Skip to main content
DA / EN

I er nøglen til vækst

Et solstrejf brød igennem det regnvåde gråvejr, da Det Tekniske Fakultet fejrede sommerens ingeniørdimittender den 29. juni 2013.

”Tillykke!” lød det fra dekan Per Michael Johansen i sommerens festtale: ”I klarede det og bragede over målstregen. I har givet jer fuldt ud, når projektdeadline skulle nås, I har engageret jer i teamarbejde med andre studerende, og I har svedt over bøgerne, når de faglige udfordringer skulle løses. Det er en imponerende præstation, som I med rette kan være stolte af,” sagde han.

Nøglen til vækst
Per Michael Johansen understregede, at ingeniører spiller en vigtig rolle i løsningen af fremtidens samfundsudfordringer:

”Når vismænd og deslige peger på en farbar vej ud af krisen, bliver ingeniørerne altid udpeget som stifindere og som del af nøglen til vækst. I skal være med til at understøtte politikernes initiativer i retning mod et vækstsamfund – uanset om det drejer sig om grøn teknologi, robotteknologi, biotek eller produktion.”

Dekanen talte ikke for døve øre. De nye forventningsfulde ingeniører er klar til at tage udfordringen op. En af dem, der glæder sig til at komme ud og bruge alt det, hun har lært gennem de sidste fem år, er Pernille Hovmand Petersen (billedet):

”Lige nu søger jeg rigtig mange jobs. Jeg vil gerne arbejde med projektledelse inden for innovation og ny produktudvikling. Jeg har bl.a. søgt en stilling hos Oticon, som jeg håber meget på,” siger Pernille Hovmand Petersen, der er blandt de første civilingeniører i Product Development and Innovation.

Mange muligheder
En af de helt nye diplomingeniører i Kemiteknik, Stine Juul, ser også frem til at komme ud i erhvervslivet og vise, hvad hun kan:

”Jeg har netop afsluttet mit projekt inden for miljø og energiledelse, hvilket er et område, som jeg godt kunne tænke mig at arbejde videre med,” siger Stine Juul. Hun er oprindelig uddannet bioanalytiker, men valgte at læse til ingeniør, da hun gerne ville arbejde mere selvstændigt og med fokus på problemløsning.

”På studiet har vi lavet alt; lige fra tilstoppede rør ved Mærsk til udvikling hårfarve – og den bredde giver rigtig mange muligheder. Samtidig har det været super spændende at arbejde med at løse problemer på en innovativ måde,” siger Stine Juul.

Skab jeres drømmekarriere
Civilingeniør i Robotteknologi, Mathies Glasdam, stod for dimittendtalen, hvor han både roste studiemiljøet, sammenholdet og de gode relationer mellem undervisere og studerende.

Samtidig benyttede han lejligheden til at sætte fokus på fremtidens mange muligheder:

”Nu har vi fået vores ingeniørdiplomer – og hvad skal der så ske? Nu er det slut med studierabatter, tre måneders sommerferie og SU. Til gengæld har vi fået en billet til mulighedernes land. Jeg håber, at I vil bruge det som adgangsbillet til den virkelige verden uden begrænsninger. Skab den karriere, I har drømt om,” opfordrede Maties Glasdam.

44 civilingeniører, 18 diplomingeniører og 13 teknisk diplomuddannede dimitterede d. 29. juni 2013 ved Det Tekniske Fakultet i Odense.

På billedet ses Pernille Hovmand Petersen sammen med sin kæreste og forældre. Se flere billeder på Facebook.

For mere information kontakt
Kommunikationskoordinator Mette Christina Møller Anderense
mcm@tek.sdu.dk / 6550 7448

Redaktionen afsluttet: 29.06.2013