Skip to main content
DA / EN
Biologi

Efter 50 ekspeditioner: Ronnie N. Glud har vendt op og ned på vores forståelse af dybhavet

Professor, dybhavsforsker og opdagelsesrejsende i mørke: Ronnie N. Glud har udforsket nogle af de fjerneste og dybeste havområder på kloden. Han ved nu, at det mørke dyb slet ikke er så øde og afkoblet fra resten af verden, som man ellers troede.

Af Birgitte Svennevig, , 10-07-2025

- Åh … jamen så skal vi jo helt tilbage til, da jeg var barn, siger Ronnie N. Glud om, hvor hans interesse for dybhavet stammer fra.

For det var allerede som barn, at han blev optaget af naturen. Han havde akvarier, fugle og terrarier, elskede at fiske og vandre i skoven, og han slugte bøger om opdagelsesrejsende og hvide pletter på landkortet. Det var nysgerrigheden, der drev ham – og det gør den stadig. Hvad venter om det næste hjørne?

Nysgerrigheden førte ham til biologi-studiet på Århus Universitet, videre forbi udforskning af alverdens former for vandmiljøer; tropiske koralrev, fjorde, floder, søer, kystvande, mangrovesumpe, havis, polarhavet og åbne oceaner, og den har nu bragt ham ned i dybhavet. I dag leder han det internationalt anerkendte forskningscenter for dybhavsforskning, HADAL, som er finansieret af Danmarks Grundforskningsfond.

Hvorfor er dybhavet så vigtigt?

I sin forskerkarriere har Ronnie N. Glud bidraget til adskillige nye erkendelser, men det er som dybhavsforsker, at han har gjort flest banebrydende opdagelser.

- Der foregår væsentlig mere i dybet, end man troede, da jeg startede i forskningsfeltet, siger han og hentyder til den række af videnskabelige erkendelser, som han har gjort i sine snart 20 år som dybhavsforsker.

Men før han fortæller om disse erkendelser, ønsker han, at vi forstår, hvorfor vi skal interessere os for dybhavet, og hvorfor den hadale zone er så vigtig at studere. Den hadale zone er den del af havet, der ligger på mere end seks km dybde, og den er opkaldt efter den græske underverdensgud Hades.

Kviksølv og PCB i flere dybhavsgrave

- Dybhavet dækker 60 pct. af kloden, og det er helt fundamentalt for, hvordan Jorden fungerer. Processer i dybhavet styrer f.eks. klimaforholdene, energibalancer og de kemiske forhold på Jorden. Så hvis vi vil forstå, hvordan kloden vekselvirker med klimaforandringerne og biodiversiteten, er vi nødt til at forstå processerne i dybhavet, forklarer han.

I skrivende stund har Ronnie N. Glud været afsted på 51 videnskabelige ekspeditioner. Destinationerne har i de seneste årtier været så fjerne og ufremkommelige som Challengerdybet i Marianergraven (10.911 m), Kermadec-graven (10.047 m), Atacama-graven (8.065 m), Aleutian Trench (7.822 m) og South Sandwich-graven (8.202 m), og ekspeditionerne har hver især givet os ny viden om forholdene i dybet.

- Vi ved nu, at dybhavsgravene ikke er så afkoblede fra resten af verden, som vi troede engang. Det, der sker på land og oppe ved overfladen, påvirker forholdene i selv den dybeste grav. Vi har f.eks. fundet stærkt forøgede koncentrationer af miljøfremmede stoffer som kviksølv og PCB i flere dybhavsgrave. Det var en overraskende erkendelse. Man tænker umiddelbart, at dybet er relativt upåvirket af, hvad der foregår oppe på landjorden og ved overfladen. Og så ser vi tydelige spor af menneskelig aktivitet dernede, siger han.

Fra nedsmeltet atomreaktor

Kviksølv og PCB er ikke de eneste miljøfremmede stoffer, der når ned til bunden af dybhavsgravene:

- I den 9.5 km dybe Japanergraven fandt vi Cæsium isotoper, der kun kunne stamme fra den nedsmeltede reaktor på atomkraftværket i Fukushima, der blev ødelagt fire måneder tidligere af en tsunami. Det viser, hvor hurtigt materiale fra landjorden og kystzonen kan transporteres ned i de dybeste dele af verdenshavet. Tilsvarende ser vi en tæt kobling mellem produktiviteten i overfladeoceanet og den biologiske aktivitet på de største havdybder. Det betyder, at klima eller menneskeskabte forandringer i overfladeoceanet hurtigt forplanter sig ned på de største dybder.

Klodens 27 kendte dybhavsgrave er i gennemsnit blot 70 km brede men ofte tusinder af kilometer lange. De udgør altså en meget lille del af den globale havbund. Alligevel fik Ronnie N. Glud for ca. 20 år siden en mistanke om, at der godt kunne befinde sig en hel del mere materiale dernede, og at de er vigtigere, end man troede.

Den kinesiske ubåd Fendouozhe kan gå ned på mere end 10.000 meters dybde. Der er plads til tre besætningsmedlemmer, og den er udstyret med to robotarme, syv kameraer og syv sonarer. (©IDSSE)

På en ekspedition til Kermadecgraven fandt forskerne usædvanligt store tanglopper på 7000 meters dybde. De var op til 30 cm store. Her holder ekspeditionsdeltager Alan Jamieson fra University of Aberdeen's Oceanlab en. (©NIWA/UWA)

Instrumenter klargøres til nedsænkning i Kermadec-graven, hvor de skal måle ilt. (©Anni Glud/SDU)

Instrumenterne er pakket på forskerholdets karakteristiske gule "lander" og er klar til at blive sænket ned. (©Anni Glud/SDU)

Friskt sediment, der er hentet op fra 8-10 km dybde. (©Anni Glud/SDU)

Ideen, der blev til en hypotese

Ideen blev til en hypotese, efter han havde arbejdet i en række dybe fjorde, hvor der i centrale bassiner lå betragteligt mere materiale end på den omgivende havbund. Det er ligesom i en kælderskakt. Det er ofte der, visne blade og gammelt chokoladepapir ender.

- Ting deponeres over længere tidsskala, hvor det er dybest. Den observation fik mig på sporet af, at det samme måske gælder på stor skala. Og det fik mig til at koncentrere min forskning på dybhavsgravene.

Med en tung, femårig bevilling fra European Research Council på knap 24 mio. kr.  i 2016 kom der for alvor skub i Gluds udforskning af dybhavet: han kunne etablere et forskningscenter og begive sig afsted på sine dybhavsekspeditioner. I 2020 fulgte Danmarks Grundforskningsfond op med den bevilling på 54,6 mio. kr., som nu finansierer forskningscentret HADAL, der har base på SDU.

Ronnie N. Glud

  • Leder af Danish Center for Hadal Research (HADAL).
  • Ph.d., Dr. scient og professor i biogeokemi og mikrobiel økologi på Biologisk Institut, Danish Institute for Advanced Study og Tokyo University for Marine Science and Technology (20 pct.).
  • Glud forsker i effekter af klimaforandringer i havet med specielt fokus på de største havdybder. og han har blandt andet udviklet en række sensorer og autonome instrumenter tiludforskning af dybhavet. 
  • Inden han blev rekrutteret som globaliseringsprofessor til SDU i 2010, havde han uddannet sig og forsket på Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Max Planck Institute-Bremen og Scottish Association for Marine Science.
  • Hans forskning er støttet af bl.a. European Research Council og Danmarks Grundforskningsfond.
  • Medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Har publiceret mere end 250 velciterede videnskabelige artikler. 

Forskerprofil er her. 

Glud og HADAL-kollegerne har publiceret flere opsigtsvækkende studier fra dybhavsgravene: De har bl.a. vist, at verdens grave indeholder uforholdsvist meget kulstof. Det synker ned fra overfladen og glider ned ad gravenes skrænter eller falder ned i store skred, når der er undersøiske jordskælv.

- Hvis vi kigger på en kvadratmeter dybhavsgrav, viser vores foreløbige beregninger, at der bliver begravet 70 gange mere organisk kulstof i gravene end i dybhavet generelt. Så selvom om gravenes areal er relativt beskedent, giver de altså et vigtigt bidrag til dybhavets evne til at tilbageholde CO2 i form af organisk kulstof, fortæller Ronnie N. Glud.

Det er ikke alt nedsynkende organisk stof, der bliver begravet dernede. En del udgør også føde for forskellige dyr og mikroorganismer, der trodser mørket og det høje tryk.

Mange forskellige mikrober

- Der er meget større mikrobiel aktivitet, end vi forventede. Normalt falder den biologiske aktivitet med stigende vanddybde. Men i gravene stiger den biologiske aktivitet igen, og det er fordi, det organiske materiale fokuseres i gravene og understøtter livsformer og mikroorganismer i dybet.

Noget, der også har overrasket Ronnie N. Glud er, at der er mange forskellige mikrober dernede.

- Vi troede, at vi ville finde få specialist-arter, som kunne klare det voldsomme tryk. Men der er mange forskellige mikrober og altså en meget stor biodiversitet, og det siger os, at mikroorganismer relativt enkelt og nemmere kan tilpasse sig ekstremt tryk end højere livsformer.

Hvad ubåden fandt

Den store diversitet blandt mikroorganismerne er ikke det eneste, der har overrasket Ronnie N. Glud. Han måbede også på sin seneste ekspedition til Puysegur-graven syd for New Zealand. Ekspeditionen blev ledet af en kinesisk forskningsgruppe fra Institute of Deep Sea Science and Engineering, og de opererer verdens mest avancerede ubåd, Fendouzhe, der kan nå de største havdybder.

På mange af de dybe dyk spottede forskerne mikrobielle samfund, der understøtter et rigt dyreliv.

- De mikrober bruger den opsivende metan fra undergrunden som energikilde til at lave biomasse. Det kaldes kemosyntese, ligesom fotosyntese, hvor lyset er energikilden. Så selv hvis solen en dag skulle slukke, ville disse samfund blive ved med at leve i en rum tid – indtil ilten på Jorden bliver opbrugt, forklarer Ronnie N. Glud om den overraskende opdagelse.

”Det var lige godt pokkers!”

Dybtgående ubåde har sjældent plads til mere end tre personer ombord, og der findes kun ganske få af dem i verden, så der er rift om pladserne. Ronnie N. Glud er en af de få, der i sin egenskab af forskningsleder ofte bliver tilbudt en plads, og den mulighed fik han også med Fendouzhe.

- Men jeg har desværre klaustrofobi, så jeg takker altid pænt nej. Ikke engang et kosteskab kan jeg være i. Til gengæld sidder jeg oppe på skibet og følger spændt med, når vi om aftenen gennemgår optagelserne fra dagens dyk. Der tænkte jeg, at det var lige godt pokkers, at der findes så store biologiske samfund, der er drevet af kemosyntese på så store havdybder. Det er en erkendelse, som vil få fokus i de kommende år.

På de næste planlagte ekspeditioner er der ikke ubåde med, men der vil stadig blive hentet prøver og målinger op fra dybet. Det vil ske med instrumenter til prøvetagning og med autonome robotter, der indsamler data og gennemfører eksperimenter på deres mission i dybet.

Hvad venter om det næste hjørne?

Disse data skal bidrage til at belyse en række af de spørgsmål, som Glud og kollegerne stadig mangler svar på: Hvilke processer bidrager til deponering i dybet? Hvordan tilpasser de mikrobielle samfund sig så hurtigt til de ekstreme forhold? Hvordan omsætter de det deponerede materiale dernede? Hvor forskelligartet er det mikrobielle liv i de forskellige grave, og hvad driver variationen af livsformer i de forskellige grave?

De næste planlagte ekspeditioner går til Molloy Dybet i Grønlandshavet, Kermadec-Tonga gravene i sydvestlige Stillehav, Japaner -graven og Izu-Bonin gravene i det nordvestlige Stillehav.

Hvad venter der om det næste hjørne?

Dybhavsforskning på SDU

Danish Center for Hadal Research er et grundforskningscenter med base på SDU. Centret udforsker de biogeokemiske kredsløb og livet i de dybeste dele af verdenshavet.

Besøg HADAL

Redaktionen afsluttet: 10.07.2025