Ph.d. undersøger de tragiske teenagere
Græske tragedier og Shakespeares dramaer kan lære os om nutidens teenageproblemer. Det foreslår en ny ph.d.-afhandling.
Hvad har Romeo & Julie til fælles med afroamerikaneren Michael Brown, som i 2014 blev skudt af en hvid politibetjent? Og hvordan kan de to historier kobles sammen med antikkens Antigone, som i år 441 f.Kr. kæmpede for en værdig begravelse til sin bror Ødipus?
Svaret er, at de alle er teenagere, som er blevet ofre for tragiske begivenheder.
Tragiske teenagere, kalder Iben Engelhardt Andersen fra Institut for Kultur og Kulturvidenskaber dem i sin ph.d.-afhandling med samme titel: ’Tragic Teenagers’.
Med udgangspunkt i tre typer teenagere: den pubertære elsker, den unge, sorte mand og den ’cute’ teenager har hun undersøgt, hvem de tragiske teenagere er som figurer, og hvordan de agerer og reageres på i vores samfund.
Formålet har været at identificere og diskutere en række problemer, der knytter sig til unge menneskers følelsesmæssige, juridiske og politiske grænsetilstand.
- Teenagere er halvvoksne subjekter, der befinder sig på tærsklen mellem det før-politiske menneske og den fuldgyldige borger. De er hverken uskyldige børn eller fuldt ud ansvarlige voksne, forklarer Iben Engelhardt Andersen.
Gammel genre giver nyt syn
Grænselandet mellem barn og voksen påvirker både teenagerens selv-iscenesættelse og samfundets syn på teenageren. Et syn, som Iben Engelhardt Andersen i sin afhandling forsøger at sætte til forhandling.
Det gør hun ved at ’re-frame’ nutidens teenager gennem tragedien som litterær genre.
- Tragedien kan som begreb fungere både til at dække over og til at kaste lys over uretfærdigheder og forhold mellem affekt og fordømmelse. Når noget er tragisk, kan det betyde, at noget er trist og beklageligt, men at det i sidste ende er uundgåeligt.
- Men tragedien kan også bringes i spil for at overveje disse relationer i et kritisk lys og for at spørge til de sociale opdelinger og deres affektive grundlag, forklarer hun.