Skip to main content
DA / EN
Fotonik

Eduardo vil løse nanoteknologiens varmeproblem

I takt med at mikrochipsene i smartphones, computere og andre elektroniske apparater bliver kraftigere og mindre, opstår der et problem: Hvordan slipper man af med varmen? Eduardo Dias fra grundforskningscentret POLIMA har nu fået prestigefyldt fellowship fra EU til at finde en løsning.

Af Sebastian Wittrock, , 06-03-2025

Man kalder det for Moores lov.

 

Siden 1960’erne er antallet af transistorer, man har kunnet presse ned på en mikrochip, steget eksponentielt. Det har givet os den processorkraft, vi i dag tager for givet fra selv små apparater som en telefon, men det har også ført til et problem, som kun bliver større og større, nemlig varme.

Når flere og flere transistorer bliver samlet på mindre og mindre plads, bliver det også sværere og sværere at kontrollere varmen.

- Det betyder ikke alene, at chipsene bliver mindre effektive, og at deres levetid bliver kortere, det betyder også, at man spilder en masse energi, fordi den bare bliver omdannet til varme, forklarer Eduardo Dias, der er postdoc på Mads Clausen Instituttet på Syddansk Universitet.

Eduardo Dias er uddannet i teoretisk fysik og forsker i nanofotonik, altså hvordan lys interagerer med materialer på nanoskala eller atomniveau. Og så har han netop modtaget et af de eftertragtede Marie Curie Postdoctoral Fellowship fra EU til at finde en mulig løsning på varmeproblemet.

Ideen er at undersøge, om de såkaldte 2D-materialer – en forholdsvis ny klasse af ”flade” materialer, som kun består af et enkelt lag af atomer – kan konstrueres til at udveksle varme og lys på nanoskala.

- Det særlige ved 2D-materialer er, at de har nogle helt andre optiske og termiske egenskaber end almindelige materialer, og at de kan kombineres på et utal af måder, fordi man kan lægge dem oven på hinanden, siger Eduardo Dias.

Grundforskning med et sigte

Helt konkret kommer Eduardo Dias til først at arbejde teoretisk og lave komplicerede udregninger af, hvordan lys reagerer sammen med en række forskellige 2D-materialesammensætninger. Derefter vil han, hvis resultaterne bliver som forventet, samarbejde med kollegaer i POLIMA, som arbejder eksperimentelt i laboratoriet, for at efterprøve modellerne i virkeligheden.

Og selv om der er tale om grundforskning, der i første omgang blot skal undersøge, om lys kan bruges til at styre varme på nanoskala, er det også et svar på et helt klart behov ude i industrien.

Det siger postdoc-forskerens vejleder på projektet, lektor Joel Cox. Spørger man ham, venter der to spændende år forude.

- Det er et interessant projekt, fordi samtidig med at det er grundforskning, adresserer det en vigtig samfundsmæssig udfordring. Vi har masser af nanoteknologi allerede, som lider af, at det bliver for varmt.  Måske kan vi finde på nogle smarte måder at bruge den overskudsvarme til noget gavnligt, siger Joel Cox.

- Og så er Eduardo jo bare den helt rette. Han er en rising star inden for det her område, hvor vi kigger på lys og varme på nanoskala. Jeg er meget spændt!

Mød forskeren

Eduardo Dias er postdoc på grundforskningscenteret POLIMA, der hører under Mads Clausen Instituttet på SDU. Han er uddannet teoretisk fysiker fra Portugal og har en ph.d. i fotonik fra ICFO i Barcelona.

Redaktionen afsluttet: 06.03.2025