Skip to main content

Lovgrundlag, regler og praksis

Indledning

I henhold til Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelsers bekendtgørelse nr. 1039 af 27. august 2013 om ph.d.-uddannelsen ved universiteterne og visse kunstneriske uddannelsesinstitutioner (ph.d.-bekendtgørelsen) fastsættes der følgende udfyldende bestemmelser om ph.d.-uddannelsen og erhvervelse af ph.d.-graden ved det humanistiske fakultet, Syddansk Universitet (SDU).

Ph.d.-bekendtgørelsen er en uddannelsesbekendtgørelse, hvis bestemmelser gælder i alle tilfælde, uanset ph.d.-uddannelsens finansieringsform.


Generelle bestemmelser

§ 1      Ph.d.-uddannelsen skal foregå ved fakultetets ph.d.-skole.

§ 2      Studiet svarer i omfang til et 3 årigt fuldtidsstudium (180 ECTS).

§ 3      Ph.d. studiet afsluttes med aflevering og bedømmelse af en afhandling og med en offentlig forsvarshandling, jf. §§ 14-29.

§ 4      Når ph.d.-planen er tilfredsstillende gennemført og afhandling samt forsvarshandling bedømt, træffer akademisk råd afgørelse om tildeling af ph.d. graden, jf. § 30.

§ 5      En ph.d. afhandling kan indleveres uden forudgående studium, jf. § 31.


Indskrivning til ph.d.-studiet

§ 6      Beslutning om indskrivning til ph.d.-skolen træffes af ph.d.-skolelederen på institutlederens begrundede anmodning og efter indstilling fra repræsentanter for de videnskabelige medarbejdere i ph.d.-udvalget.

Adgang til ph.d.-uddannelsen skal niveaumæssigt baseres på en kandidatuddannelse. Det forudsættes, at ansøgeren selvstændigt har udarbejdet en projektbeskrivelse.

Stk. 2 Institutlederens anmodning skal begrundes med henvisning til enten et fagkyndigt udvalgs bedømmelse af en ansøgning til et stipendium eller en fagkyndig udtalelse (fx i forbindelse med helt eller delvist eksternt finansierede stipendier med navngivne modtagere). Bedømmelsen/udtalelsen skal redegøre for følgende: Ansøge-rens navn og uddannelse, projekttitel, kortfattet beskrivelse af projektet, projektets niveau og kvalitet, samt ansøgerens faglige forudsætninger for at gennemføre det. Institutlederens anmodning skal herudover indeholde forslag til hovedvejleder og forskeruddannelsesprogramtilknytning, samt redegøre for eventuelle særlige for-hold eller behov i forbindelse med projektet. Vedrørende eksternt finansierede stipendier henvises der til særskilt regelsæt under Praktiske informationer.

Stk. 3 Ph.d.-udvalget kan i forbindelse med indskrivningen efter rådgivning fra instituttet dispensere fra dele af ph.d.-uddannelsens uddannelseselementer (kursusdeltagelse, undervisning eller anden form for formidling), hvis ansøgeren har dokumenteret aktiviteter inden for de pågældende områder. Kursusdelen omregnes i ECTS.

Ph.d.-studiet tilrettelægges normalt som et heltidsstudium, men kan i særlige tilfælde tilrettelægges som et deltidsstudium, hvis ønsket er begrundet i relevante hensyn. Et ph.d.-studium på deltid må normalt højst vare 6 år. Vilkårene for deltidsindskrivningen fastlægges i aftale mellem den ph.d.-studerende, evt. ekstern samarbejdspartner og institut/ph.d.-skole.

Stk. 4 Indskrivning til et ph.d.-studium finder af hensyn til kursusdeltagelse og undervisningsvirksomhed normalt sted pr. 1. februar og 1. september.

Vejledning

§ 7      Hovedvejlederen har ansvaret for den samlede ph.d.-uddannelse, og skal være ansat ved fakultetet og tilknyttet ph.d.-skolen. Hovedvejlederen har en række forpligtelser, jf. nedenstående bestemmelser.

Stk. 2 Hovedvejleder og supplerende vejledere udpeges af ph.d.-skolelederen efter samråd med institutlederen. Efter aftale med instituttet kan ph.d.-skolelederen selv eller efter ansøgning fra den ph.d.-studerende udpege yderligere vejledere, der skal være kvalificerede inden for det relevante fagområde, og udskifte hovedvejleder eller andre vejledere.

Stk. 3 Hovedvejledere skal være anerkendte aktive forskere på minimum lektor- eller seniorforskerniveau inden for det pågældende fagområde. Dette krav stilles ikke til medvejledere.

Stk. 4 Særligt for ph.d.-studerende under ErhvervsPhD-ordningen gælder, at institutionen udover hovedvejleder udpeger en vejleder tilknyttet den virksomhed, hvor den ph.d.-studerende er ansat. Denne vejleder skal være kvalificeret inden for det relevante fag-område.

Stk. 5 I de tilfælde hvor et ph.d.-projekt er et delprojekt i et eksternt finansieret overordnet projekt, og hvor den bevillingshavende projektleder af faglige grunde udpeges som hovedvejleder, skal der udpeges en bivejleder fra instituttet.

Stk.6 Vejledere, der er ansat ved fakultetet, er forpligtet til at deltage i ph.d.-skolens kurser for ph.d.-vejledere og de aktiviteter, som Syddansk Universitet og/eller forskeruddannelsesprogrammerne udbyder.

Ph.d.-plan

§ 8      Den ph.d. studerende skal følge en nøje fastlagt ph.d.-plan, hvis hovedbestanddel består i udarbejdelsen af en ph.d.-afhandling. Planen udarbejdes af den ph.d.-studerende i samråd med vejlederen.

Stk. 2 Ph.d.-planen beskriver det selvstændige stykke forskningsarbejde som den studerende skal udføre i løbet af uddannelsens 3 år og bedømmes på, samt de øvrige aktiviteter der indgår i forløbet. Den ph.d.-studerende kan normalt ikke pålægges arbejdsopgaver, der ikke indgår i ph.d.-planen.

Ph.d.-planen skal indeholde:

  • plan for ph.d.-projektet i form af en beskrivelse af ph.d.-projektet, som normalt vil bygge videre på den projektbeskrivelse der blev afleveret ved ansøgningen
  • afhandling: monografi eller antologisk afhandling
  • afhandlingens sprog
  • tidsplan for projektet og fordelingen af arbejdet på de kommende semestre
  • aftale om vejledningens form, der i detaljer redegør for en forventningsafstemning mellem den ph.d.-studerende og vejleder i forløbets første år
  • overvejelser vedr. miljøskift
  • planer for undervisningsvirksomhed eller anden form for videnformidling
  • eventuelle aftaler om ophavsret, f.eks. hvis ph.d.-uddannelsen gennemføres i samarbejde mellem flere parter
  • budget hvor det anføres, hvis projektet indebærer større udgifter end den normale bevilling (herunder f.eks. programmer, udgifter til transskription, studentermedhjælp, undersøgelser, feltarbejde, bøger, særligt dyre kurser (eks. sprogkursus))
  • budget hvor det er synliggjort, hvilke konkrete økonomiske forpligtelser institutionen påtager sig for den ph.d.-studerendes ph.d.-forløb
  • tilknytning til forskeruddannelsesprogram (FUP), herunder plan for ph.d.-kurser m.v.

Ved valg af antologiformen skal der redegøres for påtænkte og aftalte medforfatterskaber Hvad angår punktet vedrørende vejledningens form, henvises der til særskilt anvisning under Praktiske informationer.

Hvad angår punktet om FUP-tilknytning, henvises der til særskilt beskrivelse af programmernes virke og formål under Program struktur.

Stk. 3 Ph.d.-planen skal være endelig godkendt senest 3 måneder efter påbegyndt ph.d.-studium.

Stk. 4 Hvis der er givet dispensation fra dele af ph.d.-uddannelsens uddannelseselementer, jf. § 6 stk. 3 skal dette fremgå af ph.d.-planen.

Stk. 5 Ph.d.-planen kan efterfølgende justeres i et eller flere addenda til planen, såfremt projektets udvikling og delresultater fordrer dette. Ph.d.-skolelederen drøfter mulighederne og behovene for addenda med de ph.d.-studerende ved evalueringssamtalerne.

§ 9      Hovedvejlederen skal indstille, og institutlederen påtegne, den ph.d.-studerendes ph.d.-plan og efterfølgende addenda til ph.d.-udvalgets godkendelse.

Undervisning og formidling

§ 10      Den ph.d.-studerende skal ved studiets afslutning have opnået erfaring med undervisningsvirksomhed eller anden form for formidling.

Stk. 2 Hovedvejlederen skal sikre, at undervisnings og formidlingsvirksomheden er – bredt eller snævert – relateret til den ph.d.-studerendes ph.d.-projekt. Hvis andre formidlingsformer skal træ-de i stedet for undervisning, skal dette godkendes af institutlederen, jf. § 6, stk. 3.

Stk. 3 Ph.d. studerende uden stipendium har ikke krav på, men kan ansættes ved universitetet til de i § 10 omtalte arbejdsopgaver.

Stk. 4 Undervisnings- og formidlingsdelen er institutlederens res-source, hvorfor den nærmere udmøntning skal aftales med denne. Ph.d.-skolen anbefaler at der ikke lægges formidlingsopgaver i 5. og 6. semester med mindre der er en god projektmæssig begrundel-se for det.

Kurser

§ 11      Ph.d.-forløbet skal omfatte kurser eller andre lignende uddannel-seselementer af et samlet omfang svarende til 30 ECTS.

Stk.2 Hovedvejleder skal sørge for at studieforløbet følger ph.d.-planen og skal i forbindelse med evalueringerne indstille den ph.d.-studerendes kursusaktiviteter til ph.d.-skolens godkendelse, herun-der hvilken vægt den enkelte aktivitet bør have i det samlede kur-susregnskab på 30 ECTS.

Miljøskift

§ 12      Miljøskiftet har til formål at give den ph.d.-studerende mulighed for at indgå i et eller flere aktive miljøer uden for egen institution for derved at udbygge sit netværk, deltage i en bredere vifte af fag-lige aktiviteter, indgå i en udvidet dialog om sit projekt og finde ny inspiration. Ved planlægningen af miljøskift skal projektrelevans højprioriteres, og i den udstrækning det er foreneligt med udlands-ophold skal dette ligeledes højprioriteres. Miljøskiftet, der typisk bør have en samlet varighed på 3-6 måneder, skal så vidt muligt tidsfæstes og målsættes i ph.d.-planen. Endelig plan for miljøskif-tet udarbejdes sammen med vejleder og fremsendes senest i forbin-delse med 1. årsevalueringen til ph.d.-udvalgets godkendelse.

Studieforløbet

§ 13      Der gennemføres i alt 3 evalueringer. De første efter henholdsvis ca. 12 og ca. 24 måneders forløb, hvor ph.d.-skolelederen foretager en vurdering af, om den ph.d.-studerende følger ph.d.-planen på tilfredsstillende vis.

Der kan endvidere uden for disse terminer gennemføres en evaluering, hvis en vejleder mister tillid til at arbejdet forløber tilfredsstillende. Vejlederen skal i givet fald informere ph.d.-skolen om dette, og ph.d.-skolelederen kan efter fornøden udredning beslutte at iværksætte evalueringen, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 2 Vurderingen foretages på baggrund af et evalueringsskema samt en samtale som ph.d.-skolelederen afholder med den ph.d.-studerende, eventuelt med deltagelse af hovedvejlederen.

Til evalueringssamtaler efter henholdsvis første og andet år med-bringer den ph.d.-studerende en redegørelse for en reel, detaljeret forventningsafstemning mellem den ph.d.-studerende og vejleder om vejledningens form det følgende år.

Procedure:

Den studerende sender det udfyldte evalueringsskema til institutlederen med henblik på underskrift/påtegning og videre ekspedition til ph.d.-administrationen. Hovedvejlederen anmodes om at fremsende en udførlig udtalelse om projektets status i forhold til ph.d.-plan til ph.d.-administrationen med kopi til den ph.d.-studerende og institutleder. I løbet af de følgende to uger kan den ph.d.-studerende fremkomme med bemærkninger til udtalelsen. Der afholdes derefter en samtale. Til denne medbringes kommentarer til hovedvejlederens udtalelse i skriftlig form..

Forløber projektet efter ph.d.-planen og delmål er opfyldt i forhold til kursusdeltagelse og formidling – eller der kan gøres rede for, hvorfor dette ikke er tilfældet – vil ph.d.-skolelederen sidst i samtalen godkende evalueringen.

Stk. 3 Hvis ph.d.-skolelederen vurderer at forskeruddannelsen ikke forløber tilfredsstillende, gives den ph.d.-studerende mulighed for inden for 3 måneder at rette op på forholdet. Dette tilbud kan kun gives en gang under den samlede ph.d.-uddannelse og må ikke føre til en forlængelse af det samlede forløb. Den ph.d.-studerendes svarfrist på dette tilbud er 8 arbejdsdage. Ønsker den ph.d.-studerende ikke at tage imod dette tilbud, udskrives den ph.d.-studerende ved månedens udgang.

Umiddelbart efter udløbet af de 3 måneder fremsender hovedvejlederen en udførlig udtalelse om projektets status i forhold til den reviderede ph.d.-plan og sender denne til ph.d.-skolelederen.

Ph.d.-skolelederen sender udtalelsen til den ph.d.-studerende, der har to uger til at fremkomme med eventuelle bemærkninger.

Ph.d.-skolelederen indkalder hovedvejleder og den ph.d.-studerende til samtale. På baggrund af hovedvejlederens udtalelse, den ph.d.-studerendes eventuelle bemærkninger og samtalens forløb, vurderer ph.d.-skolelederen om indskrivning skal fortsætte eller bringes til ophør.

Beslutning meddeles den ph.d.-studerende umiddelbart herefter.

Et eventuelt andet ansættelsessted underrettes om udskrivningen.

Stk. 4 Efter 5. semester gennemføres den sidste evaluering, der består af to elementer.

  1. Den studerende og hovedvejlederen anmodes om at fremsende en udtalelse over ph.d.-studiets status i henhold til ph.d.-planen og helt konkret forholde sig til tidshorisont for indlevering af afhandlingen. Der kan være tale om fælles eller individuelle udtalelser.

    Såfremt det ikke godtgøres, at indlevering af ph.d.-afhandlingen vil ske i umiddelbar tilknytning til ph.d.-studiets afslutning (6. semester), skal der fremsendes en revideret tidsplan som addendum til ph.d.-planen, jf. § 8, stk. 5. Ph.d.-skolelederen kan i den forbindelse indkalde den ph.d.-studerende og hovedvejlederen til en fælles samtale. Formålet med dette addendum er detaljeret at beskrive og tidsfæste realistiske delmål med henblik på færdiggørelse og indlevering af afhandlingen.
  1. En oversigt over registrerede aktiviteter i ph.d.-databasen sendes samtidig til den studerendes og hovedvejlederens kommentering.

    Den ph.d.-studerendes egne kursusoptegnelser bedes sammenlignet med oversigten over kurser, undervisning/formidling og miljøskift, som indtil nu er godkendt og registreret. Manglende kurser samt kurser som den ph.d.-studerende har fulgt i 5. semester bedes sat ind i oversigten. Samtlige kursusbeviser for hele ph.d.-studieforløbet skal vedlægges oversigten. Oversigten skal være påtegnet af vejleder(e), institutleder og den ph.d.-studerende.
Afhandlingen

§ 14      En ph.d. afhandling er en større videnskabelig fremstilling, der skal vise den ph.d.-studerendes evne til selvstændig forskning med anvendelse af fagets videnskabelige metoder og yde et bidrag til fremme af forskningen i den pågældende problemstilling. Den skal fremtræde i en form og være på et niveau, der svarer til international standard for ph.d. grader inden for det pågældende fagområde. Afhandlingen skal i omfang og niveau svare til ca. 2 års arbejdsindsats (120 ECTS).

Stk. 2 En ph.d.-afhandling kan have form af enten monografi eller antologisk afhandling. Det skal af ph.d.-planen fremgå, hvilken form der vælges for projektet.

Stk. 3 For monografien gælder, at afhandlingen har et omfang af 250 sider +/- 20 % á 2400 enheder (inkl. tegn og mellemrum) og indleveres i papirversion samt pdf-fil.

Stk. 4 For den antologiske afhandling gælder, at denne består af 3-6 artikler og en sammenfattende redegørelse. Ved valg af antologiformen skal der redegøres for påtænkte og aftalte medforfatterskaber i ph.d.-planen. Endvidere gælder det, at den studerende skal være eneforfatter på minimum 1 og førsteforfatter på minimum 1 artikel. Hvis disse krav ikke opfyldes på grund af forskningsmiljøets specifikke traditioner, skal det særskilt begrundes i ph.d.-planen. Artiklerne skal være beslægtet i indhold og/eller metode og være udarbejdet med henblik på publicering i videnskabelige tidsskrifter og lignende. De behøver ikke være indsendt til tidsskrift eller antaget til publikation.

For hver artikel, som den ph.d.-studerende ikke er eneforfatter på, afleveres en medforfattererklæring, hvoraf den ph.d.-studerendes centrale forskningsindsats klart skal fremgå.

Den sammenfattende redegørelse beskriver i sammenhæng med artiklerne projektets overordnede problemstilling, den anvendte teori og metode (herunder begrundelse for valget og metodevalidering i forhold til konkurrerende tilgange) og de opnåede resultater, samt giver en kritisk vurdering af disse i relation til eksisterende viden og af deres fremtidige implikationer.

Den sammenfattende redegørelse har et vejledende omfang af 30-80 sider. Den antologiske afhandling, dvs. artikler og sammenfattende redegørelse har et omfang af 125-250 sider á 2400 enheder (inkl. tegn og mellemrum).

§ 15      Afhandlingen ledsages af et resume (vejledende omfang: 3 6 sider), hvori der gøres rede for de opnåede videnskabelige resultater. Resumeet udfærdiges på dansk og engelsk.

§ 16      Afhandlingen affattes på dansk eller engelsk, eller hvis særlige forhold taler for det, på et andet fremmedsprog. Valget af sprog skal fremgå af ph.d.-planen. Uanset sprogvalg forpligter den ph.d.- studerende sig til at udforme afhandlingen på et sprogligt korrekt akademisk niveau.

§ 17      En ph.d. afhandling kan ikke indleveres til bedømmelse af flere i fællesskab. Det bagvedliggende forskningsprojekt kan godt være udført i samarbejde med andre. Hvis der ved arbejdets udførelse er benyttet videnskabelig assistance som f.eks. statistisk medhjælp, skal dette fremgå af afhandlingen.

§ 18       2 måneder før påtænkt indlevering af afhandling fremsender den ph.d.-studerende et udfyldt skema om forventet indleveringsdato og afhandlingens titel til ph.d.-sekretariatet. På baggrund heraf anmodes instituttet om at fremsætte forslag til bedømmelsesudvalg. Samtidig hermed anmodes hovedvejlederen om at fremsende udtalelse om studieforløbet.

§ 19       Den ph.d.-studerendes indskrivning ved ph.d.-skolen ophører ved indlevering af afhandling.

§ 20      Afhandlingen indleveres i 8 eksemplarer på ph.d.-sekretariatet, stilet til dekanen for det humanistiske fakultet.

Stk.2 De indleverede eksemplarer af afhandlingen tilhører universitetet. Ét arkiveres, ét tilstilles Syddansk Universitet og kan med den ph.d.-studerendes accept gøres offentligt tilgængeligt. De resterende sendes til instituttet og fordeles til vejlederen og bedømmelsesudvalgets medlemmer.

Afhandlingen er i øvrigt forfatterens ejendom og kan ikke – udover bekendtgørelsens krav om at den skal være tilgængelig i rimelig tid forud for forsvaret – gøres til genstand for udlån, salg eller videreformidling, uden forfatterens skriftlige accept.

Bedømmelse

Aflevering

§ 21      Hovedvejlederen afgiver senest en uge efter indlevering af afhandlingen en udførlig udtalelse om det samlede ph.d.-forløb, herunder gennemførelse af ph.d.-planens enkelte dele, jf. § 10-12.

Stk. 2 Såfremt hovedvejlederen i sin udtalelse indstiller, at ph.d.-uddannelsen ikke er tilfredsstillende gennemført, har den ph.d.-studerende mulighed for inden for en frist på mindst 2 uger at fremkomme med bemærkninger til hovedvejlederens udtalelse.

Stk. 3 På baggrund af hovedvejlederens udtalelse, den ph.d.-studerendes eventuelle kommentarer og årsevalueringerne vurderer dekanen, om den samlede ph.d.-uddannelse er tilfredsstillende gennemført. Hvis dette er tilfældet, igangsættes bedømmelsesproceduren.

Bedømmelsesudvalget

§ 22      Senest ved indlevering af afhandlingen nedsætter dekanen et sag-kyndigt bedømmelsesudvalg, efter indstilling fra ph.d.-udvalget og forslag fra institutlederen.

Stk. 2 Bedømmelsesudvalget skal være på 3 medlemmer. 2 af medlemmerne skal være udefra kommende, hvoraf mindst ét skal være fra udlandet, medmindre dette er uhensigtsmæssigt ud fra en faglig betragtning. Den ph.d. studerendes hovedvejleder er tilforordnet udvalget uden stemmeret, men har pligt til at deltage i alle faser af udvalgsarbejdet. Til medlemmer af bedømmelsesudvalget kan kun indstilles anerkendte forskere inden for det relevante fagområde. For ph.d.-studerende under ErhvervsPhD-ordningen gælder, at mindst ét af bedømmelsesudvalgets medlemmer skal have virksomhedsrelevant forskningserfaring inden for det pågældende fagområde.

Stk. 3 Bedømmelsesudvalgets sammensætning meddeles forfatteren, som inden 8 arbejdsdage skriftligt kan gøre indsigelse mod medlemmerne.

Stk. 4 I tilfælde af indsigelse fra forfatteren behandler dekanen sagen på ny efter indhentet udtalelse fra ph.d.-udvalget og institutlederen.

Den foreløbige bedømmelse

§ 23      Bedømmelsesudvalget skal senest 2 måneder efter indlevering af afhandlingen afgive en begrundet indstilling om afhandlingen er egnet som baggrund for tildeling af ph.d.-graden. I beregning af de 2 måneder indgår juli måned ikke. Indstillingen udgør maksimalt 5 sider à 2400 enheder. I tilknytning til indstillingen skal bedømmelsesudvalget udfærdige en halv sides resumé på engelsk, hvis hovedindstillingen er på dansk. Indstillingen skal indeholde en vurdering af afhandlingen samt en konklusion om, hvorvidt bekendtgørelsens krav er opfyldt. Hovedvejlederens udtalelse inddrages i bedømmelsen. Ved uenighed beror indstillingen på stemmeflertallet.

Stk. 2 Hvis det ikke medfører forsinkelse af forsvaret, kan bedømmelsesudvalgets formand tillade ændringer i begrænset omfang eller suppleringer af afhandlingen forud for eller i forbindelse med forsvaret.

Stk. 3 Bedømmes afhandlingen ikke egnet til forsvar, skal indstillingen tillige omfatte en vurdering af om afhandlingen kan indleveres igen i revideret form inden for en frist, der skal være på mindst 3 måneder.

Stk. 4 Indstillingen sendes til forfatteren og hovedvejlederen til udtalelse.

Stk. 5 Forfatteren og hovedvejlederen skal have mulighed for inden for en frist på mindst 2 uger at fremkomme med bemærkninger til indstillingen.

Stk. 6 Bedømmelsesudvalgets indstilling, eventuelle kommentarer fra forfatter og hovedvejleder vil herefter være grundlag for dekanens afgørelse

  • om forsvaret kan finde sted,
  • om afhandlingen kan indleveres igen i revideret form inden for en frist, der skal være på mindst 3 måneder; indleveres afhandlingen igen i revideret form, bedømmes den af det tidligere nedsatte bedømmelsesudvalg, medmindre særlige forhold gør sig gældende,
  • om afhandlingen tages under bedømmelse af et nyt bedømmelsesudvalg.

Stk. 7 Hvis ikke forsvaret kan finde sted, modtager forfatteren snarest muligt meddelelse om, at afhandlingen ikke i den foreliggende form kan danne baggrund for et forsvar. Afhandlingen returneres.

Forsvaret

§ 24      Ph.d. studiet afsluttes med et offentligt forsvar, der består af følgende dele:

  1. En projektpræsentation af maksimalt 30 minutters varighed.
  2. Opposition ved de eksterne bedømmelsesudvalgsmedlemmer af maksimalt 30 minutters varighed hver inkl. den ph.d.-studerendes svar.
  3. Lederen af forsvarshandlingen giver ordet frit. Maksimalt 30 minutter til indlæg fra publikum inkl. den ph.d.-studerendes svar herpå.
  4. Bedømmelsesudvalgets formand afslutter forsvarshandlingen. Maksimalt 30 minutter.

Hele forløbet må maksimalt vare 3 timer inkl. pause(r).

§ 25      Bedømmelsesudvalget indstiller tid og sted for det offentlige forsvar til dekanens godkendelse. Forsvaret kan tidligst finde sted 2 uger efter at bedømmelsesudvalget har afgivet indstilling. Forsvaret skal finde sted senest 3 måneder efter indleveringen af afhandlingen. Hvis usædvanlige forhold gør sig gældende, kan dekanen beslutte, at forsvaret udskydes. En udskydelse forudsætter, at der er truffet aftale mellem forfatteren og universitetet, herunder om tidspunkt for forsvarets afholdelse.

§ 26      Hvis der foreligger usædvanlige forhold, kan dekanen beslutte efter aftale med forfatteren, at et planlagt forsvar kan gennemføres med deltagelse af kun to af bedømmelsesudvalgets medlemmer.

§ 27      Bedømmelsesudvalget kan senest 1 uge før forsvaret skriftligt forelægge forhold ved afhandlingen, som udvalget ønsker at drøfte med forfatteren.

§ 28      Afhandlingen skal være tilgængelig for interesserede mindst 14 dage før forsvaret.

Endelig indstilling

§ 29      Bedømmelsesudvalget skal skriftligt afgive indstilling til dekanen om tildeling af ph.d. graden efter afholdelsen af forsvaret. Indstillingen skal være begrundet og beror ved uenighed på stemmeflertallet.

Stk. 2 Hvis bedømmelsesudvalgets indstilling er negativ, underrettes forfatteren straks herom. Dekanen kan beslutte, at afhandlingen tages under bedømmelse af et nyt bedømmelsesudvalg, hvis forfatteren inden for en frist på mindst en uge anmoder herom.

Stk. 3 Efter et tilfredsstillende gennemført forsvar kan indstillingen have form af en tilføjelse til den foreløbige bedømmelse om, at forfatteren ved den offentlige forsvarshandling har dokumenteret, at kravene i bekendtgørelsens § 3 er opfyldt, og at bedømmelsesudvalget indstiller, at ph.d.-graden tildeles.

Stk. 4 Hvis der ved forsvarshandlingen kommer svagheder og styrker ved afhandlingen frem, som udvalget skønner, der ikke er taget (tilstrækkeligt) hensyn til i den foreløbige bedømmelse af afhandlingen, skal udvalget indarbejde disse nye momenter i indstillingen.

Stk. 5 Forfatteren skal have lejlighed til at kommentere indstillingen inden for en frist af mindst 8 arbejdsdage, hvorefter udvalget afgiver indstilling til akademisk råd. Bedømmelsesudvalgets indstilling sendes til forfatteren til orientering.

Tildeling af graden

§ 30      Medlemmer af et bedømmelsesudvalg kan indkaldes til mødet i akademisk råd, hvor indstillingen behandles. Afgørelse om tildeling af ph.d.-graden træffes snarest muligt efter at bedømmelsesudvalget har afgivet indstilling. Ph.d. graden kan tildeles, hvis der foreligger en indstilling om tildeling af ph.d.-graden fra mindst to af medlemmerne.

Tildeling af ph.d. graden uden forudgående studium

§ 31      Dekanen kan efter indstilling fra et institut og ph.d.-skoleleder godkende, at en ph.d. afhandling tages under bedømmelse, uden at forfatteren har gennemført en ph.d.-uddannelse, hvis forfatteren på anden måde har erhvervet kvalifikationer, der kan sidestilles hermed.

Stk. 2 Dekanen kan, hvis særlige forhold gør sig gældende, godkende indlevering af en ph.d. afhandling fra en person, der ikke opfylder betingelserne i § 6, stk. 1 for indskrivning som ph.d. studerende. Denne godkendelse forudsætter en anbefaling fra det berørte institut.

Stk. 3 Dekanen kan tillade, at en afhandling, der bygger på allerede publicerede artikler, kan indleveres som ph.d.-afhandling. Er en del af de publicerede artikler udarbejdet i samarbejde med andre, skal der medfølge erklæringer fra hver af disse om deres andel i arbejdet.

Stk. 4 Dekanen kan tillade, at flere afhandlinger, der er beslægtede i emnekreds eller metode, indleveres som ph.d. afhandling. Disse skal i så fald være ledsaget af en sammenfattende redegørelse.

Tildeling af ph.d.-graden, jf. gensidigt forpligtende samarbejdsaftale med udenlandsk uddannelsesinstitution
§ 32      Dekanen kan tillade, at en afhandling, som er udarbejdet af en ph.d.-studerende fra en udenlandsk uddannelsesinstitution, kan tages under bedømmelse, hvis den ph.d.-studerende har gennemført studieophold ved den danske institution som led i en gensidigt forpligtende samarbejdsaftale om ph.d.-uddannelse, herunder bedømmelse, forsvar, gradsudstedelse og institutionen vurderer, at den ph.d.-studerende har erhvervet kvalifikationer, der kan side-stilles med en dansk ph.d.-uddannelse.
Dobbelt- og fællesgrader
§ 33      Indskrivning på grundlag af et samarbejde om dobbelt- eller fællesgrader sker med baggrund i en rammeaftale mellem instituttet og partnerinstitutionen. Der indgås tillige en individuel aftale mellem samarbejdspartnerne om indholdet i den individuelle ph.d.-studerendes ph.d.-forløb. Ph.d.-planen udformes på baggrund af denne aftale.
Andre bestemmelser

§ 34      På grundlag af akademisk råds beslutning om tildeling af ph.d. graden udsteder universitetet et bevis på både dansk og engelsk. I beviset anføres emnet for afhandlingen, og der oplyses

  • hvilke kurser den ph.d. studerende har afviklet;
  • opfyldt undervisnings- og formidlingsforpligtelse;
  • om den ph.d.-studerende under forskeruddannelsen har opholdt sig ved andre inden- eller udenlandske uddannelsesinstitutioner, virksomheder m.v.

Stk. 2 Ph.d.-studerende som ikke får tildelt ph.d.-graden får efter anmodning udstedt dokumentation på både dansk og engelsk for de dele af ph.d.-uddannelsen, som er tilfredsstillende gennemført.

§ 35      Universitetet kan dispensere fra de regler, der alene er fastsat af universitetet.

§ 36      Regelsættet træder i kraft den 1. september 2015 og erstatter tidligere regelsæt senest revideret september 2012.

§ 37      Ph.d.-studerende indskrevet før 1. september 2015 afslutter studium efter regelsættet senest revideret september 2012.