en gensidig inspirationskilde og udvikling, som er smeltet sammen.

Mød forskeren

Annegrete Månsson er ph.d.-studerende ved Institut for Psykologi. Oprindeligt er hun uddannet fysioterapeut, har en master i idræt og velfærd, samt er uddannet indenfor kognitiv terapi.

Kontakt Annegrete