Skip to main content
DA / EN

Mette Lindholm Eriksen

  Mette Lindholm Eriksen tog fra Brenderup til Esbjerg for at læse folkesundhedsvidenskab. Næste stop på turen blev det verdensberømte Harvard University i Boston.

Hvis Harvard University var en by i Danmark, ville den kile sig ind mellem Herning og Næstved - på en flot 12. plads på listen over landets største byer. Hvor den lille fynske landsby Brenderup er placeret på den liste vides ikke, men faktum er, at Harvard med sine 43.000 "indbyggere" ville kunne huse Brenderup ca. 30 gange.

Og hvad er så koblingen mellem en fynsk landsby, der ikke har ret meget andet end trailerne at blære sig med, og et af verdens mest berømte universiteter? Jo, koblingen er såmænd en ung pige ved navn Mette Lindholm Eriksen.
Hun læser folkesundhedsvidenskab i Esbjerg, er vokset op i Brenderup, men sætter sig inden længe på et fly mod USA for at læse videre pa Harvard University i Boston.

- Det er næsten helt surrealistisk, at jeg skal derover, men jeg glæder mig helt utroligt til at komme i gang. Bare det, at folk rent faktisk kender til begrebet folkesundhedsvidenskab, bliver dejligt at opleve, siger Mette Lindholm Eriksen.

Globale problemer

Pa Harvard har man haft folkesundhedsvidenskab på programmet siden 1922. Pa SDU i Esbjerg er uddannelsen kun ni ar gammel. Mette Lindholm Eriksen skal tilbringe knap et år på Harvard University med det, der så fint hedder "global health". Kort fortalt handler det om at sætte fokus pa folkesundheden ikke bare i Danmark eller
USA, men i hele verden.

- Der er sa mange globale problemer at tage fat i og så mange steder, vi kan sætte ind, siger Mette Lindholm Eriksen.

- Har projekter i u-landene for eksempel den ønskede effekt? Kunne pengene være brugt bedre? Og hvad kan vi gøre for at forhindre, at den globale opvarmning får en negativ effekt på folkesundheden?
Tag malaria for eksempel. I takt med den globale opvarmning er malariamyggene rykket længere nordpå, så i dag kan man finde malaria i det nordligste Afrika. Og så er turistlandene altså lige pludselig truet, forklarer hun.

Kurven skal knække

Der er på mange måder langt fra Brenderup til Boston, men ikke længere end at ambitioner bringer en et godt stykke ad vejen. Man kan imidlertid ikke købe mad og en flybillet for ambitioner, så derfor har Mette Lindholm Eriksen sat 200.000 kroner af til opholdet i USA. Mange penge, men slet ikke spildte penge. Tværtimod.

- Jeg betragter det som en investering, og synes, at pengene er godt givet ud, siger hun. Når alt kommer til alt, er det jo heller ikke lige frem den værste anbefaling at have gået på et universitet, der har uddannet 75 Nobel-prismodtagere. For nu at sige det pa godt jysk.

Også på SDU i Esbjerg, hvor Mette Lindholm Eriksen snart har tilbragt otte semestre, arbejdes der målrettet mod at skabe endnu mere opmærksomhed omkring folkesundheden - naturligvis med Danmark i fokus.

- Vi tænker langsigtet på folkesundheden i Danmark, og vi vil gerne ændre på mange af de sundhedsplaner, der findes i dag. Det er ikke sådan, at jeg ser mig selv som en kommende sundhedsminister, men ønsket er da, at mange af de ledende jobs i sundhedssektoren en dag er besat af kandidater fra Esbjerg, siger Mette Lindholm Eriksen.

Hun håber at se et positivt knæk pa sundhedskurven i Danmark inden for de nærmeste år. Det gælder både rygning, overvægt, antallet af diabetestilfælde osv. Og Mette Lindholm Eriksen og hendes medstuderende går forrest med et godt eksempel. Som hun siger det, er de studerende "ikke hellige og kan da godt drikke sig en kæp i øret, men vi har nok lidt mere frugt i køleskabet end de fleste andre".


 

Sidst opdateret: 26.02.2018