Skip to main content
DA / EN
Iværksættere

Hybride iværksættere har mindre chance for at få succes

Prøver man at starte egen virksomhed, samtidig med at man søger job, er det langt mindre sandsynligt, at man lykkes med sin virksomhed. Det viser et nyt studie fra SDU.

Af Marlene Jørgensen, , 02-10-2020

Hvert år etablerer flere end 30.000 iværksættere en virksomhed, som bidrager til vækst, nye jobs og nyskabelse i Danmark.

Det tal kunne ifølge et nyt studie være større. For faktisk har en del personer, der overvejer et jobskifte, ikke taget endeligt stilling til, om de vil være iværksætter eller lønmodtager.

Mens tidligere studier især har kastet lys over, hvorfor iværksættere vælger at starte egen virksomhed, er der ikke før taget højde for, at nogle potentielle iværksættere giver sig i kast med iværksætteriet, samtidig med at de leder efter nyt job. Og heller ikke for, hvordan det går dem.

En pris at betale

Det kaldes en hybrid opstartsform, og den har sin pris, lyder det fra professoren bag undersøgelsen, Kim Klyver fra Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse på SDU.

I studiet har han sammen med internationale kolleger fulgt et repræsentativt udsnit af danskerne, som enten overvejer at blive iværksætter, eller som ud over iværksætteriet også har kig på ledige stillinger. Og et år efter er forskerne vendt tilbage til dem for at finde ud af, om de fik startet deres virksomhed eller ej.

– Vores forskning viser, at den hybride opstartsform er skadelig for opstartschancerne. Når folk er i gang med at starte en ny virksomhed og samtidig kigger efter et nyt job, er der 2,5 gange mindre sandsynlighed for, at de får skabt en virksomhed, sammenlignet med dem, der går all in på at føre deres ideer ud i livet. Det er altså ret markant, fortæller Kim Klyver.

Hvis folk virkelig gerne vil starte virksomhed, kan det godt betale sig at gå all in.

Kim Klyver, professor

– Det interessante er, at man før har ment, at det var en fordel at være hybrid iværksætter, fordi man har en sikker indkomst og et netværk at trække på.

– Men i selve opstartsprocessen er det et problem, så hvis folk virkelig gerne vil starte virksomhed, kan det godt betale sig at gå all in og være fuldt fokuseret og prioritere det, uddyber professoren.

Femtedel går efter begge dele

Studiet viser også, at mange danskere forfølger iværksætterdrømmen og søger nyt job på samme tid. Hele 21 procent vælger nemlig at spille på to heste, og antallet er meget større, end Kim Klyver havde ventet.

– Det er overraskende mange, og det forklarer, hvorfor rigtig mange ikke lykkes med at få skabt deres egen virksomhed. Simpelthen fordi der er noget andet, der lykkes for dem, når de afprøver forskellige muligheder samtidig.

– Når folk gør begge dele, så opdeler de deres tid og bruger måske halvdelen af tiden på ansøgninger og den anden halvdel på at opstarte virksomhed. Man kan derfor frygte, at man uanset udfaldet kan ende i en halvgod stilling eller med en halvgod startup. Men jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at det altid er den bedste løsning kun at gå efter en af delene, siger Kim Klyver.

Man kan derfor frygte, at man uanset udfaldet kan ende i en halvgod stilling eller med en halvgod startup.

Kim Klyver, professor

Han peger desuden på, at bestemte grupper er mere tilbøjelige til at gå efter den hybride opstartsform. Mens nogle formentlig gør det af nød, kan det for andre være en mulighed for at prøve noget nyt i karrieren.

Blandt deltagerne i undersøgelsen er det især arbejdsløse, deltidsansatte og personer med stor ledelseserfaring, som veksler mellem de spirende iværksætterideer og ansøgningerne.

Fra deltidsansat til iværksætter

At det kan være en udfordring at satse på iværksætterkarrieren og samtidig være deltidsansat, kan Jesper Troelsen godt nikke genkendende til.

Metoden bag

  • Undersøgelsen er en repræsentativ stikprøve blandt danskere, som er i gang med at overveje deres karriere.
  • Forskerne har ringet til 20.000 tilfældige danskere og spurgt, om de overvejer eller er i gang med at starte egen virksomhed, søge nyt job eller begge dele samtidig.
  • Et år efter vendte forskerne tilbage til de personer, der enten var interesseret i at prøve kræfter som iværksætter, eller som overvejede begge dele, for at høre, om de fik startet deres virksomhed.
  • I alt deltog 718 danskere i undersøgelsen, og resultaterne er publiceret i tidsskriftet Journal of Business Venturing med titlen ”Having your cake and eating it too? A two-stage model of the impact of employment and parallel job search on hybrid nascent entrepreneurship”. Paul Steffen (University of Adelaide) og Carina Lomberg (DTU) er medforfattere.

I dag driver han udelukkende sin egen virksomhed GetClients, der hjælper virksomheder med chatbots og marketing på messenger. Men da han første gang tog springet til at blive iværksætter, havde han også et deltidsjob ved siden af.

– Jeg købte en eksisterende virksomhed og fik mulighed for at gå ned i tid på mit daværende arbejde, så jeg kunne køre virksomheden efter arbejde. Økonomisk var det selvfølgelig en fordel, at der gik løn ind hver måned, men det har også sine udfordringer, når man ikke kan fokusere 100 procent på sin startup.

Vær bevidst om omkostningerne

Selvom resultaterne er signifikante, mener Kim Klyver som allerede antydet ikke, at man helt skal opgive den hybride opstartsform. I stedet kommer han med en opfordring til såvel potentielle iværksættere som deres omgivelser:

– Det er hårdt arbejde at stable en virksomhed på benene, selv hvis man ikke søger job samtidig med. Når folk vælger at gøre begge dele, skal de være endnu mere bevidste om, at det har sine omkostninger, og at man er nødt til at prioritere og kommer til at vælge i sidste ende.

Kim Klyver anbefaler desuden, at man ikke dømmer sig selv for hårdt, hvis virksomheden ikke bliver en realitet.

Ingen fiasko når det ikke lykkes

– Selvom man lægger sin idé i skuffen – f.eks. fordi man lander et spændende job i stedet – vil mange formentlig alligevel føle sig som en fiasko, når de evaluerer sig selv. Det skal vi gøre op med, for det skyldes, at de har valgt den ene sti frem for den anden, siger han og slutter:

– Det er ofte den samme opfattelse, man møder fra sin omgangskreds. Har en person først sagt, at han eller hun overvejer at starte sin egen virksomhed, men dropper ideen igen efter et halvt år, så vil mange tænke ’nå, det gik ikke’ og ’det var en fiasko’.

– Når vi bedømmer hinanden, som vi gør hele tiden, er det vigtigt ikke at bedømme en given beslutning isoleret. Alle menneskers liv består af et hav af beslutninger og intentioner, og tit har vi en tendens til at vurdere hver eneste intention og beslutning fuldstændig uafhængigt af de andre frem for at forstå paletten af beslutninger.

Topbillede: Mikkel Larris, SDU

Mød forskeren

Kim Klyver er professor ved Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse. I sin forskning er han optaget af iværksætteri, mindre virksomheder og vækstprocesser, og han har især fokus på temaer som netværk, kultur og institutioner. Han er også adjungeret professor ved University of Adelaide.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 01.10.2020