Skip to main content
DA / EN
Forsvarsteknologi

SDU-studerende har opfundet ny minerydningsteknologi til Ukraine

To ingeniørstuderende fra Syddansk Universitet har udviklet en række prisvenlige og lettilgængelige apparater til minerydning i Ukraine. Det har sikret dem en finaleplads i European Defence Challenge i Bruxelles, som bliver afgjort 9. maj.

Af Sebastian Wittrock, , 11-04-2025

Til dagligt har Christoffer Hartmann Skovsgård og Jens Magnus Oldenburg deres gang på Det Tekniske Fakultet på SDU i Odense. De er begge kandidatstuderende i Product Development and Innovation og i gang med andet semester.

 

Men den 9. maj pakker de kufferten og tager til Bruxelles. De er nemlig kommet i finalen i European Defence Challenge, der er en forsvarsteknologisk konkurrence for universitetsstuderende i hele Europa. I år er temaet minerydning i Ukraine.

De to unge mænd fra Odense har opfundet et apparat, som stadigvæk kun er på tegnebrættet, men som vil gøre det muligt for civile at hjælpe til med at fjerne landminer på en sikker måde.

Og det er der i den grad brug for.

Man vurderer, at der ligger 2 millioner miner i Ukraine, hvilket betyder, at op imod 40% af landet er mineret. Det kan tage år – hvis ikke årtier – for de professionelle mineryddere at få fjernet dem alle, og på den tid kan mange tusind mennesker miste livet på grund af miner.

- Det tager meget lang tid at rydde miner, og det er også virkelig dyrt i både udstyr og mandskab. Der er også mange steder, hvor de store minerydningskøretøjer slet ikke kan komme frem, for eksempel skove og tætte byområder, siger Christoffer Hartmann Skovsgård.

Jens Magnus Oldenburg nikker:

- Det er derfor, der er behov for nogle simple minerydningsteknologier, som måske ikke er sofistikerede eller højteknologiske, men som kan produceres overalt af helt almindelige mennesker, siger han.  

- Vores løsninger kan nærmest produceres af skrald.

To slags miner

De to studerende har valgt at fokusere på to forskellige typer af miner: den klassiske trykudløste mine, som sprænger i luften, hvis man træder direkte på den, og den mere og mere udbredte og snubletrådsmine.

- Særligt snubletrådsminen bliver et større og større problem for ukrainerne, fordi russerne smider dem bredt ud over et område, når de trækker sig tilbage, og så skyder minerne selv snubletråde ud til siderne, som udløser minen, hvis nogen går ind i dem. Det betyder, at de kan kaste virkelig mange miner ud, fordi de ikke er nødt til manuelt at grave hver enkelt mine ned, siger Christoffer Hartmann Skovsgård.

Til den klassiske landmine har de udtænkt en cirkulær anordning på ben, der f.eks. kan laves af træ. Midt i cirklen installerer man en detonator, som virker f.eks. ved at sende et vand- eller lufttryk eller en patron ned mod minen, når man hiver i en snor på god afstand. De har også lavet en model, hvor detonatoren er en brænder, der neutraliserer minen.

Til snubletrådsminerne foreslår de, at man bruger en harpunlignende mekanisme til at skyde en krog hen på den anden side af snubletrådene, hvorefter man kan hive krogen tilbage og udløse minerne.

- Det meste af tiden i udviklingsarbejdet har vi faktisk brugt på at søge informationer om miner på nettet. Der er f.eks. en del videoer på YouTube, hvor ukrainere skiller miner ad eller viser, hvordan man kan håndtere dem, siger Jens Magnus Oldenburg.

Indtil videre findes løsningerne stadigvæk kun som modeller på computeren, men til European Defence Challenge 9. maj skal de to studerende præsentere deres ideer for folk fra den europæiske forsvarssektor, så hvem ved, måske ideerne finder vej til Ukraine en dag.

Redaktionen afsluttet: 11.04.2025