Molekylære maskiner: Er det fremtidens teknologi?

Hvorfor blev du forsker?

Jeg har altid været nysgerrig og undret mig over, hvordan ting virkede. Da jeg var barn, elskede jeg at skille f.eks. et gamle fjernsyn ad for at kunne forstå, hvordan det egentlig virkede. Derudover elskede jeg som barn også at bruge min kreative evner, ikke til at tegne, men til at bygge nye ting med legoklodser. I folkeskolen og især i gymnasiet var jeg fascineret af de naturvindskibelige fag, men det var i virkeligheden først, da jeg begyndte at læse på universitet, at det gik op for mig at kemi og især organisk syntesekemi muliggjorde at jeg kunne bruge min kreativitet og nysgerrighed til at fremstille nye materialer.

Fascinationen og kreativiteten ved at bygge med legoklodser har jeg så ført over i min forskning, hvor jeg ved hjælp af organisk syntese fremstiller elektriske molekylære maskiner. Organisk syntesekemi minder på mange måder om det at bygge med legoklodser. Når vi laver organisk syntese, bruger vi molekyler som byggeklodser, og i princippet er det kun fantasien og kreativiteten, der sætter grænser for, hvordan man som syntesekemiker kan sætte de molekylære byggeklodser sammen.

Hvad drømte du ellers om at blive?

Da jeg var et helt lille barn, var min drøm egentlig at blive landmand. Jeg gik i folkeskole med en del drenge, hvis fædre var landmænd, og jeg syntes, at det var enormt spændende at se på de store landbrugsmaskiner. I slutningen af folkeskolen, i gymnasiet og de første år på universitet dyrkede jeg atletik på eliteplan. Jeg blev dansk juniormester i hammerkast og havde dengang en drøm om at komme med til de olympiske lege og bliver professionel atlet.

På et tidspunkt indså jeg dog, at dette nok ikke var realistisk og dedikerede mig derfor mere til mit stude. På mit andet år på universitetet begyndte jeg at undervise som instruktor i matematik, hvilket jeg syntes var enormt spændende og inspirerende, og på det tidspunkt var min drøm derfor at blive gymnasielære i kemi og matematik.

Hvilket spørgsmål vil du gerne finde svaret på?

Jeg har egentlig aldrig været drevet af at finde svaret på et bestemt spørgsmål. Jeg ved godt, at mange af mine forskerkollegaer ofte har et konkret spørgsmål, de drømmer om at finde svaret på. Det kunne f.eks. være at forstå, hvordan et bestemt enzym virker. For mig har drivkraften i stedet være at bruge min kreativitet til at skabe nye materiale med ukendte egenskaber og så efterfølgende forstå, hvordan de rent faktisk virker. Derfor blev jeg under mit ophold som ung ph.d.-studerende ved nobelprismodtager Sir Fraser Stoddart’s forskningsgruppe ved University of Southern California i Los Angeles (UCLA) fascineret af såkaldte molekylære maskiner, der kan drives af elektrisk energi.

Elektriske molekylære maskiner minder på mange måder om en elektromotor, hvor elektrisk energi omdannes til mekanisk energi, men den helt store forskel er størrelsen. Molekylære maskiner er så ufattelige små, at det er svært at forstå, og de har typisk en størrelse på nogle få nanometer (en nanometer = milliardtedel meter).

Hvordan håber du, at andre kan få gavn af din forskning?

Den forskning jeg laver, er virkelig grundforskning, hvor det vigtigste er at kunne forstå, hvordan molekylære maskiner og motorer kan fremstilles og virker. Jeg håber, at fremtidige generationer af forskere kan bygge videre på den viden, min forskning har frembragt. Og hvem ved: Måske vil vi om 30-40 år se en ny teknologisk revolution på størrelse med den man oplevede, da den første elektromotor blev opfundet for cirka 200 år siden.

Hvad har du på dit kontor, som de fleste andre mennesker ikke har?

Legoklodser. Legoklodserne har fulgt mig siden jeg var barn, og jeg mener virkelig, at de repræsenterer en af de bedste måder til at udvikle menneskers kreativitet. De legoklodser jeg har på mit kontor, bruger jeg dog ikke som legetøj, men til at bygge modeller, der visualiserer hvordan molekylære maskiner er opbygget, og hvordan de virker. Modellerne bruger jeg i forbindelse med, at jeg holder foredrag, og lader dem cirkulere blandt publikum.

Hvem beundrer du?

Jeg beundrer mennesker, der bruger deres talent og dedikation til at gøre en forskel for andre mennesker, og som ikke bare giver op, selvom de møder modgang. For mit eget vedkommende er den primære årsag til, at jeg blev forsker mit møde med min ph.d.-vejleder Sir Fraser Stoddart.

Han voksede op under fattige kår, som søn af en fårefarmer i Scotland, og det lå absolut ikke i kortene, at han skulle få en akademisk uddannelse. Gennem benhårdt arbejde og gennem en lang karriere, der bød på masse af modgang, etablerede han sig som en verdens mest indflydelsesrige kemikere. I 2007 blev han slået til ridder af Dronning Elizabeth II af England, og i 2016 modtog han sammen med to andre kemikere nobelprisen i kemi. Hans evne og dedikation til at hjælpe og inspirere andre mennesker til at forfølge deres drømme var helt enestående, og derfor er Stoddart en af de mennesker, jeg beundrer allermest.

Hvad laver du, når du ikke forsker?

Jeg har altid dyrket meget sport og gør det stadigvæk. Efter jeg stoppede med at dyrke atletik på eliteniveau for 30 år side, begyndte jeg at spille volleyball i Boldklubben Marienlyst. Jeg spillede også volleyball, da jeg var jeg var barn, og i dag spiller jeg volleyball i Odense Volleyball - mest for det sociale fællesskabs skyld, men selvfølgelig også for at holde mig aktiv.

Generelt undgår jeg at sidde for meget stille, når jeg har fri, og derfor har jeg har næsten altid et byggeprojekt i gang i mit hus eller i haven, hvilket virker afstressende og giver mig energi til at tænke kreativt, når der igen skal forskes. Når jeg har ferie, nyder jeg at være sammen med min familie i vores sommerhus ved den jyske vestkyst, hvor en tur i vandet eller en lang gåtur i naturen er noget af det bedste jeg ved.