Skip to main content
Kamerapille

Diagnostic Campill opdager tarmkræft skånsomt og effektivt

Campill er en tre centimeter lang og fem millimeter bred pille med to indbyggede kameraer, der er i stand til minutiøst at opdage forstadier til tarmkræft. Patienten sluger den derhjemme med et glas vand, og så tager Campill 40.000-50.000 billeder på sin tur ned gennem tarmsystemet.

Af Susanne Siig Petersen , , 26-04-2021

I SDU RIO startede det tilbage i 2017 som et kommercialiseringsprojekt, der er blevet til en indleveret patentansøgning og én mere på vej samt etableringen af spin-out selskabet Stratos AI. Det er de tre forskere Esmaeil S. Nadimi, Gunnar Baatrup, og Claus Duedal Pedersen, der er stiftere, og i samarbejde med SDU RIO rekrutterede de for 13 måneder siden Bettinna Eriksen som direktør i virksomheden.

Kræft skal findes med kunstig intelligens

Det seneste patent blev søgt i august 2020, og i dag har Stratos AI indgået en optionsaftale med Region Syddanmark og Syddansk Universitet på den intelligente kamerapille Diagnostic Campill, der bl.a. indeholder avancerede lysbølgesystemer, der gør den i stand til at lokalisere dels hvor den er henne i tarmsystemet samt størrelsesforhold og karakterisering af polypper. En kombination af de forskellige lysbølger gennemlyser polyppen og afgør, om den er ved at udvikle sig til kræft.

Der er tale om en pille med kunstig intelligens (Artificial Intelligence - AI) og dermed en teknologisk opgradering i forhold til nuværende kamerapiller på markedet. Blandt andet sletter softwaren i pillen selv løbende alle de billeder, der blot viser et normalt og sundt tarmsystem, så på den måde sparer Campill også ressourcer i form af batteri og hukommelsesplads. Og sparer dermed også lægen for at bruge tid på irrelevante billeder.

Flere interesserede investorer

Alternativet til kamerapillen er i dag stadig en kikkertundersøgelse – en såkaldt koloskopi, som foregår på sygehuset ved, at en slange føres ind gennem endetarmsåbningen og op igennem tarmsystemet. De fleste patienter finder denne undersøgelse både omstændig og ubehagelig og fravælger i værste fald undersøgelsen af samme grund.

Der er derfor gode grunde til, at Diagnostic Campill er på vej ind på markedet, og i Stratos AI står de overfor et potentielt gennembrud, fortæller direktør Bettina Eriksen:

”Vi står et rigtigt spændene sted lige nu, hvor vi får en del henvendelser fra forskellige investorer, der er interesserede i produktet. Vi er allerede i dialog med tre forskellige i øjeblikket, som hver især vil kunne finansierer projektet fuldt ud - men vi er først og fremmest interesseret i dét, vi kalder for ”kloge penge”. Der skal helst ligge en solid viden inden for medtech engineering bag investeringen - og gerne et godt markedskendskab. Derfor er vi naturligvis interesseret i fonde relateret til medtech-området.”

Compliance og certificering

Bettina Eriksen er i fuld gang med salgsaktiviteterne, og når den fulde finansiering først er rejst, er hun klar til at ansætte de første ni medarbejdere på stedet. Hun er allerede parat med sine kommende nøglemedarbejderne og mangler bare ansættelsespapirerne. Det er dog ikke de eneste papirer, der skal ordnes, for da der er tale om et højteknologisk, medicinsk produkt, skal der naturligvis en række officielle godkendelser og certificeringer til:

”Vi er ved at arbejde på de sidste godkendelser nu her – herunder en CE-certificering – men inden vi når til selve processen omkring CE-certificering, skal vi igennem en meget krævende proces omkring kortlæggelse af processer og dokumentation af både hardware og software, så det følger anvisningerne i EU’s Medical Device Regulation (MDR),” fortæller Bettina Eriksen.

Hvert år får cirka 5.000 danskere konstateret kræft i tyk- eller endetarmen, og ifølge Sundhedsstyrelsen dør 2.000 årligt af sygdommene. Det er dermed en af de mest almindelige kræftformer i Danmark.

Alle borgere mellem 50 og 74 år bliver i dag tilbudt screening for tarmkræft.

Redaktionen afsluttet: 26.04.2021