Parkour er meget mere end fri leg i parken

Signe Højbjerre Larsen fra Institut for idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet tager i sin ph.d.-afhandling livtag med opfattelsen af, at parkour er en gruppe unge menneskers brug af mere eller tilfældige steder i byrummet til fysisk udfoldelse.

Signe Højbjerre Larsens forskning viser, at parkour i høj grad udøves på særlige steder og, at parkour er på vej til at blive en organiseret idrætsdisciplin.

”Parkour kan med succes bruges i undervisningen og samtidig bibeholde nogle af de oplevelser og betydninger, der ligger i den frie udøvelse i byrummet. Det er imidlertid helt centralt, at der er fokus på det, som er essensen i parkour: Der skal være tid og rum til fordybelse og til at lære noget, ellers er det bare sørøverleg med et nyt navn ”,” forklarer Signe Højbjerre Larsen.

Signe Højbjerre Larsen mener, at parkourudøvernes særkende er, at de engagerer sig dybt i deres omgivelser og i deres evner til at bevæge sig i dem.

”I vores samfund og i undervisningssystemet handler det i stigende grad om at lære ting så hurtigt som muligt og eliminere al modstand på vejen. Her tilbyder parkour et mere håndværksmæssigt engagement, hvor det handler om at eksperimentere og lege med modstand, såsom at bestige høje og hårde vægge og balancere risikofyldt på gelændere. Det gør udøverne for at blive bedre til at bevæge sig. Den pædagogiske kvalitet ligger i, at det er et mål i sig selv og ikke bare et middel til at vinde ligesom i sport ”, siger Signe Højbjerre Larsen.

En kultur i rivende udvikling

I Danmark er parkour gået fra at være et relativt ukendt fænomen, som nogle få unge dyrkede i det lokale byrum, til en idrætsaktivitet, som de fleste børn og unge, men også voksne med interesse eller profession inden for idræt, kender til. Parkour er ikke længere noget, der kun foregår selvorganiseret i storbyens hverdagsrum: fra Næstved til Randers etableres der parkourparker, og i frivillige idrætsforeninger såvel som i uddannelsesinstitutioner integreres parkour som en ny og alternativ idrætsaktivitet.
Siden 2007 er der etableret over 70 faciliteter til parkour rundt omkring i landet.

Man kan godt ”gå til” parkour

Parkour planlægges, organiseres og iscenesættes i højere grad af undervisere og er derved i dag både et selvorganiseret gadefænomen og en formel undervisningsaktivitet.
Over 90 frivillige gymnastik- og/eller idrætsforeninger tilbyder hold i parkour.
”Meget tyder på, at der i Danmark er flere børn og unge, som modtager undervisning i parkour i på institutioner eller i foreninger, end børn og unge, der dyrker parkour selvorganiseret,” mener Signe Højbjerre Larsen.

Ph.d.-projektet er det første af sin art herhjemme

Med afsæt i den empiriske analyse foreslår Signe Højbjerre Larsen en ny måde at se, studere og forstå selvorganiseret bevægelseskultur på. Hun er gået tæt på bevægelseskulturen i parkour og har set på, hvad de unge egentlig gør i praksis og hvilken betydning de tillægger deres praksis.

Ph.d.-projektet med titlen ”Parkour. Institutionalisering af en ny bevægelseskultur i Danmark” er udført på Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet med støtte fra Nordea-Fonden.