Skip to main content

Millioner bevilliget til COVID-19 relateret forskning

Nye forskningsbevillinger fra Uddannelses- og Forskningsministeriet giver blandt andet Steno Diabetes Center Odense (SDCO) mulighed for at undersøge om personer med hypertension (højt blodtryk) og diabetes har øget følsomhed overfor COVID-19. To andre projekter har også SDU-forskere med.

Forskningsleder Kurt Højlund, SDCO og Klinisk Institut, SDU står i spidsen for ét blandt ni forskningsprojekter, der netop har fået del i de 50 millioner kr., som regeringen har afsat til COVID-19 relateret forskning, der skal være med til at skaffe ny viden og nye løsninger i kampen mod COVID-19.

- Der lader til at være en uventet høj risiko for, at få en svær COVID-19 infektion hos patienter med hypertension og diabetes, hvorfor dette projekt kan give os værdifuld viden, der kan hjælpe os med at håndtere nogle af de udfordringer, vi står overfor med den nye coronavirus, siger Kurt Højlund.

I et tæt samarbejde med en projektgruppe på Open Patient data Explorative Network (OPEN), anført af Professor Anders Green, vil SDCO derfor undersøge baggrunden for den mulige højere risiko for svær COVID-19 infektion blandt patienter med hypertension og patienter med diabetes.

Flere studier skal bidrage med ny viden

Patienter i disse risikogrupper behandles ofte med de samme typer medicin, og dette registerstudie vil forsøge at afdække baggrunden for den øgede følsomhed for COVID-19.

Projektet vil kunne give ny viden til nye retningslinjer og bedre rådgivning omkring COVID-19 til patienter i de to risikogrupper. 

I alt har tre af de ni forskningsprojekter, der har fået støtte fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, deltagelse af forskere fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på SDU.

Hvad betyder corona for gravide og nyfødte?

OPEN, Klinisk Institut og Afdeling D på Odense Universitetshospital er med i et projekt, der vil undersøge konsekvenser af coronavirus for gravide, fødende og deres nyfødte børn.

Tovholdere er lektor Katrine Rubin fra OPEN, professor Jan Stener fra Afdeling D på OUH og Lone Kjeld Petersen, professor tilknyttet OPEN og Afdeling D. 

Forskerne vil undersøge COVID-19s indvirken på gravide, fostre og nyfødte børn ved hjælp af indsamlede prøver, som kan afgøre mulig genetisk påvirkning af infektionen. Projektet kan give fundament for evidensbaseret rådgivning til gravide.

Forsøg med lungemedicin mod COVID-19

Et andet forskningsprojekt har deltagelse af Ole Hilberg, klinisk professor på Institut for Regional Sundhedsforskning og Sygehus Lillebælt, der sammen med forskere fra Aarhus Universitet vil undersøge behandling og forebyggelse af svære lungemanifestationer af COVID-19 med lægemidlet senicapoc.

Projektet som har fået 5,3 millioner kroner har til formål at undersøge, om man ved at behandle kan hindre fremkomst af akut luftvejssyndrom og hindre lungeskader ved COVID-19-infektion.

Projektets impact kan være en aflastning af sundhedssystemets ressourcer under COVID-19.

Læs pressemeddelelsen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet

 

Redaktionen afsluttet: 27.03.2020