Lisbeth Birkelund

Hvad er titlen på din afhandling?

The Multilingual Encounter in the Danish Healthcare System – A critical hermeneutic investigation of language barriers in the cancer care of patients from ethnic minority backgrounds.

På hvilket institut og/eller i hvilken forskningsenhed har du skrevet din ph.d.?

Klinisk Institut, Geriatrisk Forskningsenhed.

Hvem var din hovedvejleder?

Dorthe S. Nielsen, sygeplejerske og professor i sårbarhed.

Hvilket spørgsmål ville du besvare med din afhandling?

Jeg ønskede at undersøge, hvordan kommunikationen foregår mellem patienter med kræft og begrænsede danskkundskaber og de sundhedsprofessionelle, og i den forbindelse særligt hvordan sprogbarrierer påvirker patientinddragelsen.

Hvad fandt du ud af?

Sammen med mit vejlederhold fandt jeg ud af, at sprogbarrierer skaber ulighed i kræftbehandling på langt flere niveauer, end man umiddelbart kan se. Tolkemedieret kommunikation er både nødvendig og kompleks, og vi har dokumenteret, hvordan miskommunikation opstår undervejs både med og uden brug af professionel tolk. Samtidig viser min forskning, at professionelle tolke er helt afgørende for i sidste ende at sikre korrekt forståelse, men at organisatoriske rammer – herunder tidspres – og uafklarede kommunikationsroller udfordrer muligheden for at sikre en mere lige adgang til sundhed, pleje og behandling.

For patienter, der ikke taler det danske sprog (flydende), kan den manglende mulighed for direkte kommunikation med de sundhedsprofessionelle være forbundet med en særlig form for smerte, som vi har betegnet sproglig smerte – følelsen af at være fanget i sit modersmål i en sårbar situation, hvor man har allermest brug for at kunne forstå og blive forstået. Det er samtidig en smerte, der kan smitte til pårørende, når de fungerer som tolke og pålægges et massivt ansvar for (mis)kommunikationen.

Sundhedsprofessionelle oplever tilsvarende både følelsesmæssige og praktiske udfordringer, og vi har fundet ud af, at der går langt mere tabt i mødet – både hvad angår de behandlingsmuligheder, der reelt tilbydes under lægesamtaler som led i beslutningstagningsprocessen, men også hvad angår muligheden for at drage omsorg gennem sproget. I forhold til sidstnævnte viser vores analyse, at det i flere tilfælde hænger sammen med, at tolkens rolle underkendes som blot en maskine, der oversætter ord for ord, og derfor hverken behøver briefing forud for samtaler og kan undværes under eksempelvis kemoterapibehandlinger.

Hvordan gjorde du det?

Min afhandling bygger på tre kvalitative studier med en fænomenologisk-hermeneutisk tilgang inspireret af Paul Ricoeurs kritiske hermeneutik. Studie 1 bestod af deltagerobservation af i alt 18 lægekonsultationer og kemoterapi- og immunterapibehandlinger på to af landets kræftafdelinger. Studie 2 omfattede kvalitative interviews med ni patienter og otte pårørende, mens studie 3 bestod af seks fokusgruppeinterviews med 13 sygeplejersker, syv læger og tre professionelle tolke. Jeg transskriberede lydoptagelserne fra alle tre studier og analyserede dem ved hjælp af Ricoeur-inspireret tematisk analyse.

Hvordan kan din forskning bruges (i klinikken, samfundet etc.)?

Min forskning kan fungere som et første skridt mod en kulturforandring, hvor sproget anerkendes som lige så vigtigt som den fysiske pille i behandlingen. Den viser, hvordan sproget både kan lindre og forstærke oplevelsen af smerte – alt afhængigt af, hvordan kommunikationen foregår. Med introduktionen af begreberne sproglig smerte og sprog som medicin er der skabt en ny ramme for forståelse – og dermed for praksisudvikling – til gavn for patienter og pårørende, men også for de sundhedsprofessionelle, der ikke kun bruger sproget til at drage omsorg, men helt grundlæggende til at møde Patienten først. Her peger min forskning særligt på behovet for strukturer, der understøtter sproglig inklusion gennem et kontinuerligt og målrettet tværprofessionelt samarbejde.

Jeg afslutter min afhandling med digtet “STILLE MAND”, som er skrevet af Mazhar Tuglu, inden han døde af sin hjernetumor i 2023. Det gør jeg, fordi mine studiedeltagere har peget på, at den mest positive forandring begynder, når sundhedsprofessionelle får mulighed for at lytte til patientens stemme. Digtet giver plads til netop den stemme og synliggør, hvordan det kan opleves som både smertefuldt og ensomt at være alvorligt syg og ikke kunne kommunikere direkte med de sundhedsprofessionelle på grund af sprogbarrierer. Det understreger derfor også behovet for i langt højere grad at tænke Sproget først, hvis målet er et dansk sundhedsvæsen med lige adgang for alle.