Skip to main content
Teknologiudvikling

SDU-samarbejde med Realfiction skal bane vejen for hologrammernes ’Hellige Gral’

Realfiction Holding AB (Realfiction) har indgået et samarbejde med SDU, som giver dem adgang til laboratorier og forskningsfaciliteter på universitetets campus i Sønderborg samtidig med, at virksomheden kan trække på lektor Jakob Kjelstrup-Hansens ekspertviden inden for feltet, der skal være med til at skabe fremtidens hologrammer.

I 1977 blev biografgængere blæst bagover, da den første Star Wars-film ramte lærreder verden over. Filmen var banebrydende i sin iscenesættelse af futuristiske billeder og satte helt nye standarder for science fiction-genren. En scene, som står fast printet i de flestes bevidsthed er R2D2’s projektering af holografisk besked fra prinsesse Leia til Obi-Wan Kenobi.

Vi spoler hurtigt tiden lidt over 40 år frem til i dag. Hologrammer er nemlig ikke noget, som længere hører sig til i en galakse langt, langt borte. Virksomheden Realfiction excellerer allerede med banebrydende teknik, som blandt andet har gjort det muligt for KIMs at lancere en ny type chips med et holografisk display i 18 BILKA-butikker som blikfang. Men de vil blive endnu bedre.

3D uden briller

Tidligere i år patentansøgte Realfiction en ny retningsbestemt pixelteknologi, en teknologi, som virksomheden har navngivet Project Echo. Målet er displays, hvor 3D-briller eller linser er overflødige samtidig med, at tilskuerne kan bevæge sig rundt om 3D-objektet og simultant anskue det fra forskellige vinkler ligesom på de imponerende men stillestående hologrammer, man måske kan huske fra udstillinger i f.eks. Tivoli, forklarer Realfictions Steen Iversen, der har arbejdet internationalt med 3D-display-teknik og 3D-film i over 20 år og stået bag en lang række patenter.

Og så er vi tilbage til Star Wars og andre science fiction-film som Iron Man og Minority Report, hvor fiction og hologrammer er en integreret del af filmenes universer. Det er nemlig, hvad Project Echo og den nye pixelteknologi sigter mod.

Computerspil bliver nok lidt federe

Project Echo pixelteknologien kan i fremtiden blive brugt inden for arkitektur, til visualisering inden for lægevidenskaben, forretningsmøder eller på museer. Principielt kunne du også forestille dig en stadionkoncert med Elvis, hvor et hologram af The King med pomadeopsat hårpragt, modedannede bakkenbarter og ikoniske dansetrin kunne give den gas på scenen.

Og så er der nok ingen tvivl om, at computerspilsindustrien kan se en række anvendelsesmuligheder for teknologien. Kun fantasien sætter grænser. Nu skal det bevises, at konceptet og patentet holder.

Har allieret sig med SDU

Realfiction har i bestræbelserne på at nå de ambitiøse mål etableret et elektroniklaboratorium i København og indgået et partnerskab med Ibsen Photonics A/S og CB Svendsen A/S Elektronik. Ydermere har virksomheden indgået et samarbejde med SDU, hvor universitetet skal være med til at udvikle teknologien. Via samarbejdsaftalen med SDU får Realfiction adgang til SDU’s unikke nano eknologi-laboratorier i Sønderborg.

I den forbindelse har Realfiction etableret samarbejde med Simon Sørensen, som er civilingeniør i Fysik og Teknologi uddannet ved SDU. Han er specialiseret i optik og fotonik, og han får sin daglige gang i Sønderborg, hvor han får fri adgang til SDU’s laboratorier. 

- Vi er ikke fremme ved Star Wars endnu, men potentielt kan denne teknologi være med til at skabe en fremtid, hvor fiktion og den virkelige verden komplimenterer hinanden og på den måde skaber en helt ny virkelighed, fortæller Simon Sørensen, som via sit firma, SS Engineering Consulting, er hyret ind til opgaven.

Det er Simon Sørensens opgave, at udvikle nogle af de komponenter, som skal ligge til grund for teknologien.

Kan trække på ekspertviden

At han i projektets løbetid har sin faste arbejdsplads i SDU’s laboratorier i Sønderborg har den fordel, at han kan trække veksler på lektor Jakob Kjelstrup-Hansen, som ikke blot er Simon Sørensen tidligere underviser, men også én af de fremmeste eksperter inden for tyndfilmselektronik, en disciplin indenfor nanoteknologi.

- Jakob Kjelstrup-Hansen har enorm erfaring og viden inden for dette felt. Det betyder, at jeg kan bruge ham som vejleder og sparringspartner. Hans dør er altid åben, hvilket giver mig mulighed for at snakke med ham, vende problematikker og blive enig om, hvilken fremgangsmåde der er den bedste, siger Simon Sørensen.

Selv siger Jakob Kjelstrup-Hansen, som har en ph.d. i nanoteknologi og fysik, at han er glad for at assistere og supervisere i forbindelse med laboratoriearbejdet.

- Det er naturligvis vanvittigt spændende at være en del af et projekt, som har så vidtrækkende perspektiver, og så er jeg glad for, at de kompetencer, vi har opbygget i NanoSYD, også kan bruges i sammenhænge, som ikke lige er dem, vi arbejder med til dagligt.

Realfictions samarbejde med SDU, Jakob Kjelstrup-Hansen og Simon Sørensen løber frem til udgangen af maj måned, men bliver muligvis forlænget.

Ansvarlig for siden: Mads Clausen Instituttet

Redaktionen afsluttet: 30.05.2019