Ny institutleder på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet

Lektor Kasper Hallenborg er i en alder af blot 38 år blevet ny institutleder på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet. Han har forsket intenst i tekniske løsninger for fremtidens ældre og er en markant stemme i debatten om velfærdsteknologi.

Det er en anerkendt og sprudlende forsker, som snart sætter sig i førersædet for Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet. Lektor, ingeniør og ph.d. Kasper Hallenborg skal styre det institut, som primært er kendt for at udvikle robotter og velfærdsteknologiske løsninger til morgendagens ældre.

Trods sine kun 38 år har han allerede sat markante fingeraftryk på forskningen. Siden han scorede 13 i sit afgangsspeciale som civilingeniør i computersystemer, har han skrevet ph.d. i software til intelligente omgivelser. Og han har været med til at udvikle et nyt bagagesystem til lufthavne, som gør, at lufthavnene bedre kan håndtere de store mængder bagage.

Siden har han bevæget sig over i velfærdsteknologien, hvor han udvikler nye hjælpemidler til ældre. Han har udviklet systemer, så de forskellige tekniske hjælpemidler bliver bedre til at samarbejde med og hjælpe borgeren. Blandt andet har han arbejdet på at forbedre livskvaliteten for kroniske patienter – for eksempel hjemmetræning for KOL-patienter og vejledning af demente via smart phones.

Men han er også blevet en markant stemme indenfor velfærdsteknologi, hvor han tør at give luft for sine forsker-frustrationer, når han ser gode innovative projekter på det telemedicinske- og velfærdsteknologiske område falde til jorden, fordi de møder muren af organisatoriske udfordringer som bureaukrati og manglende vilje til at tænke nyt.

- Når kommunernes omsorgssystemer ikke er åbne for integration med de velfærdteknologiske løsninger, som næsten dagligt præsenteres til for eksempel hjemmetræning, medicinering, personlig hjælp mv., så er løsningerne ikke med til at fremme digitaliseringen og frigøre de ønskede medarbejderressourcer, skriver Kasper Hallenborg blandt andet i et debatindlæg.

Kasper Hallenborg lever og ånder for sin forskning og håber, at han kan blive ved med at forske i at integrere software og velfærdsteknologi, selvom der nu bliver mere papirarbejde og budgetter at se til som institutleder.

Privat bor Kasper Hallenborg i Odense sammen med sin kone og deres søn. Han har første arbejdsdag som institutleder den 1. september 2014.

For mere information kontakt
Konstitueret dekan Horst-Günter Rubahn 
Tlf. 6550 1190 / rubahn@mci.sdu.dk

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies