Skip to main content
DA / EN

Kandidatreglen

Hvad er Kandidatreglen?

Så længe du ikke har afsluttet en kandidatuddannelse eller forventer at gøre det inden studiestart på en ny kandidatuddannelse, kan du frit søge ind på en ny uddannelse.

Har du derimod afsluttet en kandidatuddannelse inden studiestart på en ny uddannelse, kan du kun blive optaget på en ny videregående uddannelse, hvis der er ledig plads på den uddannelse, du ønsker at søge ind på – det er ’kandidatreglen’.

'Kandidatreglen' gælder, uanset om du har afsluttet en dansk eller en udenlandsk kandidatuddannelse, så længe uddannelsen i niveau og omfang svarer til et dansk kandidatniveau. Er du i tvivl, om din udenlandske kandidatgrad svare til dansk kandidatniveau, kan du søge information på Uddannelses- og Forskningsstyrelsens hjemmesider, hvor du kan finde generelle niveauvurderinger af uddannelser fra en række lande samt søge om at få lavet en vurdering af en konkret uddannelses niveau

 

Hvordan søger du, hvis du allerede har en kandidatuddannelse?

Alle SDU's uddannelser har et begrænset antal pladser, og derfor kan vi ikke på forhånd fortælle dig, hvilke uddannelser der har ledige pladser, og som du dermed kan optages på. 

For at komme i betragtning til optagelse på en kandidatuddannelse, skal du blot søge til den almindelige ansøgningsfrist via ansøgningsportalen. Ansøgningsfristerne fremgår af siden 'Sådan søger du'. Når studiepladserne er fordelt, vil SDU afklare, om der er ledig plads på uddannelsen.

 

Dispensation fra 'kandidatreglen':

Det er SDU’s praksis at dispensere i de tilfælde, hvor det er dokumenteret og påvist, at det pga. usædvanlige forhold, ikke længere er muligt at benytte sig af sin kandidatgrad erhvervsmæssigt. 

Imødekommer SDU din dispensationsansøgning, vil din ansøgning blive behandlet på lige fod med de øvrige ansøgninger.

Hvad anser vi for usædvanlige forhold?
Vi foretager altid en individuel og konkret vurdering af din situation. Usædvanlige forhold er, at du er blevet uarbejdsdygtig indenfor dit erhverv, f.eks. at du har fået konstateret tabt erhvervsevne.
 
Hvad anser vi ikke for usædvanlige forhold?

Vi anser ikke følgende som usædvanlige forhold:

  • Ændrede erhvervsønsker
  • Arbejdsløshed
  • Arbejdsmarkedsforhold
  • Motivation for anden uddannelse
  • Tidligere lovgivning
  • Skiftende interesse
  • Forkert valg af uddannelse
  • At man ikke har fået brugt sin uddannelse
  • At man har en ikke-erhvervsrelateret sygdom
 
Dokumentation ved ansøgning om dispensation fra ’kandidatreglen’

Hvis du mener, der er tale om usædvanlige forhold i din situation, kan du vedlægge en dispensationsansøgning med understøttende dokumentation, når du sender din ansøgning om optagelse. Du kan bruge denne skabelon  til din dispensationsansøgning.

 

Krav til indhold i dokumentation fra fagpersoner:

  • Dit navn CPR-nummer eller fødselsdato
  • Dato for udstedelse/udskrift af dokumentation
  • Tidspunkter for første og seneste konsultation, indlæggelse, samtale eller lign.
  • Beskrivelse af om faglige vurderinger er foretaget på baggrund af fagpersonens undersøgelse eller patientens oplysninger 
  • Beskrivelse af hvordan tilstanden har påvirket muligheden for at kunne bruge kandidatuddannelsen erhvervsmæssigt
  • På lægeerklæringer skal der være lægens navn, CVR-nr. eller ydernr. samt underskrift/stempel
  • På udskrifter fra Sundhed.dk skal url. adresse fremgå

Hvis der er udgifter forbundet med udtalelse fra læge eller anden fagperson, er disse for egen regning.

 

Brug for hjælp?

Ring til os på 6550 1052 mandag til fredag kl. 10-12.

Eller send os din besked via  SPOC.

Optag (Bachelor) Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230
  • Telefon: +45 6550 1051

Sidst opdateret: 01.02.2024