Skip to main content
DA / EN

Special Collections


Special Collections danner rammen om arbejdet med de mange særsamlinger, der gennem tiden er indlemmet i universitetsbiblioteket. Samlingerne består af større og mindre biblioteker og samlinger, der er indsamlet fra universitetsbibliotekets etablering i 1965 og frem. Størstedelen af samlingerne indeholder trykt litteratur inden for en lang række faglige områder, men omfatter desuden kort og atlas, fotos og småtryk.

Tidsmæssigt spænder samlingerne fra 1500-tallet og frem til i dag, samt et beskedent antal inkunabler, med Juan de Torquemada: Explanatio in psalterium (Augsburg 1472) som den ældste bog i samlingerne. Fragmentmaterialet i særsamlingerne rækker derimod tilbage til det 9. århundrede.

Arbejdet i Special Collections sker med fokus på sikring, registrering, digitalisering og formidling af samlingerne, således at materialerne enten i fysisk eller digital form kan udnyttes af forskere og studerende. Det tilstræbes også at publicere omkring samlingernes indhold i rette faglige kontekst, ligesom der eksperimenteres tværfagligt med at opnå større indsigt, fx med udvikling af digitale metoder til læsning af skjulte tekster.

Sidst opdateret: 28.12.2023