Sådan fik arkæologer naturvidenskabelig hjælp til at kønsbestemme børn fra Middelalderen

Museumsinspektør på Museum Silkeborg, Kirsten Nellemann Nielsen, ved, at hun stod med en middelalder-kirkegård, og at 448 mennesker er blevet begravet der i perioden 1150-1450. Men skeletter blev der ikke fundet mange af under udgravningen i Virklund ved Silkeborg.

Det er der ikke noget usædvanligt i: Medmindre særlige forhold har spillet ind og bevaret knoglerne i jorden, er de fleste middelalder-skeletter i dag væk for længst. En ting er dog mere uforgængeligt, og det er tandemaljen. Den kan stadig findes i jorden, hvor den ligger efterladt som små skrøbelige skaller.

- Tidligere lod man dem ofte ligge i jorden efter en udgravning, fordi man ikke kunne bruge dem til noget. Men i dag ved vi, at netop emaljen indeholder information, der er værdifuld, og det har vi udnyttet i forbindelse med denne udgravning, fortæller hun.

Tandemalje er nemlig lavet af nogle særlige proteiner, der afspejler, om tanden sad i en kvinde eller en mand. Når man har et skelet fra en voksen person, har man ikke brug for tandemaljen til at afgøre kønnet – det kan man i langt de fleste tilfælde afgøre ved at se på skelettet.

- Men når vi har skeletter af børn, kan vi ikke se det ud fra skelettet. Der kan emaljen afgøre det for os, forklarer Kirsten Nellemann Nielsen.

Efter samråd med ADBOU Antropologisk Afdeling på SDU sendte hun derfor emaljeskaller fra 91 af de 123 børn, der var blevet begravet på den gamle kirkegård i Virklund, til professor Frank Kjeldsen, der er ekspert i proteinforskning på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi.

Hvorfor var der flere døde piger?

Han og hans kollega, lab manager Vladimir Gorshkov, kunne med sikkerhed afgøre kønnet på 90 af de 91 modtagne tænder og emaljeskaller. Den sidste var i for dårlig stand. Af de 90 kønsbestemte børn var 41 drenge og 49 piger.

- Det er en lille overvægt af piger, og det er umiddelbart lidt overraskende, for vi ved, at der statistisk set dør lidt flere drengebørn end pigebørn i den spæde alder. Den statistik gælder også i dag, så i det lys burde der altså have været flere døde drenge, siger Kirsten Nellemann Nielsen.

Det rejser spørgsmålet: Hvorfor var der så flere døde piger?

Måske landsbyen passede bedre på drengene

-  Med forbehold for, at det her er et meget lille datasæt at tolke noget ud fra, så kunne man få den tanke, at familierne i denne landsby måske passede bedre på deres drenge end deres piger. Men som sagt: det er et meget lille grundlag at konkludere noget ud fra, så det er blot en mulig forklaring.

Kirsten Nellemann Nielsen peger på, at dette studie så vidt vides repræsenterer en af de første og hidtil største anvendelser af proteomics til kønsbestemmelse på børneskeletter fra en middelalderlig kirkegård i Danmark, og derfor glæder hun sig til det videre arbejde med at analysere de data, hun har fået ind.

- Vi vil f.eks. se på, om der er forskel på den alder, pigerne og drengene havde, da de døde.

Kirsten Nellemann Nielsen vurderer, at der boede ca. 40-50 mennesker i den lille landsby, og at der døde ca. to personer om året. Næsten ingen blev begravet i kister, hvilket tyder på, at de fleste var fattige i Virklund. Gennemsnitsalderen var ca. 40 år – trukket ned af den høje børnedødelighed.

Når det gælder de voksne begravede, er der en ligelig kønsfordeling. I middelalderen var der tendens til, at mændene oftere blev begravet syd for kirken og kvinderne nord for kirken. Det var finest på sydsiden.

- Men i Virklund ser vi næsten lige mange mænd og kvinder begravet hhv. syd for og nord for kirken. Vi ved ikke, om Virklund er et særligt tilfælde. Måske er tendensen ikke så gennemgående, som vi hidtil er gået ud fra, siger Kirsten Nellemann Nielsen.

Det særlige ved tandemalje

På SDU måtte Frank Kjeldsens forskningshold udvikle en særlig metode til at kønsanalysere de indleverede emaljeskaller.

Emalje er det yderste af tanden og kendetegnes ved at være acellulært – dvs. det er ikke levende. Det dannes kun en gang; når vi vokser op. Under den proces dannes emaljen af bl.a. proteinet amelogenin.

- Det særlige ved amelogenin er, at det findes både på X- og Y-kromosomet og derfor giver anledning til to varianter af proteinet med lidt forskellige aminosyresekvenser. Disse små forskelle kan vi identificere med massespektrometri og dermed bruge til at bestemme køn, forklarer Frank Kjeldsen.

En metode, der bevarer mere af arkæologernes materiale

Faktisk er amelogenin helt perfekt til at blive undersøgt med massespektrometri, fortæller han: Det er ofte lettere og mere effektivt at analysere proteiner med massespektrometri, når de er klippet i mindre stykker. Derfor vælger forskere som regel at spalte proteiner inden analyse. Men amelogenin bliver allerede naturligt klippet i stykker af enzymer, når tanden dannes, og det gør det oplagt at måle dets masse med massespektrometri.

Og endnu en fordel ved massespektrometri iflg. Frank Kjeldsen:

- Vi har kun brugt en meget lille del af tandemaljen. Da vi var færdige, var der stadig emalje nok til at lave den samme undersøgelse 20-40 gange.