Skip to main content

Uddannelser på SDU

Guide til dit studievalg

Er du i tvivl om, hvilken uddannelse du skal vælge? Det er helt normalt. Her får du 6 gode råd, som kan hjælpe dig i gang med at vælge en uddannelse, der passer til dig. 

Find en uddannelse, som gør dig nysgerrig

Studievalg handler om mere end karakterer og jobmuligheder. Det vigtigste ved dit studievalg er, at du vælger noget, du har lyst til at blive specialist i. Du skal bruge mange timer på dit studie, og det bliver både spændende og udfordrende. Derfor er det afgørende, at du vælger en uddannelse, du har lyst til at bruge både tid og kræfter på. 

Tænk mindre på fremtiden og mere på din motivation

"Hvilket job får jeg?" er ikke det vigtigste spørgsmål i dit studievalg. Du må selvfølgelig gerne tænke på job og fremtid, når du vælger uddannelse, men lad det ikke styre dit studievalg. De fleste ender et helt andet sted, end de forestillede sig. Undervejs bliver du klogere på både dig selv, faget og dine muligheder.  

Kom tæt på uddannelsen

Det er en god idé at besøge og opleve de uddannelser, du overvejer at søge ind på, inden du beslutter dig. Brug tilbud som Studerende for en dag, Mød de studerende, Studiepraktik og Åbent Hus. Det gør dit studievalg lettere – og chancen for at vælge rigtigt større. 

Tal om dit studievalg

Mange oplever, at de står ret alene med deres studievalg. Det kan især være svært, hvis du er i tvivl om, hvad du vil. Tag en snak med dine forældre, en god ven eller en vejleder. Det hjælper at dele dine tanker om interesser, tvivl og fremtidsplaner. 

Find din studieby

Geografien er også en del af dit studievalg. Den uddannelse, du har allermest lyst til at søge ind på, ligger ikke nødvendigvis i den by, du har mest lyst til at bo i. Så bliver du nødt til at overveje, hvad der er vigtigst: Er du opsat på én bestemt uddannelse, bliver du måske nødt til at søge i flere byer. Og hvis du bare vil læse ét bestemt sted, skal du måske være åben for flere forskellige uddannelser. Generelt kan man sige, at hvis du er fagligt smal i din søgning, så er det en god idé at tænke geografisk bredt – og omvendt. 

Tag springet og træf et valg

Der findes ikke ét rigtigt studievalg. Til gengæld findes der mange gode valg, og du behøver ikke at være 100 % sikker. Det vigtigste er, at du vælger en retning, som føles rigtig. Usikkerhed er helt normalt – også efter studiestart. Så tag springet og træf dit valg.

 

Du er allerede godt på vej

Med de seks gode råd i bagagen kommer du et vigtigt skridt tættere på dit studievalg. Men det betyder ikke, at din proces er lineær og ligetil. Faktisk er det helt normalt, at det gode studievalg kræver både omveje, en masse spørgsmål og skiftende retninger undervejs.

Det vigtigste er, at du bliver ved med at være nysgerrig og undersøge, hvad der driver dig. Hvad motiverer dig? Hvad vil du gerne bruge din hverdag på? Og hvilke muligheder giver det dig?

På Syddansk Universitet får du et bredt udvalg af uddannelser inden for alt fra teknologi og sundhed til samfund, kultur, sprog og naturvidenskab. Så uanset om du er i gang med at snævre feltet ind, eller først lige er begyndt at kigge, er der masser af spændende uddannelser at gå på opdagelse i.