Skip to main content

Kan man skrive med ålegræs?

Meterhøje bogstaver på bunden af Odense Fjord.

Ja, det kan man godt, og det var lige hvad 7.A fra Otterup Realskole gjorde, da de tog med SDU's biologer til Odense Fjord.

 Biologerne havde brug for hjælp til at plante ålegræs-planter ud i fjorden, og den var eleverne med på – ligesom de var med på at plante i bogstavformation.

Resultatet blev ordet NOVAGRASS, som er navnet på forskernes projekt, og det kom til at fylde 36 meter i længden. De enkelte bogstaver er 5,4 meter høje og 4 meter brede, og de er blevet fotograferet af en drone over fjorden.

- Det her er et citizen science-projekt, hvor samfundet, forskere og naturvejledere går sammen om at genoprette naturen, siger biolog Mogens Flindt, SDU.

Fremover vil han og hans forsker-kolleger følge de nye planter og måle på deres vækst over tid.

- Udbredelsen af ålegræs i Odense Fjord er i dag kun 1-2 pct. af hvad den var, da fjorden var i miljømæssig topform, så der er brug for aktiviteter som denne, der giver eleverne interesse for og forstand på den omgivende natur, samtidig med at vi forskere får en hånd med de mange store praktiske aktiviteter, siger Mogens Flindt.

Se indslag på TV2 Fyn

Gå til indslaget

Læs mere i Fyens Stiftstidende

Gå til artiklen

Redaktionen afsluttet: 15.07.2016