Skip to main content

Anupa Rijal, master i folkesundhedsvidenskab, vil forebygge for tidlige dødsfald i lavindkomstlande

Hvorfor er risikoen for at dø tidligt – under 70 år - af forhøjet blodtryk, type 2-diabetes og hjertesygdom meget større i lande med lav-middel indkomst end i rigere lande ? Og hvad kan man gøre for at forebygge disse dødsfald, billigst og mest effektivt ?

AnupaDe spørgsmål skal 27-årige Anupa Rijal tumle med de kommende år, mens hun tager den ph.d. på SDU, som Danish Diabetes Academy netop har bevilget hende midler til.

Det, Anupa Rijal konkret går i gang med, er at udvikle nye systematiske reviews, som kan identificere den mest effektive strategi for behandling af det forhøjede blodtryk og type to-diabetes og forebyggelse af hjertekarsygdom.

Hjertekarsygdom er en dræber

Hendes ultimative mål er at designe og udføre et stort randomiseret klinisk forsøg omkring behandling af disse sygdomme, baseret på resultaterne af de systematiske reviews.

-Personligt tror jeg, at de resultater, vi får, ikke blot vil få betydning i lav-middel indkomstlande, men også i rige lande, hvor opmærksomheden på risikoen, forebyggelsen og behandlingen langt fra er perfekt, særligt i socialt udsatte områder, siger hun.

Basis for hendes arbejde er, at hjertekarsygdom er den hyppigste dødsårsag globalt, og at forhøjet blodtryk er den risikofaktor, som er stærkeste modificerbar.

Behov for klarhed

- I forskellige dele af verden arbejder man med forskellige forebyggelsesmetoder og behandlinger, og der er ikke enighed om, hvilken strategi der er mest effektiv, siger hun.

RESOLVE initiativet fokuserer primært på at finde og behandle forhøjet blodtryk, hvorimod WHO tager flere elementer med og identificerer og behandler både forhøjet blodtryk, kolesterol og diabetes.

– Forskellene i de to tilgange viser svagheden i den nuværende viden om, hvad der er mest effektivt, siger hun – og tror på, at hendes reviews i kombination med den megen forskning, der er i gang i både lav- og højindkomstlande, vil skabe den klarhed, der er behov for, hvis dette store sundheds- og samfundsproblem skal løses. 

Tydeligt samfundsengagement

Anupa Rijal er indstillet på at få travle år, men det er hun vant til: Hun har taget sin Master of Science fra Det Sundhedshedsvidenskabelige Fakultet på SDU samtidig med, at hun gennem næsten 5 år har været redaktør for de nepalesiske medicinstuderendes "Health Prospect: Journal of Public Health"” – og bl.a. været ansvarlig for kvaliteten af dens peer review-proces – og forsket.

Hendes samfundsengagement slår tydeligt igennem, når man ser på, hvad hun har forsket i: Etiske aspekter omkring sex-traficking i Nepal, den mentale sundheds-situation i Nepal og studenterinvolvering og mobilisering i sundhedsforebyggelse.

Senest har hun publiceret
"The economic impact of non-communicable diseases among households in South Asia and their coping strategy: A systematic review"

Fakta:

Anupa Rijal har taget en masteruddannelse i folkesundhedsvidenskab fra SDU,  Esbjerg campus 2015-2017, på et dansk statsstipendium. Ph.D’en – som finansieres af Danish Diabetes Academy med 1.1 mio. - tager hun på SDUs sundhedsvidenskabelige fakultet. Hendes hovedvejleder er professor Michael Hecht Olsen, Holbæk Hospital,  Odense Universitets Hospital og Syddansk Universitet. 
Redaktionen afsluttet: 17.12.2018