Skip to main content
udnævnelse

Tim Jensen genvalgt som præsident

Tim Jensen, lektor ved Religionsstudier, er blevet genvalgt som præsident for International Association for The History of Religions (IAHR). Han tager dermed fem år mere i spidsen for en af verdens førende organisationer for fremme af videnskabelige religionsstudier. Vi stillede fem spørgsmål til præsidenten, der også kan fejre 25 års-jubilæum på SDU i 2020.

Af Susan Grønbech Kongpetsak, , 02-10-2020

Hvad betyder præsidentposten i IAHR for dig?

- Det en kæmpemæssig anerkendelse af det arbejde, som jeg har lagt i IAHR, først som generalsekretær i 10 år (2005-2015) og så som præsident (2015-2020). Med udnævnelsen slår jeg samtlige rekorder i organisationen, og jeg pavestolt af den tillid, som IAHRs medlemmer viser mig.

- Det er en særligt stor kadeau for mig, fordi jeg har arbejdet hele mit akademiske liv på at fremme videnskabelig religionsforskning. Det er for mig helt centralt, at borgere i et oplyst, sekulært og demokratisk samfund har adgang til religionsvidenskabeligt baseret viden om religion. Det er vigtigt at indse, at religion er et socialt, menneskeligt og historisk fænomen, og når vi eksempelvis debatterer omskæring, må den offentlige debat være baseret på reel viden om religion, religiøse ideer og praksisser, herunder omskæring og dens betydning i forskellige religioner før og nu. Ellers bliver den slags debatter noget farligt noget. Af samme grund har jeg gennnem hele min karriere kombineret undervisning og forskning med formidling af religion til stort set alle grupper i det danske samfund, fra politi og kriminalforsorg til skolelærere, sygepleje og internationale virksomheder, ligesom jeg har prioriteret at spille en central rolle i den offentlige debat om religion. 

Hvilken forskel har dine 15 år i IAHR gjort?

- Jeg har både konsolideret og udviklet IAHR som det eneste og førende verdensomspændende lærde selskab for religionsvidenskab, og det betyder i sidste ende, at også institutter for religionsvidenskab samt enkelte forskere rundt om i verden støttes i deres videnskabelige arbejde med religion. Jeg har således via IAHR (og før det det danske og også europæiske selskab for religionsstudier) hjulpet med at opbygge og udvikle religionsvidenskabelig forskning i Danmark, i Europa og den hele verden, senest fx også i et land som Bangladesh.

- De få men fremragende religionsforskere v. Religionsstudier på SDU er alle internationalt særdeles velrenommerede, og med mit internationale arbejde oveni står Religionsstudier på SDU meget stærkt internationalt set.

Hvilket spørgsmål vil du helst finde svar på som religionsforsker?

- Som eksperiment kunne jeg godt tænke mig, at både jeg og samfundet kunne tænke fuldstændig frit om religion. At vi kunne se på religion helt fra scratch i stedet for at være påvirkede af fortiden og en kristen og religiøs forforståelse. Men det er måske uladsiggørligt. Men jeg ville gerne vide helt præcist, hvordan såkaldte religiøse forestillinger, inkl. fx gudeskikkelser, bliver til, og jeg vil gerne vide, om verden og mennesket med tiden kan frigøre sig fra religiøse eller religionslignende forestillinger og praksisser.

- Bl.a. kognitionsforskning kunne tyde på, at det kan blive svært. Måske er hjernen indrettet sådan, at det er nyttigt at tænke i religiøse termer, også i forhold til moral og socialt sammenhold. Religiøse forestillinger, fx om overnaturlige magter, synes at falde mennesker naturligt, og mange mennesker, der ikke selv er synderligt religiøse, tænker alligevel i religiøse baner, når de tænker om religion.

Hvem beundrer du mest – og hvorfor?

- Som generalsekretær, i det danske selskab for religionsstudier og i IAHR, har et af mine forbilleder været professor Armin W. Geertz i Aarhus, der har siddet på samme poster. En anden forsker, jeg sætter højt, og som jeg tilmed har kunnet kalde ven, er nu afdøde Jonathan Z. Smith. Sidstnævnte bl.a. fordi jeg mener han formåede at tænke originale tanker om religion.

- Men jeg er ærligt talt ikke typen, der har helte eller forbilleder, og jeg bryder mig ikke om akademisk namedropping. De studerende skal nok lære om diverse teorier, men de skal primært lære at 'læse' originaltekster og andre kilder så ”fordomsfrit”og selvstændigt som overhovedet muligt, for ellers kommer vi jo aldrig frem til noget nyt.

Hvad er din største styrke – din største last?

- Jeg er hårdtarbejdende og godt forberedt. Og som tidligere fodboldspiller har jeg et godt overblik over hvor på banen både med- og modspillere er, og hvor de bevæger sig hen. Jeg er meget resultatorienteret, men forstår også at lytte, førend der træffes en beslutning.

- Min store last er min mani for altid at være i solen, og uanset hvilket arbejde jeg er i gang med, er der intet der matcher det at komme ud og nyde den. Det er desværre ikke altid muligt, og slet ikke når man arbejder i internationale organisationer med forskere i dele af verden, hvor man slet ikke holder ferie. Men min soldyrkelse har gjort, at jeg netop har fejret jubilæum, præsidentpost og min kommende 70-års fødselsdag med en tur til den sidste septembersol i Grækenland, hvor min interesse for religionsforskningen begyndte med studier af græsk religion.

Mød forskeren

Tim Jensen er lektor og studieleder ved Religionsstudier på SDU og netop genudnævnt som præsident for International Association for The History of Religions. Han forsker og underviser bl.a. i religionsundervisning og religion & menneskerettigheder.

kontakt

Redaktionen afsluttet: 02.10.2020