Myten om dansk mobilitet

Kronik af Gregory Clark, professor, Økonomisk Institut, Syddansk Universitet

Den internationale organisation The World Economic Forum rangerede i 2020 Danmark som det mest socialt mobile land i verden. I toppen af listen fik Danmark selskab af sine nordiske nabolande: Norge, Sverige, Finland og Island. Ikke alene er de nordiske lande de lykkeligste steder i verden men tilsyneladende også de mest retfærdige.

Et meget mobilt samfund er karakteriseret ved, at placeringen i det sociale hierarki er uforudsigelig ved fødslen. Datteren af en gadefejer har samme chancer i livet som datteren af en læge. Når socioøkonomiske udfald er forudsigelige fra fødsel, baseret på f.eks. forældrenes sociale status eller geografi, er der derimod tale om et immobilt samfund.

Konventionelle målinger af social mobilitet, som er baseret på sammenligninger af den sociale status mellem nært beslægtede familiemedlemmer, såsom forældre og børn, eller søskende, viser typisk, at der i de nordiske lande ikke er nogen sammenhæng mellem uddannelsesniveau, indkomst og sundhed for slægtninge. Med andre ord: den sociale mobilitet er høj. Den tilsyneladende høje sociale mobilitet i Danmark - sammenlignet med mere markedsorienterede økonomier som USA og Storbritannien - synes at retfærdiggøre de høje skattebyrder og de omfattende offentlige udgifter til sociale ydelser. Dog viser det sig imidlertid, at hvis man baserer udregningen af social mobilitet på fjernt beslægtede familiemedlemmer, så er sammenhængen i socioøkonomiske udfald i både Danmark og Sverige overraskende stærk. Det peget på, at der eksisterer en underliggende faktor, der påvirker socioøkonomisk status inden for familier - og endda på tværs af svigerfamilier.

Stærke forbindelser i uddannelsesniveau

Den sociale immobilitet i Danmark er blandt andet illustreret ved en overraskende stærk sammenhæng i uddannelsesniveau blandt fjernt beslægtede familiemedlemmer såsom fætre, onkler, svigerinder og svogre. Faktisk er denne sammenhæng næsten på niveau med den, man ser i socioøkonomiske udfald mellem søskende. I et samfund som Danmark, hvor den sociale mobilitet måles til at være meget høj, burde der ikke være en stærk sammenhæng mellem en persons familieforhold og vedkommendes muligheder og succes i livet. Virkeligheden i Danmark er dog, at der stadig er elite- og underklassefamilier, som har tendens til at producere elite- og underklassebørn, børnebørn og oldebørn.

Når vi undersøger, hvordan social status vedvarer gennem generationer, viser det sig, at social mobilitet i Danmark er på samme niveau som i USA og Storbritannien. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at de danske sociale mobilitetsrater ikke er højere end i det nittende århundredes Storbritannien eller Sverige. Det antyder, at de sociale udgifter i den nordiske velfærdsstat ikke har løftet den sociale mobilitet ud over det niveau, man så før den industrielle revolution - eller det niveau, man ser i dag i USA.

Hvis Danmark, og faktisk alle nordiske samfund, virkelig er relativt immobile, hvorfor antyder konventionelle estimater så det modsatte? Forklaringen synes at være, at den karakteristiske sociale struktur i de nordiske samfund, hvor uddannelse er gratis og tilgængelig for alle, og hvor lønforskellene mellem høj- og lav statusbeskæftigelser er komprimeret, vil konventionelle målinger af social status (typisk antal år i uddannelse eller indkomst) være dårlige indikatorer for den reelle sociale status. Den lave adgangsbarriere til universitetsuddannelser i Danmark betyder, at der i dag er studerende, som gennemfører mange års studier, uden nødvendigvis at opnå en tilsvarende stor forøgelse i viden. Antal år i uddannelse er altså blevet en relativt svag markør for social status, og en persons reelle uddannelsesniveau afgøres i højere grad af, hvilket fagområde vedkommende specialiserer sig i, eller hvilket universitet eksamensbeviset stammer fra. Derudover medfører generøse statslige subsidier, at omkostningerne ved at forsinke indtræden i produktive arbejdsaktiviteter er meget lave.

Indkomst som indikator for social status

I andre samfund, såsom USA, er indkomst en meget stærk indikator for social status. En gennemsnitlig læge i USA tjener for eksempel 2.400.000 kr. om året, sammenlignet med 250.000 kr. for en buschauffør - altså: ti gange så meget. Men i det danske sociale system er indkomstforskelle mellem sociale klasser blevet komprimeret.

Den gennemsnitlige årlige løn for en læge i København er for eksempel 900.000 kr., sammenlignet med 431.000 kr. for en buschauffør i København, kun dobbelt så meget. Det betyder, at sammenhængen mellem forældres og børns indkomst i Danmark siger langt mindre om deres sociale status, modsat i USA, hvor indkomst i høj grad afspejler social status.

Effektiviteten af den danske velfærdsstat

Selvom Danmark har en omfattende velfærdsstat med store investeringer i uddannelse og sociale tjenester, har det altså ikke nødvendigvis ført til øget social mobilitet. Dette kan indikere, at ressourcerne måske ikke bruges effektivt, og at der bruges for mange penge på disse områder uden at opnå de ønskede resultater.

Danmark bruger en betydelig del af sin nationalindkomst på uddannelse (10 pct.), og de nuværende reformer, der sigter mod at forkorte og omstrukturere kandidatuddannelser inden for humaniora og samfundsvidenskab, kan være fornuftige, hvis de nuværende programmer ikke hjælper børn fra dårligt stillede familier med at opnå bedre muligheder i livet.