konferencer

Kort om konferencer

Nyt fra Humaniora var forbi Center for Multimodal Communications "9th international Conference on Multimodality" og Center for Mellemøststudiers internationale konference "The Middel East and North Africa in an Age of Crises, Conflicts, and Cracks. Her er et kort overblik, der bl.a. giver indblik i Nomas multimodalitet.

Af Susan Grønbech Kongpetsak , , 27-09-2018

Center for Multimodal Communication var vært for en velbesøgt international konference om multimodalitet i august. På SDU i Odense samledes forskere fra hele verden til 9th International Conference on Multimodality for at bidrage til at gøre status over forskningsfeltets resultater både teoretisk og metodisk og søge svar på, hvor feltet nu bevæger sig hen.
Keynote speakers på konferencen var Giorgia Aiello, Robert Hodge, Anna-Malin Karlsson, Gunther Kress, Louise Ravelli og SDU’s egen Theo van Leeuwen.
 

Nomas multimodalitet

Professor Theo van Leeuwen åbnede konferencen med en interessant præsentation, der satte fokus på de visualiseringer, der så flittigt bruges i nutidens kommunikation. Han forklarede, hvilke basale narrativer visualiseringerne bygger på, og sluttede af med en opfordring til at inddrage en langt mere kritisk og historisk funderet tilgang både i brugen og studierne af nutidige visualiseringer.

På konferencen anden dag holdt professor emeritus Robert Hodge et veloplagt oplæg om Danmarks verdenskendte restaurant, Noma, og ikke mindst restaurantens hjemmeside, som med sin billedfattige og teksttunge opbygning udgør en gedigen udfordring for multimodale analyser. Det holdt ham ikke tilbage fra en interessant analyse af, hvordan det ypperste inden for gastronomi måske netop - i hvert fald i Nomas tilfælde - må kommunikeres næsten uden billeder af selve madoplevelsen for at være så eksklusivt som muligt.  
Derudover gjorde en række af de øvrige keynote speakers status over det multimodale felt og kom med forskellige bud på, hvor forskningsfeltet nu bevæger sig hen.

Syv år efter det arabiske forår

Der blev gjort status over tilstanden i Mellemøsten og Nordafrika syv år efter det arabiske forår, da Center for Mellemøststudier i slutningen af september holdt den internationale konference The Middle East and North Africa in an Age of Continuous Crises, Conflicts, and Cracks på SDU.
 
Som Keynote Speaker talte Lisa Anderson, professor emerita i internationale relationer fra Columbia University, og hun havde svært ved at se lyspunkter i den udvikling, som landene i regionen gennemgår i disse år. 
- Det er virkelig svært at se de fremskridt, som er nået i regionen siden uafhængigheden, jeg mener landene er nødt til at begynde helt fra begyndelsen igen med statsdannelser. Som jeg ser det, er staterne i Mellemøsten og Nordafrika født deforme. Målet var, at man efter europæisk forbillede skulle indføre moderne stater, da landene blev uafhængige. Men staterne i regionen er aldrig lykkedes med at skabe den sociale stabilitet og økonomiske orden, som var opgaven, indledte Lisa Andersen
 
Og hun fortsatte:
- Et af de grundlæggende problem har gennem årene været, at de politiske ledelser i Mellemøstens lande er blevet subsidieret fra de koloniale metropoler til at lukke hullet mellem forbrug og opsparing i landene. Derigennem kunne man i en vis periode sikre befolkningerne tålelige levevilkår. Men i løbet af 1990’erne mister man opbakningen i befolkningen, da det bliver tydeligt at løfterne om velfærdsstater i regionen ikke vil blive indfriet. Herefter har militærets rolle i landene været at beskytte staten mod interne uroligheder frem for eksterne fjender. Så det arabiske forår havde simret i årevis, før det blev en realitet, fastslog professor emerita Lisa Anderson.
 

Protest kontra forandring

Og på spørgsmål fra salen om, hvad fremtidens udvikling i Mellemøsten og Nordafrika kan bygges på, var der dog et lille lyspunkt at spore:
- Der er mange interessante eksperimenter i gang og meget engageret energi for at skabe forandringer hos især de unge. Problemet er bare, at der er meget stor forskel på at organisere protest og skabe reelle politiske forandringer. For mig at se har den meget omtalte sociale bevægelse i Egypten ikke ændret noget, det var mest bare en flashmob, lød det afsluttende fra professor emerita Lisa Anderson.