Skip to main content
DA / EN

Lær at finde og fortælle historier til alle medier og modtagere - på et solidt grundlag

Journalistik kan føre til alt

Dygtige journalister fortæller stærke historier. Journalistik hjælper os alle til at forstå verden bedre og giver os i bedste fald lyst til at engagere os i samfundet og livet - og i debatten om alt, der er vigtigt. Det giver mening. 

Dygtige journalister har viden og analytisk sans, så de kritisk kan vurdere en kilde og en undersøgelse, så de kan skelne relevant fra irrelevant - og fakta fra fup og spin. Det har verden brug for.

Dygtige journalister kan formidle præcist og fængende med tekst, fotos, lyd og levende billeder. De kan producere indhold til alle typer af medier. Klassiske, nye og sociale. De kender til brugernes adfærd og behov, og de kan udvikle måden at fortælle på, så journalistikken rammer plet. Det er ret sjovt.

Dygtige journalister kan arbejde med mange forskellige opgaver. De har kompetencer, som kan bruges i klassiske journalistiske job, men også i mange andre funktioner, hvor det er vigtigt at formidle præcist og hurtigt sætte sig ind i ny viden. Det giver muligheder.

Dygtige journalister anvender digital teknologi og AI til at styrke deres journalistik, så den bliver ekstra grundig, troværdig og nytænkende. Den kompetence er efterspurgt.

Den slags dygtige journalister uddanner vi på Syddansk Universitet. Nysgerrige, vidende, kreative, digitale, alsidige og analytisk stærke. Journalister, som kan fortælle i alle formater – ud fra et stærkt journalistisk ståsted.




Som studerende på bacheloruddannelsen i Journalistik på Syddansk Universitet træner du hele tiden det journalistiske håndværk ved at producere historier på både skrift, lyd og i levende billeder. Du lærer at researche grundigt, og du prøver kræfter med undersøgende journalistik, Du lærer at fortælle en historie, så den bliver interessant og skaber indsigt hos dem, der læser, lytter eller kigger på.

Du arbejder med både klassiske, nye og sociale medier – og prøver måske at skabe dit eget. Du lærer at skære en skarp nyhed, du leger med kreative måder at fortælle langt på, og du prøver at sende live sammen med dine medstuderende. Du kommer på besøg på medier. Og meget, meget mere. 

For at blive en god journalist er det ikke nok at være god til at finde og fortælle historier. Du skal også være vidende og analytisk stærk, og netop derfor underviser internationalt anerkendte forskere i en række fag på journalistuddannelsen.

Med udgangspunkt i sprogvidenskaben får du redskaber til at arbejde professionelt med at udvikle dit sprog. Og med udgangspunkt i samfundsvidenskaben får du redskaber til at forholde dig kritisk til undersøgelser og kilder. Du får viden om samfundet, så du kan stille gode spørgsmål, og du reflekterer over journalistikkens rolle i demokratiet. 

Når du læser på Center for Journalistik, får du din daglige gang på Medietorvet - de journaliststuderendes legeplads på Campus. Har har vi lydstudier, her kan I sidde sammen og klippe videoer og have gruppearbejder om research og ideudvikling. Det er i denne medie-myretue, du bliver formet som journalist.

Derfor skal du læse Journalistik

  • Journalistik kan føre til alt. Du får kompetencer, der kan bruges i klassisk journalistik, men også i kommunikation og i selvstændige og kreative job.
  • Du arbejder praktisk med mange journalistiske genrer i tekst, foto, lyd og video. Dine journalistiske produktioner kan udkomme på Medietorvet.dk.
  • Du bliver undervist af internationalt anerkendte forskere i fag, der styrker dit sprog, din viden og dine analytiske evner, så du bliver en stærkere journalist.
  • Du lærer at udvikle dig selv og journalistikken gennem studiets fokus på AI, etik, troværdig research og dine personlige egenskaber.
  • Medietorvet skaber rammen om et levende studiemiljø, hvor studerende knytter stærke sociale bånd. Her kan du komme tæt på underviserne.
  • Du skal i et års lønnet praktik på et medie, i en virksomhed eller i en organisation, hvor du får trænet de evner, du har oparbejdet gennem undervisningen.
  • Bacheloruddannelsen giver adgang til kandidatuddannelsen cand. public., hvor du kan specialisere dig i det, du drømmer om: Fra AI til fortællende eller undersøgende journalistik. Hvis du vil være fagjournalistik og have dyb viden om et særligt emne, kan du frit vælge fag på alle universiteter i Danmark og udlandet.
  • Du kan arbejde som journalist på basis af din bacheloruddannelse.