
Ny forskning viser, hvordan man kan forbedre arbejdsmiljøet for dem, der plukker dine tomater
I flere studier har forskere fra SDU Global Sustainable Production undersøgt, hvordan man kan undgå et dårligt arbejdsmiljø i fødevaresektoren. Tirsdag 20. maj præsenterede de resultaterne til en workshop for den samlede danske branche.
Historier om dårlige arbejdsforhold i fødevarebranchen er ikke ualmindelige, ikke mindst i Sydeuropa, men nu har forskere i arbejdsmiljø på Det Tekniske Fakultet på Syddansk Universitet fundet i hvert fald en del af løsningen.
Relationel governance kalder de det.Snarere end et ensidigt fokus på lovgivning, dokumenteringskrav og et utal af forskellige certificerings- og auditørordninger, mener forskerne, at man bør satse på længerevarende samarbejder og kontrakter mellem de primære producenter, altså landmændene, og aftagerne, som f.eks. supermarkedskæderne.
- Der skal selvfølgelig fortsat være krav fra supermarkederne og lovgivning på området. Men problemet i dag er, at der findes for mange parallelle systemer, som kan være svære for landmændene – der i mange tilfælde er små virksomheder – at finde rundt i og leve op til, forklarer Peter Hasle, der er professor i arbejdsmiljø på SDU, og som sammen med ph.d.-studerende Wanja Öhler har undersøgt området.
- Dermed er ordningerne ikke så effektive, som de kunne være.
Ulige magtforhold
Et andet problem i branchen er, at der er et ulige magtforhold mellem de store supermarkedskæder og producenterne, og at en del supermarkeder i Europa kan shoppe rundt mellem leverandører for at kunne forhandle sig til den lavest mulige pris på et givent tidspunkt.
- Sådan en forretningsmodel virker måske smart på den korte bane, fordi man kan få nogle lave priser. Men den ansporer også til opportunisme og manglende tillid på begge sider, så på den længere bane er det ikke nødvendigvis så klogt. Og så lægger den et pres på producenterne, som derved kan have sværere ved at prioritere ordentlige arbejdsforhold, siger Peter Hasle.
Mange af de problemer vil løses, hvis man tænker mere i relationel governance, viser forskningen.
- Hvis man nu indgår nogle længerevarende kontrakter, bliver parterne mere villige til at hjælpe hinanden og være fleksible, og de kan også udvikle nye produkter sammen. Det vil også give mere luft til at kunne investere i bedre arbejdsforhold, som igen kan tiltrække arbejdskraft i en branche, som mangler netop det, siger Peter Hasle.
Hele værdikæden samlet
Resultaterne fra forskningsprojekterne blev 20. maj præsenteret for en samlet fødevarebranche til en workshop på Syddansk Universitet arrangeret sammen med Etisk Handel og SEGES Innovation. Her kunne de inviterede aktører samtidig kunne fortælle om deres erfaringer med arbejdsmiljøet i fødevaresektoren.
Og det var et meget positivt møde, ikke mindst fordi man fik samlet repræsentanter fra hele værdikæden, siger Peter Hasle.
- Det er naturligt, at man taler mest med andre inden for samme felt. Altså landmænd organiserer sig med andre landmænd, fødevareproducenter har deres netværk, supermarkederne har deres egne fora, den finansielle sektor har deres og så videre. Men alle de forskellige aktører har indflydelse på hinanden og en betydning for arbejdsmiljøet, siger professoren.
- Derfor var det en stor succes alene at få samlet alle interessenterne og få udvekslet erfaringer, for når man får en forståelse for, hvordan de andre arbejder, bliver det også nemmere at opbygge samarbejder. Forhåbningen er, at vi kan få dannet et netværk, så videndelingen på tværs kan fortsætte.