Skip to main content
Hjemmeundervisning

Gymnasieelever savner skolehverdagen

Som en del af genåbningen af Danmark, vender de ældste elever i dag tilbage på landets gymnasier. Samtidig viser en ny undersøgelse, at gymnasieeleverne har savnet hverdagen på skolen. Samtidig har mange oplevet onlineundervisningen som sværere og mere kedelig end den normale undervisning.

Af Susan Grønbech Kongpetsak, , 20-04-2020

I dag vender hovedparten af de ældste elever tilbage til landets gymnasieskoler efter en måned med digital hjemmeundervisning på grund af corona-krisen.

Og det glæder de sig formentlig til.

I hvert fald viser en helt ny undersøgelse blandt 2200 gymnasieelever på 11 af landets gymnasier, at de savner både undervisningen, lærerne, den almindelige skolehverdag og selvfølgelig vennerne efter mere end en måned væk fra deres gymnasier.

Ikke glade for karantæne-hverdag

Ifølge undersøgelsen, som SDU’s Center for Gymnasieforskning gennemfører, er mange af eleverne i gymnasieskolen nemlig ikke specielt tilfredse med hverdagen i karantæne. Over 50 pct. af dem svarer, at de slet ikke eller i lav grad er glade for deres nuværende hverdag.

Ikke så overraskende angiver over 90 pct. af eleverne, at de savner deres venner, men også det faglige fællesskab mangler i karantæne-hverdagen.

77 pct. af eleverne fortæller i undersøgelsen, at de savner undervisningen på skolen, og over 50 pct. svarer, at de savner at være sammen med deres lærere.

Skolefællesskabet, det fysiske møde og undervisningen har værdi for dem, og det bliver særligt tydeligt nu, hvor den del af deres hverdag mangler

Ane Qvortrup, professor

- Undersøgelsen viser tydeligt, at eleverne oplever, at de får noget ud af at komme på skolen. Skolefællesskabet, det fysiske møde og undervisningen har værdi for dem, og det bliver særligt tydeligt nu, hvor den del af deres hverdag mangler, forklarer professor Ane Qvortrup, der er leder af Center for Gymnasieforskning.

Stort digitalt hjemmeskole-eksperiment

Udover at skulle undvære den sædvanlige skolehverdag, så er både elever og lærere i gymnasiet blevet kastet ud i et gigantisk digitalt hjemmeskole-eksperiment på grund af corona-krisen. Og her giver undersøgelsen også indsigt i, hvad der har virket og virket knap så godt.

Overordnet set har gymnasieeleverne prøvet forskellige former for onlineundervisning i nedlukningsperioden – såvel onlinepræsentationer fra lærerne som faglige onlinediskussioner med klassen, online-gruppearbejde og selvstændig opgaveløsning.

Det er dog ikke alle elever, der har oplevet variation. Til udsagnet “Vi skifter mellem forskellige slags undervisning” svarer 15% i høj grad og 37% i nogen grad, men henholdsvis 21% og 7% svarer i lav grad eller slet ikke (resten svarer hverken/eller).

Kedelig undervisning

Og der er stor forskel på elevernes oplevelse af udbyttet af de forskellige former for online-undervisning. Hovedparten af eleverne i undersøgelsen angiver, at de får noget ud af lærernes præsentationer og gruppearbejde online. Mens kun 14 pct. har fået noget ud af klassediskussioner online.

Og generelt er gymnasieelevernes begejstring for digitale undervisningsformer ikke overvældende. Måske kan corona-karantænen være med til at flytte eleverne på det punkt. I tidligere undersøgelse, SDU’s gymnasieforskere har gennemført, har eleverne været meget positiv overfor undervisning, der involverer digital teknologi.

- 57 pct. af eleverne angiver, at deres samlede oplevelse af undervisningen under corona-karantænen er, at den enten i nogen grad eller i høj grad er kedelig. Og 57 pct. vurderer, at undervisningen i enten nogen eller høj grad er sværere end den, de normalt modtager i klasselokalerne, fortæller Ane Qvortrup.

Digitale fordele

Den særlige situation har dog også haft klare fordele. Eksempelvis har 3.g’ere i gang med deres større skriftlige opgaver fået adgang til e-bøger, fordi bibliotekerne var lukkede. Og det har bidraget meget positivt til opgaveskrivningen forklarer en af gymnasieeleverne:

- Ikke for at sige, corona er godt eller noget som helst, men det har jo gjort, vi har fået en hel masse e-bøger, som vi ellers ikke ville have fået, og det har virket rigtig godt. Det synes jeg næsten alle burde få hvert år, når man skal skrive SRP, for jeg synes, det har været så dejligt.

- Hvis man fx lige har et eller andet med en bestemt teoretiker, så kan man gå direkte ind og finde en bog om det - og udvide og finde alle de bøger, hvor der faktisk står noget om den her teoretiker.

Coronakrise i et større perspektiv

Center for Gymnasieforskning har rykket hurtigt på at undersøge, hvordan eleverne i gymnasieskolen oplever coronakrisen for at sikre sig et øjebliksbillede af situationen og lægge grunden til en større undersøgelse af, hvad en alvorlig krise betyder for individer og skolesystemer.

-Der er i undersøgelsen indikationer på, at det kan påvirke elevernes selvforståelse og undervisningsforståelse, men det kan vi ikke sige noget om ud fra dette situationsbillede.

- Samtidig kunne det også være interessant at undersøge, om situationen betyder noget for deres forståelse af det sociale. På sigt vil vi gerne undersøge, hvad det betyder for eleverne, at de er kastet ud i denne situation i et større dannelsesmæssigt perspektiv.

Mød forskeren

Ane Qvortrup er professor og leder SDU’s Center for Gymnasieforskning.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 20.04.2020