Vil du spille en central rolle i udviklingen af fremtidens intelligente produkter?
Med en kandidatuddannelse Electronics bliver du specialist i mikroelektronik, indlejrede systemer og kommunikationssystemer. Disse fagområder udgør den fysiske ramme for den digitale verden, vi lever i i dag, og fungerer som springbræt for udviklingen af fremtidens teknologier.
Du lærer, hvordan højfrekvent elektronik designes i praksis, og du kommer til at spille en central rolle i komplekse digitale og analoge systemer. Bilindustrien med avancerede førerassistentsystemer, satellitkommunikation, autonome robotter og droner, computere, IoT-systemer, sensorer og edge computing er blot nogle af de områder, hvor højfrekvent elektronik er en uundværlig komponent.
Mikroelektronik bliver blandt andet anvendt i rumfart og satellitter til at observere materialer, definere ruter for opdagelse og sende data tilbage til Jorden. Elektronikingeniørens kompetencer bliver også brugt i design og udvikling af produkter som smartphones, sensorer, IoT-systemer, nødstrømsanlæg, effektelektronik, frekvensomformere og robotter.
Integrerede kredsløb og systemer er en grundlæggende del af al elektronik og har fået endnu større betydning med fremkomsten af kunstig intelligens og vores stærkt sammenkoblede digitale samfund. Det betyder, at moderne enheder er afhængige af mikroelektronik, indlejrede systemer og kommunikationsteknologi for at fungere – og derfor er efterspørgslen efter elektronikingeniører med disse kompetencer stor og forventes kun at stige i fremtiden.
Uddannelsens opbygning
På uddannelsen bliver du undervist i to hoveddiscipliner: Indlejret elektronik og Kommunikationssystemer. Du opnår både teoretisk viden og praktiske færdigheder til at designe, udvikle og implementere avancerede teknologiske løsninger.
Inden for Indlejret elektronik arbejder du med intelligente systemer, der driver moderne enheder og infrastrukturer. Der er fokus på at designe effektive, pålidelige og specialiserede hardware-software-løsninger – med emner som Accelereret AI, Chipdesign og co-design-metoder.
I Kommunikationssystemer fordyber du dig i de teknologier, der muliggør global kommunikation. Undervisningen omfatter trådløs kommunikation, signalbehandling, netværksarkitektur og antenner – og forbereder dig på at skabe robuste og skalerbare kommunikationssystemer.
Læs mere om uddannelsens opbygning, fag og studieordning
Projekt- og forskningsbaseret læringsmiljø
Du bliver en del af et studiebaseret og samarbejdende læringsmiljø, hvor du arbejder i projektgrupper. Du og dine medstuderende har selv ansvaret for at planlægge og gennemføre projektet – til rette tid. Projektoplæggene kommer som regel fra virksomheder, og vi lægger vægt på, at du løser problemstillinger fra "det virkelige liv".
Læs mere om studiemiljøet.
Karrieremuligheder
Uddannelsen åbner dørene til en bred vifte af karrieremuligheder – både i Danmark og internationalt.
Som kandidat i elektronik kan du arbejde inden for udvikling, projektledelse, rådgivning eller teknisk salg. Du kan komme til at arbejde med computere og datanetværk, kontrol- og overvågningssystemer, energibesparende produkter, mobilkommunikation, elektriske apparater og maskiner, robotteknologi, droner, bilindustrien, automatisering af produktionsprocesser og industriel elektronik.
Uanset hvilken vej du vælger, vil du have kompetencerne til at spille en vigtig rolle i udviklingen og implementeringen af teknologiske løsninger, der former fremtidens digitale og bæredygtige samfund.
Læs mere om dine karrieremuligheder.
Du kan også forsætte med en 3-årig forskeruddannelse, som fører frem til en ph.d. grad. For færdiguddannede civilingeniører er der også den mulighed at tage en erhvervsforskeruddannelse, som sker i et tæt samarbejde med en virksomhed, hvor du er ansat.
Derfor skal du læse...
- Du lærer at udvikle og designe elektroniske produkter
- Du har gode karrieremuligheder både i Danmark og i udlandet
- Du er nærmest garanteret dit første job, når du har afsluttet kandidatuddannelsen