Fugl kan blive fremtidens drone

Fremtidens droner kan blive udklækket på Det Tekniske Fakultet. En studerende er ved at udvikle en mekanisk fugl, som kan bruges til at skræmme fugle væk fra lufthavne.

- Jeg har læst en bog om, hvordan fugle bevæger sig, og så har jeg studeret mange teoretiske artikler om, hvordan en baskende vinge giver fremdrift, siger specialestuderende Mikkel Johansen.

Han sidder på Det Tekniske Fakultets robotlaboratorium, RoboLab, hvor han er gået i gang med at skabe en mekanisk fugl. Fuglen skal have et vingefang på halvanden meter og veje omkring et kilo, og han håber, at den er flyvefærdig om fem måneder.

Kæmpe potentiale
- Den kan for eksempel bruges til at skræmme fugle væk fra lufthavne. Fugle kan volde store problemer, når flyene skal lette og lande. Hvis de ender i flyenes motorer, kan det være farligt. Men den mekaniske fugl kan også bruges til overvågning, fordi en fugl ikke vil vække opsigt, når den flyver rundt, fortæller Mikkel Johansen, hvis speciale er et samarbejde mellem SDU og DTU.

På RoboLab flyver der enkelte droner rundt i dag. Men mest for sjov, for mens ingeniørerne forsker intenst i robotter, som kan bevæge sig og ændre form, så er forskningen i droner kun så småt ved at spire.

- Droner har et kæmpe potentiale. Flyvende robotter kan bruges i landbruget. Men de kan også bruges til at bekæmpe krybskytter på den vilde afrikanske savanne eller holde øje med sanitære forhold i kæmpe flygtningelejre, nævner adjunkt Søren Wiatr Borg fra Institut for Teknologi og Innovation.

Fyn som drone-land
Flere politikere drømmer om at gøre Fyn til Danmarks og Europas center for udvikling af droneteknologi. Konkret er Hans Christian Andersen Airport for eksempel langt fremme i kapløbet om at blive landets nationale drone-testcenter. Lufthavnen i Odense er nemlig den eneste i Danmark, hvor der er gennemført test med ubemandede fly.

Søren Wiatr Borg har tidligere arbejdet for Air Alpha A/S, som lå placeret i Odense Lufthavn, og han har stadig en tæt kontakt med Hans Christian Andersen Airport og UAS Denmark, unmanned aircraft systems. Han håber meget, at Fyn kan blive Danmarks dronecenter, med det Tekniske Fakultet som motor i at udvikle fremtidens civile droner.

- Jeg tror på, at der er et enormt potentiale for dronerne - også i industrien, siger Søren Wiatr Borg.

For mere information kontakt
Mikkel Johansen på mikkel.joh@gmail.com

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies