Musik og fysik har meget til fælles

Hvorfor blev du forsker?

Jeg har været fascineret af videnskab og science fiction, siden jeg var teenager, og jeg valgte forskningen, efter at have set små tegnefilm om kvantemekanik i Quark (et videnskabsprogram af Piero Angela på RAI – Italiens svar på DR).
Jeg drives af troen på, at nogle få grundprincipper kan forklare alt fra de mindste partikler til hele galakser. Kvantefeltteori er både smuk og udfordrende. Jeg elsker processen fra en rodet idé på et whiteboard til et klart resultat, og følelsen af, at grundig tænkning kan skubbe videnskaben en lille smule frem. Mentorer og studerende holder mig også engageret, for forskning er et fælles håndværk, hvor gode spørgsmål viser vejen. Jeg føler også et ansvar for at bevare offentlighedens tillid til videnskaben ved at fremme åbenhed, efterprøvelighed og give stærkere værktøjer videre til næste generation.

Hvad drømte du ellers om at blive?

Komponist og pianist. Musik og fysik har meget tilfælles: mønstre, symmetri, spænding og forløsning. I musik balancerer man enkelhed med overraskelse, og i fysik balancerer man simple principper med store konsekvenser. Jeg spiller stadig klaver og laver små musikskitser – nogle gange bliver problemer faktisk mere klare ved klaveret end ved tavlen. Disciplinen i musikøvelse har præget min måde at forske på: tålmodig, gentagende og opmærksom på den "underliggende melodi". Som teenager overvejede jeg også at blive krigskorrespondent.

Hvilket spørgsmål vil du allerhelst finde svaret på?

Jeg drømmer om en samlet metode til at beskrive og beregne komplekse kvantefelter på tværs af skalaer – en metode, der er ren i idé, effektiv i beregning og kan forbedres systematisk. Den skulle samle flere tilgange som semiclassics, large charge, gitterberegninger og bootstrap-metoder. Det ville give skarpere forudsigelser for Standardmodellen, nye indsigter i universets tidligste øjeblikke og bedre forståelse af kvante sorte huller. Kort sagt: et værktøjssæt, der gør det svære mere tilgængeligt – med klare grænser for usikkerheden.

Hvordan håber du, at andre kan få gavn af din forskning?

Historien har vist os, at grundforskning kan føre til ny teknologi. GPS virker, fordi vi forstår tyngdekraftens dynamik og kan indregne relativistiske korrektioner. Moderne elektricitet og kommunikation bygger på Maxwells teorier om elektromagnetisme. Når vi forstår kvantefelter og gravitation bedre, kan det føre til nye materialer, sensorer, algoritmer og modelleringsværktøjer. Jeg har også brugt teoretisk fysik i epidemiologi, hvor vores arbejde bidrog til pandemimodeller og fik samfundsmæssig betydning. Ud over konkrete resultater prioriterer jeg at uddanne studerende i klar tænkning og åben, efterprøvelig videnskab – kompetencer, der er vigtige i både forskning, industri, politik og undervisning.

Hvad har du på dit kontor, som de fleste andre ikke har?

Et stort whiteboard, selv om jeg stadig foretrækker en kridttavle, og reoler fulde af fysikbøger, som jeg har samlet gennem tiden, med noter og bogmærker. Jeg arbejder næsten altid til klassisk musik, fra Bach og Mozart til Haydn, Rachmaninov og ofte Sjostakovitsj, fordi struktur og rytme hjælper mig med at tænke. Jeg har et CP3 krus med Feynman diagrammer, som får mig til at smile. Hjemme hænger et manga maleri, som min datter har lavet – det er den bedste motivation!

Hvem beundrer du?

Emmy Noether for hendes klare indsigt i, hvordan symmetri skaber bevaringslove.
Niels Bohr for modet til at forbinde idéer på tværs af skalaer.
Enrico Fermi for enkelhed, dømmekraft og evnen til at ramme sagens kerne.
Richard Feynman for nysgerrighed, leg og evnen til at forklare det svære uden at tale ned.
Og jeg beundrer mine studerende og kolleger, for videnskaben rykker mest, når mange hjerner arbejder sammen.

Hvad laver du, når du ikke forsker?

Jeg spiller klaver og skriver af og til små stykker musik – det hjælper mig med at tænke klart. Jeg nyder klassiske koncerter og samtidskunst, fordi begge udfordrer måden, vi ser struktur og mening på. Jeg går lange ture, hvor idéer falder på plads. Jeg træner i fitnesscentret og tager boksetimer, når jeg kan. Og vigtigst: jeg prioriterer tid med familie og venner – gode samtaler er lige så vigtige for forskning som gode ligninger.