Skip to main content
corona-virus

Undervisning fra køjesengen

Lektor Thomas Wegener Friis fra Institut for Historie bruger sine børns køjeseng som undervisningslokale under SDU's nedlukning. Der er internetforbindelsen bedst, når han skal online-undervise sine hold i tysk og historie fra hjemmet i Flensborg. 

Af Susan Grønbech Kongpetsak, , 19-03-2020

Hvem?

Jeg er lektor ved Institut for Historie og underviser på historie og de tre tyskstudier; International Virksomhedskommunikation, Negot og Tysk. Jeg bor i Flensborg tæt ved grænsen til Danmark.
Vi er hjemme med fire børn på seks måneder, 2 år, 4 år og 14 år. Min kone er på barsel med vores yngste, så for hende ændrer hverdagen sig ikke dramatisk, altså bortset fra at vores to ældste er hjemme fra skole og børnehave og jeg arbejder hjemmefra.

Hjemmeskolen klares her i Tyskland via sms - skolerne i Tyskland og digitalisering har det ret svært sammen. Vores ældste får en sms fra læreren om, hvilke opgaver, der skal skrives hjemmefra. Lige nu er det en opgave om tysk historie under nazismen, som er mit fagområde. Bare det er sådanne opgaver, så skal vi nok klare den.

Hidtil har jeg brugt meget tid på at tænke min undervisning forfra, fordi den skal foregå online, så jeg har ikke oplevet, at der er ekstra tid til at gøre andre ting end normalt. 

Hvor og hvordan arbejder du hjemmefra?

Når jeg underviser, foregår det fra børnenes køjeseng, for internettet er ikke så godt på mit kontor.
Jeg underviste første gang online tirsdag, hvor jeg præsenterede de nye måder at arbejde på,læseplaner og opgaver.

Jeg havde - før denne uge ingen erfaringer med onlineundervisning, men heldigvis har jeg kunnet lade mig inspirere af en god svensk kollega, der har meget erfaring med den slags. Jeg nåede ret hurtigt frem til, at jeg var nødt til at gentænke min undervisning. Det ville jo dræbe al motivation, hvis jeg bare stillede mig op foran et kamera og kørte løs med det, som jeg havde planlagt før nedlukningen. 

I erkendelse af, at onlineundervisning er radikalt anderledes og de studerende kommer med andre forventninger, så satte mig ned fredag-søndag og ændrede kurserne, så jeg tog udgangspunkt i de værktøjer, der er til rådighed. Jeg bruger primært livestream, kommenterede powerpoints, gruppechatten på Blackboard og wiki’en på Blackboard til historieundervisningen.

Jeg lægger de kommenterede powerpoints ud, så de studerende har mulighed for gruppediskussion i løbet af ugen, og så planlægger jeg at placere livestream på undervisningstidspunktet, så den funktion bruges, når der er behov for opsamling på gruppearbejdet og dialog med hele klassen. 

Efter første gang undervisning er konklusionen, at teknikken fungerede fint og de studerende virkede glade og tilfredse. 

Hvad er dit bedste råd til andre, som arbejder hjemmefra?

Der er en vigtig pointe i at prøve at tænke sin undervisning igennem på ny, nu omstændighederne er helt anderledes. Jeg håber og tror, det bliver bedre, så de studerende får en bedre oplevelse. Havde jeg ufortrødent kørt videre med det planlagte, så tror jeg, de studerende ville sige fra over for det.

Er noget gået bedre end forventet?

Indtil videre er jeg rimeligt tilfreds med, at det overhovedet er lykkedes at få det hele til at fungere og få lagt en retning på min undervisning, midt i stormen. For det var helt ærligt en kæmpe mavepuster, vi blev ramt af i fredags, nu må vi bare forsøge at få det bedste ud af det.
Mød forskeren

Thomas Wegener Friis er lektor ved Institut for Historie og forsker især i efterretningsvirksomhed og Danmark og Østlandene under Den Kolde Krig.

kontakt

Redaktionen afsluttet: 19.03.2020