Skip to main content
Magtpolitik

Krigen i Ukraine peger mod ny sikkerhedspolitisk kurs

Med Ruslands invasion af Ukraine står vi over for en ny kontinental orden præget af rå magtpolitik, der skaber momentum for europæisk oprustning og en ny arbejdsdeling i NATO. Professor Sten Rynning udlægger situationen.

Af Marlene Jørgensen, , 04-03-2022

Hvordan vil du beskrive det, der er sket i Ukraine den sidste uges tid?

Ruslands politiske logik har vist sig at være helt uden for skiven af, hvad vi forstår ved international orden. Det kan være nok så konfliktfyldt en orden, hvor man kan være uenige eller være rivaler, men hvor der er en grænse for uacceptabel adfærd.

Den grænse har Putins Rusland nu i eklatant grad brudt, og det betyder, at vi står over for en kontinental orden uden normative grænser og præget af et spil om rå magt. Det er der, vi står, og det havde vi ikke regnet med.

Alle de lande, som havde satset på, at de på en eller anden måde kunne bidrage til at holde Rusland inde i folden, står med brændte fingre.

Alle de lande, som har prøvet at holde Rusland inde i folden, har nu brændt sig og må finde ud af, hvordan de kan navigere i et Europa baseret på rå magt

Sten Rynning, professor

Mest eklatant er det med Tyskland, der har haft sin Ostpolitik siden 70’erne, og som er blevet kritiseret meget i medierne for at være alt for afhængige af russisk olie og gas, for ikke at have et forsvar og for ikke at ville hjælpe Ukraine – på alle tre punkter har Tyskland nu ændret kurs meget markant.

Men det gælder ikke bare Tyskland. Det gælder også Storbritannien, som har været meget Rusland-kritiske, men samtidig har varmet sig på russiske penge i London. Det gælder Frankrig, som også har været meget Rusland-kritiske, men som har troet på, at topmøder med Putin kunne holde Rusland inde i folden. Og det gælder Italien, som har troet på samarbejde, alt imens landet er blevet meget afhængig af russisk gas.

Alle de lande må nu finde ud af, hvordan de kan navigere i et Europa baseret på rå magt.

Det er en barsk opvågning.

Hvordan står NATO?

NATO har sjældent været så samlet og haft så stærkt et sammenhold som nu. Der er ikke noget som ydre trusler til at skabe sammenhold blandt allierede.

Og det kommer på et godt tidspunkt, fordi NATO har været rystet gennem de senere år med Trump, med tilbagetoget fra Afghanistan, med den splittelse der har været omkring gasimporten Nord Stream 2 fra Rusland, og med den stærke uenighed der har været mellem Frankrig på den ene side og Storbritannien og USA på den anden side omkring allianceforholdet til Australien.

Det er summen af alle disse krisetegn, der har fået Putin til at time konflikten til nu. Men han har forregnet sig: de allierede i NATO står rigtig godt og i fælles front.

Tyskland har været et godt land at gemme sig bag for europæere, der heller ikke har haft lyst til at gøre noget, men med Tysklands kursskifte kan man ikke gemme sig længere. Det har Putin klart undervurderet

Sten Rynning, professor

To ting er kommet bag på Putin.

Det ene er, hvor samlet og stærkt NATO-landene har reageret, men også hvor stærkt Tyskland har reageret. Tyskland har været et godt land at gemme sig bag for de europæere, der heller ikke har haft lyst til at gøre noget, men med Tysklands kursskifte kan man ikke gemme sig længere. Det har Putin klart undervurderet.

I tillæg har han undervurderet, hvor meget modstand ukrainerne ville gøre, og hvilke logistiske og operative udfordringer Ruslands tropper ville stå over for, hvis de valgte krig. Det gjorde de, og nu er Putin og Rusland i problemer.

Hvad tror du, Putin vil gøre i den kommende tid?

Der er ingen tvivl om, at Putin er bundet af den kurs, han har kastet sig ud i nu. Krigen er en konsekvens af, at Vesten sagde nej til alternativet, som Putin lagde på bordet i december sidste år i form af to traktatforslag til en ny europæisk sikkerhedsarkitektur.

Summen var, at USA skulle trække sig hjem, og at europæerne skulle rulle NATO tilbage til Vesteuropa: med andre ord skulle Rusland have Østeuropa. Det blev der – ikke overraskende – svaret nej til, og for Putin blev krigen konsekvensen.

Det kan han på ingen måde opgive nu: så vil han miste sin autoritet og blive politisk sårbar på hjemmefronten – for han fejlede jo på stor skala – og kigger ind i en paladsrevolution. Han kommer derfor til at klø på i Ukraine, og desværre ser det ikke godt ud for Ukraine, der i hvert fald på kort sigt har en tragisk fremtid foran sig.

Putin vil slå igen mod Vesten og formentlig tage asymmetriske midler i brug, herunder cyberkrig og politisk indblanding

Sten Rynning, professor

Hvad angår livet i Rusland, så er det klart, at en presset Putin vil gøre alt for at undertrykke ansatser til politisk kritik. Det vil føre til et meget barsk klima i Rusland, hvor systemkritik, eller bare antydningen af det, vil blive hårdt undertrykt. Putins regime, ved vi jo, forfølger allerede en politik med at likvidere kritikere i udlandet.

Endelig må vi antage, at Putin vil slå igen mod Vesten og formentlig tage asymmetriske midler i brug, herunder cyberkrig og politisk indblanding, for at svare igen på de meget hårde sanktioner, Rusland nu løber ind i. Rusland vil også kunne finde på at presse grænserne, f.eks. i Baltikum, måske ved at manipulere russiske mindretal i de baltiske lande og så optræde som moderlandet, der skal beskytte dem. Kort sagt, der kommer hverken fred eller stabilitet i øst-vest-forholdet foreløbig.

Hvad er de største udfordringer?

At Rusland er afkoblet normative begrænsninger, er selvsagt farligt. For at blive lidt analytisk; så er al magt normativ, dvs. at magt er altid koblet til et formål – en drøm, nogle ideer, en eller anden radikal vision – og det gode er, når visionerne og ideerne binder sig ind i hinanden og en større international sammenhæng, for så kan det internationale samfund blive enige om grænser for magten.

Det kommer typisk til udtryk i folkeretten eller principielle debatter om standarder for god eller civiliseret opførsel, f.eks. hvad angår beskyttelse af civile i indre og ydre konflikter. Men hvis magtens normativitet – drømmen eller visionen – går hen og bliver ren hjemmedyrket, f.eks. hvis Putin sidder alene i en corona-boble og dyrker sovjetisk nostalgi, så bliver det farligt. I så fald er magten ikke forankret: spillet om den bliver råt, og de menneskelige omkostninger kan blive ganske forfærdelige.

Hvis Putin sidder i en coronaboble og dyrker sovjetisk nostalgi, så bliver det farligt

Sten Rynning, professor

Denne mangel på normativ forankring er vores helt store problem. Det er lidt som at befinde sig på savannen med et vildt rovdyr, for selvom Vesten er den større flok, så vil rovdyret kredse omkring flokken og udpege sig de svage dyr til overfald. Og med det, vi har set fra Putins hånd, tror jeg, vi skal vænne os til at sige helt konsekvent, at Putin lyver, og at han søger ekstrem handling for at svække Vesten.

Vi ved fra de sidste 25 års internationale operationer – både på Balkan, i Mellemøsten og i Afghanistan – at selv når man står over for en rigtig modbydelig statsleder, medfører det kolossale problemer at prøve at fjerne vedkommende, fordi det åbner en længerevarende kaotisk og konfliktpræget proces.

Lektien er, at der ikke er nogen let løsning, at vi ikke skal håbe på et mirakel: falder Putin, fordi Vesten skubber til, så er politisk kaos i Rusland et sandsynligt udfald. Og hvem ved, hvem der kommer efter Putin?

Hvordan vil krigen i Ukraine spille ind på forsvars- og sikkerhedspolitikken på den længere bane?

Vi vil se en europæisk oprustning og en ny arbejdsdeling mellem USA og Europa, hvor Europa fremover skal påtage sig ansvaret for at opbygge den konventionelle (ergo, ikke den nukleare) muskel for at kunne forsvare NATO i Østeuropa.

Det har vi ikke gjort indtil nu i Europa, men i stedet overladt det til amerikanerne. Det bliver både dyrt, besværligt og også lidt farligt, men det bliver endnu mere farligt, hvis vi i Europa ikke tager vare på vores egen sikkerhed.

Det er sandhedens time, og det gælder også for drømmen om, at Europa kan stå på egne ben. Det kan Europa ikke, heller ikke selvom der nu kommer en væsentlig oprustning. Den ultimative sikkerhed ligger i NATO og koblingen til USA, og det vil nu sætte et nyt, markant præg på debatten om EU’s muligheder for at opnå ’autonomi’.

Europa skal fremover påtage sig ansvaret for at forsvare NATO i Østeuropa. Det bliver både dyrt, besværligt og også lidt farligt – men det bliver endnu mere farligt, hvis vi i Europa ikke tager vare på vores egen sikkerhed

Sten Rynning, professor

Det betyder ikke, at EU ikke vil være vigtig og afgørende. Jeg tror, at Europa får en meget stærkere rolle i forhold til at producere våben og udvikle en højteknologisk forsvarsindustri, og hvis der kommer mange, mange milliarder ind på den konto, skal det organiseres i regi af EU. Derudover får Europa en nøglerolle i at sikre infrastruktur til mobile kampenheder, der skal køre fra vest til øst: broer skal forstærkes, jernbaner skal sammenkobles, og forsyningslinjerne skal styrkes.

Får vi ikke styr på det, kan vi ikke forsvare os selv. En anden opgave for Europa bliver at sikre el, vand og varme, altså energisikkerhed, ligesom at vi skal stå endnu stærkere mod cyberangreb. Derfor vil Europa sandsynligvis få en langt mere markant sikkerheds- og forsvarspolitisk rolle, men jeg tror, det bliver som opbakning til et langt mere europæisk oprustet NATO.

Alt det kræver investeringer, og mon ikke flere lande vil følge trop og bruge to procent af BNP på forsvaret. Tyskland har allerede rykket sig på spørgsmålet og meldt, at de når målsætningen allerede næste år, og de har lagt et hundrede milliarder Euro på bordet i år.

Og igen: Tyskland er der ikke længere for, at vi i Danmark kan gemme os bag dem. Vi står mere eksponeret nu, så det bliver spændende at se, hvad det forsvarsforlig, der kommer i løbet af i år, vil rumme. For det, som Danmark og alle europæiske lande står over for, er, at forsikringspræmien for vores sikkerhed og suverænitet stiger. Det handler om frihedens pris.

Mød forskeren

Sten Rynning er professor i international politik ved Center for War Studies, hvor han beskæftiger sig med moderne krig, krisestyring, udenrigs- og sikkerhedspolitik samt NATO’s rolle. Han er derudover konstitueret dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og står i spidsen for SDU’s tværfaglige forskningsnetværk – Security and Defence (SECDEF) – der har fokus på koblingen mellem mennesker og maskiner i en forsvarsmæssig kontekst.

Kontakt

Ny Videns nyhedsbrev

Skriv dig op til at høre om resultater, indsigter og løsninger fra forskerne på SDU.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Redaktionen afsluttet: 04.03.2022