Skrivning er en nøglekompetence i dagens samfund. En vigtig baggrund herfor er den teknologiske udvikling i kommunikationsmedierne som grundlæggende har ændret skriftlighedens karakter og praksisformer, og som har øget skriftlighedens udbredelse og betydning dramatisk. Der mangler systematisk viden om hvad dette betyder for den enkelte i et læringsbiografisk perspektiv, og hvordan udfordringen håndteres i fag og uddannelser. Formålet med projekt Writing to learn, learning to write er at belyse disse spørgsmål gennem en kvalitativ undersøgelse af skriftbrug i gymnasiale uddannelser hvor studier med et longitudinelt elevperspektiv forbindes med tværgående studier i centrale fag og faglige samspil. Målet er at skabe viden om hvordan elever lærer sig fag gennem skrivning og skrivning gennem fag, og ad hvilke veje de udvikler skrivekompetencer gennem gymnasieuddannelsen. Projektet er den første større danske skriveforskningsindsats, og organisatorisk er det målet at etablere et skriveforskningsmiljø på internationalt niveau med nationalt ansvar.
I ’det nye tekstsamfund’ (Karlsson 2006) er arbejdsliv, uddannelser og hverdagsliv blevet skriftliggjort i hidtil ukendt grad. Skriftkompetence er blevet en forudsætning for såvel læring og uddannelse som for deltagelse i samfundsliv og arbejdsliv, og skriftlig kommunikation er i stigende grad også bærende for hverdagslivets sociale aktiviteter (Matre 2006, Smidt 2008). Skriftteknologien har dertil en afgørende kulturel og samfundsmæssig betydning som medie for vidensproduktion (Olson 1994).
Uddannelsespolitisk reflekteres ’det nye tekstsamfund’ i en stigende opmærksomhed på skriftkyndighed (literacy) som en integreret del af faglig læring. Sprogets betydning for læring, identitetsdannelse og deltagelse i kultur og samfund er en grundtanke både i Europarådets satsning på Language in Education, Languages for Education (Council of Europe 2010) og i den norske uddannelsesreform, Kunnskapsløftet, hvor skriftkyndighed i 2006 indførtes i alle fag. I den danske gymnasiereform fra 2005 er skriftligt arbejde tilsvarende beskrevet som en fælles opgave for hele fagrækken og en central del af studiekompetencen. Den ’ny skriftlighed’ forbindes imidlertid ikke med en overordnet literacy-strategi, og undersøgelser tyder på at der er et alvorligt gab mellem reformens intentioner og skolernes praksis (Krogh et al. 2009, Christensen 2009). Set i sammenhæng med voksende diversitet i elevgruppen og vækst i frafaldsprocenten (UNIC 2009) tyder meget på at det skriftlige arbejde udgør et helt særligt problem i de gymnasiale uddannelser, og at der er et vitalt behov for såvel teoriudvikling som empiriske studier af gymnasial skriftpraksis.
På forskningsniveau har en paradigmatisk ’diskursiv vending’ fundet sted i fagdidaktikken (Ongstad 2006). Nyere fagdidaktisk forskning har udviklet et teorigrundlag for begrebsliggørelse af undervisning og læring i ’det nye tekstsamfund’. Her forstås fag og undervisning som diskursive, semiotisk medierede fænomener, og læring knyttes til elevens produktive aktivitet (Ongstad 2006, Cope & Kalantzis 1993, Lemke 1990). Det diskursive paradigme har vist sig frugtbart i forskningen (Lorentzen et al. 2008, Elf 2008, Vollmer 2007, Kress et al. 2005, Krogh 2003, Knain 1999), men implikationerne for elevernes læringsformer, fagenes didaktik og undervisningens praksis er langt fra tilbundsgående udforsket.
I det foreliggende projekt udmøntes det diskursive perspektiv i forskningsfelt og forskningsspørgsmål. Forskningsfeltet anskues som en triadisk konstruktion af elev, fag og skriftbrug. Konstruktionen henviser både til den klassiske didaktiske trekant (elev, fag, lærer) og til den kommunikative triade (indhold, form, funktion) som i det diskursive paradigme ses som en grundform for fagdidaktik (Ongstad 2004, Krogh 2003). Forskningsfeltet defineres som ytringer (Bakhtin 1986) der på samme tid aktiverer elev, fag og skriftbrug. Aspekterne er indbyrdes forbundne, og de overordnede forskningsspørgsmål skal forstås som tre forbundne vinkler på den samme undersøgelsesgenstand, skriftlighed (writing) i lyset af ’det nye tekstsamfund’ og ’den diskursive vending i fagdidaktikken’. Forskningsspørgsmålene lyder:
I ’det nye tekstsamfund’ (Karlsson 2006) er arbejdsliv, uddannelser og hverdagsliv blevet skriftliggjort i hidtil ukendt grad. Skriftkompetence er blevet en forudsætning for såvel læring og uddannelse som for deltagelse i samfundsliv og arbejdsliv, og skriftlig kommunikation er i stigende grad også bærende for hverdagslivets sociale aktiviteter (Matre 2006, Smidt 2008). Skriftteknologien har dertil en afgørende kulturel og samfundsmæssig betydning som medie for vidensproduktion (Olson 1994).
Uddannelsespolitisk reflekteres ’det nye tekstsamfund’ i en stigende opmærksomhed på skriftkyndighed (literacy) som en integreret del af faglig læring. Sprogets betydning for læring, identitetsdannelse og deltagelse i kultur og samfund er en grundtanke både i Europarådets satsning på Language in Education, Languages for Education (Council of Europe 2010) og i den norske uddannelsesreform, Kunnskapsløftet, hvor skriftkyndighed i 2006 indførtes i alle fag. I den danske gymnasiereform fra 2005 er skriftligt arbejde tilsvarende beskrevet som en fælles opgave for hele fagrækken og en central del af studiekompetencen. Den ’ny skriftlighed’ forbindes imidlertid ikke med en overordnet literacy-strategi, og undersøgelser tyder på at der er et alvorligt gab mellem reformens intentioner og skolernes praksis (Krogh et al. 2009, Christensen 2009). Set i sammenhæng med voksende diversitet i elevgruppen og vækst i frafaldsprocenten (UNIC 2009) tyder meget på at det skriftlige arbejde udgør et helt særligt problem i de gymnasiale uddannelser, og at der er et vitalt behov for såvel teoriudvikling som empiriske studier af gymnasial skriftpraksis.
På forskningsniveau har en paradigmatisk ’diskursiv vending’ fundet sted i fagdidaktikken (Ongstad 2006). Nyere fagdidaktisk forskning har udviklet et teorigrundlag for begrebsliggørelse af undervisning og læring i ’det nye tekstsamfund’. Her forstås fag og undervisning som diskursive, semiotisk medierede fænomener, og læring knyttes til elevens produktive aktivitet (Ongstad 2006, Cope & Kalantzis 1993, Lemke 1990). Det diskursive paradigme har vist sig frugtbart i forskningen (Lorentzen et al. 2008, Elf 2008, Vollmer 2007, Kress et al. 2005, Krogh 2003, Knain 1999), men implikationerne for elevernes læringsformer, fagenes didaktik og undervisningens praksis er langt fra tilbundsgående udforsket.
I det foreliggende projekt udmøntes det diskursive perspektiv i forskningsfelt og forskningsspørgsmål. Forskningsfeltet anskues som en triadisk konstruktion af elev, fag og skriftbrug. Konstruktionen henviser både til den klassiske didaktiske trekant (elev, fag, lærer) og til den kommunikative triade (indhold, form, funktion) som i det diskursive paradigme ses som en grundform for fagdidaktik (Ongstad 2004, Krogh 2003). Forskningsfeltet defineres som ytringer (Bakhtin 1986) der på samme tid aktiverer elev, fag og skriftbrug. Aspekterne er indbyrdes forbundne, og de overordnede forskningsspørgsmål skal forstås som tre forbundne vinkler på den samme undersøgelsesgenstand, skriftlighed (writing) i lyset af ’det nye tekstsamfund’ og ’den diskursive vending i fagdidaktikken’. Forskningsspørgsmålene lyder:
- Hvad betyder de nye betingelser for skriftbrugens position, funktion og karakter i undervisningens praksis?
- Hvad betyder de nye betingelser for elevernes skrivning, og hvordan harmonerer dette med skolens fortolkning af elevernes behov for skriftlige erfaringer, ressourcer og kompetencer?
- Hvad betyder de nye betingelser for fagenes didaktik og faglighedsforståelsen?