
Kunstig intelligens registrerer særsamlingerne
Med et nyt digitalt værktøj vil vi gøre det langt hurtigere at katalogisere vores mange skjulte samlinger.
Siden oprettelsen af Syddansk Universitetsbibliotek har vi løbende indlemmet større samlinger af litteratur; og ofte overtaget ældre bibliotekers samlede beholdning af bøger. Blandt disse gemmer sig mange litterære skatte, som vi har stor interesse i at gøre tilgængelige. Men med tiden har mængden af uregistrerede værker hobet sig op, og det kunne tage mange årtier endnu at håndkatalogisere alt.
Men kunstig intelligens kan blive vores redning: Michael Monefeldt har udviklet AI-værktøjet Katalogica; en webapplikation, der kan læse billeder af titelblade og sortere i titel, forfatter, udgiver osv. På den måde kan programmet lave en katalogpost på en brøkdel af den tid, det ville tage med traditionelle metoder. Katalogica læser også de gotiske bogstaver i vores ældste biblioteksbøger, og der behøves ikke avanceret scanningsudstyr – Katalogica kan nemlig tyde billeder taget med et telefonkamera.

OCR (Optical Character Recognition) virker ikke fejlfrit, og de AI-generede poster må rettes til. Derfor er Katalogica udstyret med en intuitiv brugerflade, der gør det hurtigt at korrekturlæse, før posterne bliver tilgængelige i bibliotekets katalog.
Læs mere om Katalogica:
Monefeldt, Michael (2024): ”Med AI katalogiserer vi hurtigere”.