Digital design med interaktionsstudier og IT
Bachelor | Kolding
Hvordan er studiemiljøet på Digital design med interaktionsstudier og IT?
Studiemiljøet på Digital design med interaktionsstudier og IT er præget af et stærkt fællesskab og tæt samarbejde mellem studerende og undervisere. Underviserne brænder for deres fag og er altid klar til at hjælpe – også uden for undervisningen. Fordi Kolding er en mindre campus, er underviserne tæt på og lærer hurtigt alle studerende at kende.
Du har typisk holdundervisning, hvor oplæg, øvelser og gruppearbejde blandes. Det giver dig mulighed for at være aktiv og lære sammen med andre. I både undervisningen og studielivet spiller studiegrupperne en central rolle. Her får du faglig sparring og et socialt fællesskab, hvor I hjælper hinanden, deler idéer og støtter, hvis noget er svært.
Vil du afprøve uddannelsen, inden du søger ind?
Foreninger og fællesskaber
På SDU Kolding er studielivet fyldt med energi og engagement. Du kan blive en del af mange forskellige studenterforeninger – enten som frivillig eller som deltager i arrangementer. Foreningerne er en god måde at møde nye venner på tværs af årgange og uddannelser. Hvis du har lyst til at sætte dit eget præg på det sociale fællesskab, kan du fx engagere dig i studenterbaren Ubåden eller festudvalget Tørst.
Udover de studenterdrevne initiativer arrangerer universitetet også faglige og sociale events for kommunikations- og IT-uddannelserne. Et eksempel er Tapas & Talk, som afholdes et par gange om året, hvor eksperter og tidligere studerende deler erfaringer om alt fra IT og kommunikation til livet efter studiet. Efter oplæggene samles alle til hyggesnak og tapas, hvilket giver både faglig inspiration og et stærkt socialt fællesskab.
Når du starter på uddannelsen
Som ny studerende på Digital design med interaktionsstudier og IT bliver du taget godt imod med et introduktionsforløb, hvor du og dine medstuderende får tilknyttet tutorer, der hjælper jer godt i gang. Studiestarten byder på både faglige og sociale aktiviteter, så du hurtigt lærer dit fag, dine undervisere og dine medstuderende at kende. Du får også adgang til onlinekurset How to Uni, som forbereder dig på studielivet på SDU og klæder dig på til at komme godt fra start.
Hvilke faciliteter får du adgang til?
På SDU Kolding er der mange forskellige faciliteter, som studerende kan bruge til deres IT- og kommunikationsprojekter. Det kan fx være VideoLab og Pakhuset.
VideoLab er et computerrum udstyret med Adobe-programmer som Photoshop og Illustrator, der gør det nemt at arbejde med grafisk design og visuel formidling. Alle studerende har fri adgang til computerne og kan designe og producere alt fra plakater til digitale projekter.
Pakhuset er et åbent værksted med blandt andet laserskærer, 3D-printere, symaskiner og et træværksted. Som studerende kan du frit anvende redskaber og maskiner til både studie- og hobbyprojekter. Det er et inspirerende miljø, der opfordrer til eksperimenter og kreativitet, og du kan få hjælp af personalet til at udfolde dine idéer.
Fælles faciliteter på campus
SDU Kolding er en moderne campus, der er skræddersyet til din læring og trivsel, og du har bl.a. adgang til:
- Inspirerende læseområde og studiepladser
- Læsesal, der er åben for studerende 24/7
- Lokaler, du kan booke til gruppearbejde
- Kantine
- Værkstedsfaciliteter i SDU's MakerLab i Pakhuset
- Fredagsbar og café
- Træningscontaineren.
Kolding som studieby
SDU Kolding er placeret tæt sammen med byens andre uddannelsesinstitutioner, så du oplever et levende og varieret studiemiljø med plads til den, du er.
Du får din daglige gang i moderne, kreative og inspirerende rammer i en by med fuldt tryk på kulturlivet på spillesteder, museer, teatre, iværksættermiljø og meget mere.
.png?w=100%25&hash=0255498FD5E9C726EC84AF23AD55BFF3)





