Underklassen er blevet litterær

Børn får tæsk derhjemme eller mobbes groft i badet efter idræt. Fædre er ofte arbejdsløse, nogle mødre pukler på at holde sammen på familien med ekstravagter og en smule omsorg. De unge stjæler biler og ryger joints. Det hele er udsigtsløst. Underklassens fortællinger brager igennem i disse år. 

De udkommer både som rå selvbiografiske digte og romaner fra prisbelønnede og debatskabende forfattere som Morten Pape, Yahya Hassan og Asta Olivia Nordenhof og som mere komplicerede litterære værker fra Helle Helle og forfatteren pt. kendt som Madam Nielsen. Tilsammen viser de en stigende interesse blandt tidens førende forfattere til at beskæftige sig med underklassen.

Eller prekariatet som forskningen - i tråd med den britiske økonom Guy Standing - foretrækker at kalde det sammensurium af indvandrere, lavtlønnede, flygtninge, østeuropæiske arbejdere, unge udenfor arbejdsmarkedet, løst ansatte akademikere og kreative freelancere, der lever på kanten af samfundet og tilmed ofte står for skud eller spilles ud mod hinanden i den offentlige debat.

Kur mod empatiunderskud

Men litteraturens ærinde er anderledes end politikernes og mediernes, når det gælder underklassen. Og netop derfor har litteraturen en vigtig stemme i den ophedede samfundsdebat om et konkurrencepræget globalt arbejdsmarked, hvor flere og flere falder ud. Det viser ny forskning fra Uses of Literature-projektet under Institut for Kulturvidenskab, som sidste år blev støttet med et Niels Bohr professorat på 28 mio. kr.

Kan litteraturen virkelig redde velfærdssamfundet?

- Det er i hvert fald mit håb, at den kan gøre en forskel, fordi litteraturen giver et nuanceret menneskeligt blik på, hvad det vil sige at leve som udsat. Her har litteraturen en særdeles vigtig rolle, fordi samfundet i stigende grad er præget af et empatiunderskud, og de offentlige medier har meget svært ved at forholde sig refleksivt til prekariatet, forklarer professor Peter Simonsen fra Institut for Kulturvidenskaber, der sammen med kollegaerne lektor Jon Helt Haarder, lektor Camilla Schwartz og lektor Pernille Tanggaard Andersen forsker i den del af Uses of Literature-projektet, som undersøger, hvordan samfundslitteraturen beskriver prekariatet.

Peter Simonsen har netop publiceret en peer reviewed-artikel i Tidsskrift for Arbejdsliv om Helle Helles underspillede roman Ned til hundene, der gennem komplekse fortællestrategier gør det socialt lidende menneske nærværende og giver dyb indsigt i det prekære liv, og samtidig udstiller middelklassens mangel på forståelse for underklassens liv.

Lyden af underklassen

Og hans kollega Jon Helt Haarder arbejder på et projekt om bl.a. Yahya Hassan, Morten Pape og Karina Pedersens selvbiografiske bøger om en prekær opvækst i socialt boligbyggeri. Han er ikke i tvivl om, hvorfor netop disse forfattere har haft enorm gennemslagskraft.

- Førstepersons-litteratur med udgangspunkt i forfatternes egen prekære opvækst får stor autoritet, fordi vi får en indsigt, man ellers ikke ville kunne få. Normalt er prekariatet tavst, men nu kommer en række autodidakte forfattere, der selv kan fortælle, hvordan det er at vokse op i eksempelvis Urbanplanen, så læserne får en klar fornemmelse af både lydene, lugtene, magtforholdene og følelsen af at mangle en fremtid. Her kan romanen nogle særlige ting i forhold til indlevelse, som en journalistisk artikel aldrig vil kunne, forklarer lektor Jon Helt Haarder.

Og så uddyber han:

- Samtidig rummer prekariatet stærke modsætninger bl.a. mellem 'perkere' og 'kartofler', som eksempelvis Morten Papes Planen spejler. Det rammer lige ned i den generelle samfundsdebat om arbejdsløshed, velfærdssamfundets fremtid og integration og vores fornemmelse af, at hvis vi ikke får gjort noget ved det, så går det grueligt galt. Men litteratur som Planen udfordrer også den polariserede  indvandrerdebat, som alt for nemt skygger for, at de nytilkomne har langt mere tilfælles med deres indvandrerfjendske modstandere, end nogen af parterne  vil være ved. Og bag det skæbnefællesskab lurer et andet; at vi alle meget vel kan være prekære miljøflygtninge om ikke så længe.

Romanen som følelsesteknologi

Det er netop den slags udfordringer af læsernes vanetænkning og fordomme, som Uses of Literature-projektet gerne vil sætte i gang med undersøgelserne af litteratur om underklassen. For litteraturen kan og skal bruges ude i virkeligheden blandt læserne, hvor dens særlige kraft kan hjælpe med at skabe mere forståelse for, hvordan det er at leve på kanten af samfundet.

-Romanen giver ikke svar, men virker som en sofistikeret teknologi til at producere tanker og følelser om, hvordan det er at leve som eksempelvis multihandicappet på sociale ydelser, der møder et system, som ikke ved, hvad det skal stille op med én. Det leder forhåbentlig til udvidelse af den enkeltes empati, som på den lange bane kan medvirke til, at vi indretter vores sociale liv på andre måder, forklarer Peter Simonsen om visionen for projektet.