Medievidenskab
Bachelor | Odense
Hvordan er studiemiljøet på Medievidenskab?
Når du læser Medievidenskab på SDU, bliver du hurtigt en del af et stærkt fællesskab. Studiegrupper spiller en stor rolle på studiet, og de er med til at danne rammen om dit faglige og sociale studieliv. Det giver dig stærke samarbejdsevner, som er vigtige på uddannelsen og i dit fremtidige arbejdsliv.
Fagrådet på Medievidenskab arbejder for at styrke sammenholdet på tværs af årgangene og står for både faglige og sociale arrangementer. Nuværende studerende beskriver fællesskabet som rigtig godt – både på holdene og på tværs af årgange.
Vil du afprøve uddannelsen, inden du søger ind?
Foreninger og fællesskaber
Studerende på Medievidenskab afholder hvert år "Guldægget", som er uddannelsens egen filmfestival. Her kan du sende din egen film ind – og måske endda vinde en plads til Odense Filmfestival (OFF). Du kan også engagere dig i RUST, som er SDU’s studentermedie. Det er lavet af studerende til studerende, og medievidenskabere er i høj grad drivkraften bag.
Hvis du interesserer dig for studenterpolitik, har du mulighed for at stille op til flere SDU-organer, hvor du kan få direkte indflydelse på, hvordan hverdagen på universitetet og din uddannelse ser ud.
Når du starter på uddannelsen
Som ny bachelorstuderende på Medievidenskab bliver du taget godt imod med et introduktionsforløb, hvor du og dine medstuderende får tilknyttet tutorer, der hjælper jer godt i gang. Studiestarten byder på både faglige og sociale aktiviteter, så du hurtigt lærer dit fag, dine undervisere og dine medstuderende at kende. Du får også adgang til onlinekurset How to Uni, som forbereder dig på studielivet på SDU og klæder dig på til at komme godt fra start.
Hvilke faciliteter får du adgang til?
Som studerende på Medievidenskab har du bl.a. adgang til et lydstudie, hvis du fx vil lave din egen podcast eller nørde med lyd. Du kan også låne forskelligt film- og optageudstyr, hvis du har brug for det til dine projekter, og når du skal bruge redigeringssoftware, kan du benytte computere i Medielab.
Fælles faciliteter på campus
Odense er SDU's største campus med en lang række faciliteter, som du har adgang til som studerende:
- Læsesal, der er åben 24/7
- Studieceller, der kan bookes til gruppearbejde
- Flere kantiner og cafeer
- Et af verdens bedste udendørs atletikanlæg
- Svømmehal
- Fitnesscenter
- Beachvolleybaner
- Fredagsbar
- Boghandel
- Cykelsmed
- Cortex Lab, der er et innovations- og iværksættermiljø.
Odense som studieby
På SDU Odense bliver du en del af et ambitiøst og internationalt studiemiljø i Danmarks tredjestørste by.
Flere end 40.000 studerende har deres daglige gang på en af Odenses mange uddannelsesinstitutioner, og byen har alt, hvad du kan drømme om af cafeer, shopping, parker, natteliv, festivaler og forskellig stil og stemning i byens forskellige kvarterer.






