Skip to main content

Grønt militær kræver drastiske kulturændringer

En workshop i Sønderborg har klarlagt, hvad der kræves for at gøre militær over hele verden grønnere.

Militæret skal være villige til at investere i en omstilling til et grønnere militær og gennemføre en omfattende kulturændring. Det kan gavne både miljøet, sikkerheden og økonomien og samtidig være med til at drive bæredygtig innovation.

Det er blot nogle af konklusionerne, der er kommet ud af en netop overstået NATO-workshop på Syddansk Universitets campus i Sønderborg. Her har over 60 forskere og beslutningstagere været samlet for at diskutere, hvordan forskning, teknologi og innovation kan gøre militæret grønnere.

Blandt deltagerne var den amerikanske hærs viceminister med ansvar for etablissementer, energi og miljø Ms. Katherine Hammack, og hun tager af sted fra Sønderborg med en række konkrete tiltag og arbejdsgange, som det amerikanske militær kan implementere for at hjælpe klimaet.

”Bæredygtighed forbereder en verden til vores efterkommere. Vi bliver nødt til at være sparsommelig med alle ressourcerne i vores domæne. Alle lande, og deres militær, har et ansvar for at øge deres ressourceeffektivitet og anvende bæredygtigt design og arbejdsgange,” sagde hun i en udtalelse efter workshoppen.

De 60 deltageres guidelines samles i løbet af de næste måneder i en håndbog, der for NATO og øvrige interesserede skal agere rettesnor i den fremtidige indsats for at nedbringe energi- og vandforbruget og affaldsproduktionen.

En grøn succes

Fakta:

NATO’s ISAF-styrker, der stod for sikkerheden under krigen i Afghanistan, kørte hver dag, mens krigen var på sit højeste, 1.300 tankbiler til lejrene. Hver liter brændstof kostede ifølge NATO cirka syv liter olie at transportere. Transporterne var i tusindvis af tilfælde mål for angreb, så omstilling til bæredygtig energi i militæret er ikke bare klimavenlig og økonomisk fornuftig; den kan også højne sikkerheden for styrkerne.

NATO-workshoppen var arrangeret af professor og institutleder Michael Goodsite fra Institut for Teknologi og Innovation på SDU i samarbejde med professor Sirkku Juhola fra Helsinki Universitet og ProjectZero fra Sønderborg. Michael Goodsite betegner de tre dages workshop som en stor succes.

”Der har været enormt mange gode idéer oppe at vende og de seks arbejdsgrupper har samlet de bedste praksisser fra hele verden. Det fulde overblik har vi først, når håndbogen er færdig,” siger han og fortsætter:

”Men vi mangler stadig også masser af forskning og nye innovationsprojekter før et grønt militær for alvor kan blive en del af virkeligheden. Der er masser af arbejde foran os.” Det arbejde vil han selv tage aktiv del i, når han i fremtiden indleder sine egne forskningsprojekter på området.

I løbet af workshoppen har deltagerne blandt andet set på nogle af Sønderborgs mange grønne tiltag og besøgt den historiske krigsskueplads ved Dybbøl Banke. Sønderborgs historiske militære ballast kombineret med byens ambitiøse klimamål har dannet baggrund for at placere workshoppen her.

En stor opbakning fra sponsorer og samarbejdspartnere som ProjectZero og Sønderborg har ifølge Michael Goodsite gjort workshoppen mulig.

 

Foto: Workshopdeltagerne besøgte Dybbøl Banke og inspicerede de forhistoriske militære anlæg (Fotograf Patricio Soto)

For mere information kontakt:
Professor og institutleder Michael Evan Goodsite 

Redaktionen afsluttet: 20.02.2015