Nyhedsbrev November 2022: Udvikling af undervisernes digitale kompetencer
SDU Universitetspædagogik (SDUUP) arbejder løbende på at kvalitetssikre initiativer og udvikle metoder, der støtter undervisernes udvikling af digitale kompetencer. Dette nyhedsbrev dykker ned i SDU’s seneste års erfaringer med afvikling af læringscirkler lokalt og tværinstitutionelt i samarbejde med UCN og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Læringscirkler har vist sig at være et godt bud på et kollegialt og praksisnært kompetenceudviklingsformat, der udvikler underviseres digitale kompetencer.
Hvorfor fokus på at udvikle underviseres digitale kompetencer?
Mange videregående uddannelsesinstitutioner er endelig - efter flere års fokus på anskaffelse og implementering af læringsteknologier og -platforme - ved at være digitalt modne til at tage de næste nødvendige skridt og i højere grad udnytte de digitale teknologiers potentiale på en måde, der giver en bedre undervisning.
SDU fik i starten af 2020 en ny læringsplatform, itslearning, og sammen med værktøjerne i Office365, Eduflow, Poll Everywhere samt videoplatformen Kaltura er fundamentet ved at være til stede til at være mere nysgerrige på aktiverende undervisning og aktiv læring med anvendelse af læringsteknologierne og -platformene.
Derfor et det oplagt at arbejde med strategier, lokale handleplaner samt igangsætte initiativer, der - helt i tråd med ambitionen i den nationale handlingsplan Digitale kompetencer og digital læring (2019) (pdf) - gør SDU’s undervisere endnu bedre til at bruge digitale teknologier på en måde, der øger undervisningskvaliteten, de studerendes læringsudbytte, samt uddannelsernes fleksibilitet og tilgængelighed.
Udvikling af undervisernes digitale kompetencer på SDU
Udviklingen af undervisernes digitale kompetencer er allerede en fast bestanddel af Universitetspædagogikum på SDU, hvor adjunkterne bl.a. i deres pædagogiske udviklingsprojekt skal planlægge, gennemføre og evaluere en e-læringsaktivitet. Undervisere på SDU har ligeledes mulighed for at udvide deres didaktiske og kollegiale handlingsrum ved at deltage i SDUUP’s udbudte kurser på medarbejderkurser.sdu.dk, hvor der bl.a. udbydes fleksibelt tilrettelagte online kurser i flipped learning, online afstemningsværktøjet Poll Everywhere og kollaborativ læring.
Med ønske om at udvikle nye metoder, der støtter undervisernes udvikling af digitale kompetencer i et kollegialt og praksisnært kompetenceudviklingsformat, indgik SDU i 2019 et 3-årigt samarbejde med UCN og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole (UCL) om Projekt Digital kompetenceudvikling gennem læringscirkler. Projektet blev en realitet via midler fra Uddannelses- og Forskningsministeriets digitaliseringspulje til understøttelse af den nationale handlingsplan. I de følgende afsnit vil erfaringerne fra projektet, der afsluttes ved årsskiftet, blive foldet ud.
Læringscirkler – et kollegialt og praksisnært kompetenceudviklingsforløb
Hver læringscirkel består af en gruppe på op til 5 undervisere + en facilitator, der indgår i et 8-ugers aktionsbaseret læringsforløb, bestående af selvstudie af en digital ressourcesamling, synkront fremmøde og afprøvning i egen praksis. I alt 16 timer skal der afsættes til 8 møder: 1 time til forberedelse og 1 time til deltagelse i hvert af de 8 møder. 48 læringscirkler med i alt 179 undervisere har i projektet været sat sammen lokalt eller på tværs af de deltagende institutioner ud fra interesse/fagområde.
Gennem læringscirklerne har underviserne haft mulighed for at øge deres viden om digitalisering og dens betydning inden for eget fagområde, samt løfte deres it-didaktiske kompetencer for mere kvalificeret at kunne inddrage digitale indholdselementer og anvende digitale teknologier i egen undervisning.
Fokus i følgeforskningen og erfaringsopsamlingen
Udover de konkrete leverancer i projektet – den digitale ressourcesamling, facilitatoruddannelse, vejledninger i gennemførelse af læringscirkler samt diverse dokumenter/procesredskaber – har følgeforskningen bidraget med input til værdien af:
- facilitatorens arbejde med at løfte undervisernes teknologiske/didaktiske kompetencer, herunder stimulere deres teknologiske fantasi (Følgeforskningens spørgsmål 1),
- samspillet og samarbejdet mellem parterne/institutionerne i projektet, herunder i hvilket omfang, og på hvilken måde samarbejdet har bidraget til øget værdi for de involverede institutioner (Følgeforskningens spørgsmål 2),
- læringscirkelforløbet mhp. understøttelse af de studerendes udvikling af digitale kompetencer inden for professionen (Følgeforskningens spørgsmål 3)
Erfaringsopsamlingen har bidraget med en løbende kvalificering af læringscirkelmetoden, input til værdien af læringscirkelmetoden ift. undervisernes læringsudbytte, og værdien af ressourcesamlingen.
Værdien af digital kompetenceudvikling gennem læringscirklerne
- Underviseres digitale kompetencer – definition, design og didaktisering med projektet Læringscirkler som case - af Jens Jørgen Hansen, SDU, Marianne Georgsen, UCN og Christian Black Jørgensen, UCN
- Med udgangspunkt i projektet ”Læringscirkler”: hvordan tolkes begrebet ’underviseres digitale kompetencer’, hvordan designes læringstiltag til udvikling af underviseres digitale kompetencer, og hvilke principper ligger til grund for didaktiseringen af formidlingen af underviseres digitale kompetencer?
- Aktualiserede kompetencer i projekt digitale læringscirkler - af Hanne Fie Rasmussen, UCL, Jens Sand Østergaard, UCN og Thomas Kjærgaard, UCN
- Hvilke kompetencer oplever undervisere på professionshøjskoler at have udviklet i forbindelse med deltagelse i læringscirkler om udvikling af digitale kompetencer, og hvilke nye hhv. didaktiske og digitale muligheder for udvikling af deres fremtidige undervisning oplever de, at forløbet har åbnet?
Udtalelser fra underviserne fremhæver bl.a., at:
- ”Sammenholdet og sparringen i læringscirklen har været et overraskende positivt element, som var bedre, end jeg havde forventet. Læringscirklen hjalp mig til løbende at strukturere mit pædagogiske projekt og arbejde.”
- ”Med de overvejelser og refleksioner jeg har gjort mig gennem de 8 uger, er jeg simpelthen blevet en bedre underviser.”
- ”Jeg har haft en super facilitator, som var god til at indbygge tips til online undervisning og samtidig også komme med input til de små projekter, som vi hver især havde. Endvidere gav det meget at kunne tale sammen med andre i samme situation og at have et trygt rum, hvor man kunne tale om gode undervisningsoplevelser og udfordringer samt få nye perspektiver på dem gennem facilitator og gruppen.”
- ”Det har været enormt inspirerende og givende.”
De foreløbige resultater fra erfaringsopsamling peger på følgende opmærksomheder for udvikling og drift af læringscirkler:
- De konkrete leverancer (den digitale ressourcesamling, facilitatoruddannelsen, guides m. agendaer og drejebogen) vurderes alle at være værdifulde og væsentlige for afvikling af læringscirklerne
- En tilknyttet erfaren facilitator med både proceskompetencer og viden om indhold har stor betydning for driften af læringscirklerne
- Samspillet og samarbejdet mellem parterne/institutionerne har givet øget værdi ift.
- produktion af den digitale ressourcesamling,
- en kritisk masse af deltagere,
- tværinstitutionelle læringscirkler, der har bidraget til værdifuld inspiration og indsigter i fag på tværs af institutioner.
- Den organisatoriske forankring
- Etablering og rekruttering skal så vidt muligt baseres på:
- frivillighed,
- opbakning og anerkendelse fra ledelsen (afsat tid og rum til forløb og at eksperimentere),
- forventningsafstemning og forståelse for forudsætninger for og investering i samskabelsen af læringsfælleskabet.
- Formatet:
- antallet af mødegange skal være fleksibel og kunne tilpasses/skaleres op eller ned efter behov.
- timing er vigtigt ift. afprøvning i praksis.
- Etablering og rekruttering skal så vidt muligt baseres på:
Kom godt i gang med læringscirkler
Er du nysgerrig på:
... den pædagogiske og teoretiske baggrund for læringscirklerne og den digitale ressourceplatform med bidragsydere fra SDU?