Hvad mener du er vigtigt ved at integrere diversitet, ligestilling og inklusion (DEI) i din undervisning på universitetet?
Jeg tror, at uretfærdighed og ulighed findes i alle samfund og i alle dele af samfundet, og at det fx kan påvirke folks muligheder for at forske, studere eller arbejde på universitetet. Derfor mener jeg, at vi som undervisere og forskere har et ansvar for at være bevidste om, hvordan vi bruger denne platform, og hvordan vi interagerer med vores studerende.
Derudover mener jeg, at viden aldrig er fuldstændig objektiv eller neutral. Min undervisning omhandler følsomme og kontroversielle emner som seksuel vold, herunder pædofili, hvor dette er særligt tydeligt. Dette emne har altid været tæt knyttet til kulturelle normer og fortællinger om personer med tiltrækning til mindreårige, hvilket både har påvirket forskning og praksis – og omvendt. Derfor kan jeg ikke fuldstændigt adskille følelser, holdninger og kulturelle narrativer fra min undervisning. Det er også vigtigt for mig at reflektere kritisk over, hvad jeg kommunikerer til mine studerende, hvilke bredere perspektiver jeg enten bekræfter eller udfordrer, og hvordan dette kan påvirke bestemte mennesker samt deres rettigheder og muligheder i verden.
Dette føles på mange måder som et afgørende tidspunkt, hvor visse emner kræver, at vi tager stilling og har modet til at stå fast på vores værdier. Som undervisere og forskere er det naturligvis vigtigt at bevare en videnskabelig tilgang, men jeg tror, at denne kan sameksistere med et tydeligt og gennemsigtigt engagement, så længe vi er bevidste om, hvordan vi kommunikerer med vores studerende.
Kan du give nogle eksempler på, hvordan du arbejder med diversitet ligestilling og inklusion i din undervisning?
Jeg forsøger at arbejde med diversitet og inklusion på flere niveauer, så alle føler sig velkomne og trygge i min undervisning. Dette indebærer valg af pensum, udvikling af præsentationer, planlægning af klasseaktiviteter med mere. Jeg har brugt ‘7 Steps to: Mitigating Unconscious Bias in Teaching and Learning’ som udgangspunkt for en mere systematisk refleksion over, hvordan jeg kan adressere og integrere diversitet i min undervisning. Jeg mener, at sådanne værktøjer kan være meget nyttige til at identificere og reducere blinde vinkler.
Vi lever i en tid, hvor det kan være svært for både studerende og undervisere at tage del i samtaler om fx seksuel vold eller kønsidentitet, da disse emner ofte er stærkt polariserede. Jeg oplever, at studerende derfor kan være tilbageholdende med at ytre sig om sådanne emner i undervisningen. Derfor forsøger jeg at skabe et trygt og positivt miljø, hvor vi kan tale om disse emner. Jeg anerkender, at visse emner kan være svære at diskutere af forskellige årsager, men jeg opmuntrer samtidig de studerende til at deltage og udtrykke deres holdninger—så længe de er bevidste om, hvordan deres ord kan påvirke andre. Jeg ser det også som mit ansvar at moderere samtalerne, så de forbliver konstruktive. Dog har jeg erfaret, at studerende generelt er meget respektfulde, reflekterede og professionelle i disse situationer.
Ud over at skabe en ramme for undervisningen inkluderer jeg en struktureret læringsaktivitet cirka hver 15. minut i mine forelæsninger. Aktiviteten kan være alt fra plenumdiskussioner til reflektionsøvelser, hvor de studerende reflekterer i stilhed. Jeg oplever, at denne tilgang ikke kun styrker læringen i traditionel forstand, men også bidrager til diversitet og inklusion i undervisningen. Ved at inddrage flere perspektiver og give plads til forskellige stemmer bliver undervisningen mere engagerende og inkluderende end ved ren forelæsning alene.
Lad mig give et konkret eksempel. For nylig underviste jeg i et kursus om transkønnede tematikker. Jeg viste mine studerende, hvordan diagnostiske kriterier har udviklet sig over tid og varierer i forskellige diagnostiske manualer. Jeg bad dem identificere væsentlige forskelle og reflektere over, hvad disse ændringer fortæller os om, hvordan psykiatere og psykologer har opfattet transpersoner gennem tiden samt hvilke konsekvenser det har haft for dem. Denne øvelse understøttede både læringen og skabte et konstruktivt grundlag for samtaler om emnet.