Forsker skal undersøge byens stofskifte

En by kan ses som en levende organisme med ikke bare puls, men også stofskifte. At se byen som en organisme, hvor der kommer energi ind og affald ud, kan hjælpe med til at gøre byerne CO2-neutrale.

Vi har længe kendt til, at byen har en puls, men nu skal vi vænne os til, at byen også har et stofskifte. Byerne forbruger cirka 70 procent af den globale energi og udleder en tilsvarende andel CO2. Men ved at se byen som en levende organisme kan det hjælpe forskerne med til at gøre byerne grønnere.

- En by kan ses som en celle. Især i forhold til den måde den overlever og vokser på. Det er en analogi at se på byer som biologiske organismer, men byer har brug for energi, som de omdanner for at opretholde livet eller til at vokse. Til sidst frembringer den affald, ligesom organismer gør, siger lektor Gang Liu fra SDU Livscykluscenter og fortsætter:

- København har et mål om at blive CO2-neutral i 2025, men vi ved endnu for lidt om, hvad der virkelig batter i forhold til at gøre byers stofskifte mere miljøvenligt. Men i forskningen er der efterhånden spor, der viser, at forbrug af elektricitet er meget afhængig af husets areal. Så noget af det værste for byens CO2-udledning er store huse med få mennesker.

Skal undersøge Odenses stofskifte
Lektor Gang Liu har fået næsten 2,6 millioner kroner fra Det Frie Forskningsråd til at analysere Odenses stofskifte, så forskerne kan lære meget mere om, hvordan man reducerer byers klimabelastninger.

- Vi vil bruge Odense som en case. Vi vil først karakterisere byens bygninger og infrastruktur, analysere materialetyper, fordeling på tværs af byen og over og under jorden. Vi vil bruge denne fysiske forståelse som grundlag for at diskutere strategier til reduktion af byens klimabelastning, forklarer Gang Liu.

Forskerne skal se på helheden i Odenses resurseforbrug og miljøbelastning. De skal blandt andet studere, hvordan store ændringer med nyt supersygehus og letbane påvirker byens stofskifte.

Industriel økologi
Gang Liu forsker indenfor industriel økologi, som handler om at lære fra naturen i forhold til at løse miljømæssige problemer. Det dækker over ideen om lukkede materielle kredsløb, hvor afffald og genbrugsmateriale bliver brugt i ny produktion, så det efterlader et uskadeligt økologisk fodaftryk.

- Ved at se på det samlede resurseforbrug og miljøeffekter i alle stadier af byens udvikling - fra dens opbygning, drift og vedligeholdelse til den løbende nedbrydning, affaldsdannelse og fornyelse, kan vi udvikle modeller, som vil understøtte bæredygtig byudvikling og hjælpe byerne med at blive CO2-neutrale, siger Gang Liu.

Fakta:
Odense Kommunes klimamål: Det langsigtede mål er at Odense skal være en CO2-neutral by. Odense vil reducere sin udledning af CO2 med 50 % i 2025 og være fuldstændig CO2-neutral i 2050.

København Kommunes klimamål: København vil være verdens første CO2-neutrale hovedstad. Københavns Kommune har planlagt, at byen skal være CO2-neutral i 2025.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies