Mere konstruktiv forskning?

Af Peter Bro, professor, ph.d. og leder af journalistuddannelserne på SDU

En stille revolution breder sig i de danske redaktionslokaler disse år. Der lyder ingen skudsalver, der er ingen bombekratere, der er heller ingen tilskadekomne journalister eller omkomne nyhedschefer. Men forandringerne er alligevel mærkbare i medielandskabet. For i tiltagende grad bringer aviser, tv- og radiostationer, og andre publicistiske medier nu nyhedshistorier, der har et konstruktivt fokus.

Det er et nybrud. I generationer er journalister blevet uddannet til at en god nyhed, er en dårlig nyhed. ”If it bleads, it leads,” som de siger på den anden side af Atlanten. Men i tiltagende grad formidler nyhedsmedier historier med et anderledes positivt og ligefrem inspirerende indhold. Det kan være nyhedshistorier om bedre folkeskoler, mindre vold, nye løsninger på klimaudfordringer og andre positive afrapporteringer, der tidligere var blevet henvist til redaktionernes skraldespande. Denne stille revolution går under navnet ”konstruktiv journalistik”, og det er en radikalt anderledes måde at tænke journalistik, som har affødt mange diskussioner i mediekredse. Men alt imens de redaktionelle opgør fortsætter i nyhedsorganisationerne, kan det være værd at overveje, om der ikke er andre brancher, som kan lære noget af forsøg på at anlægge en konstruktiv tilgang. Jeg tænker her i særlig grad på en andet vigtig samfundsinstitution og tilhørende profession, nemlig universiteterne og deres forskere.

At universiteterne indimellem kan spille en mere aktiv samfundsrolle har ringe nyhedsværdi, og i akademiske kredse skelner vi mellem en såkaldt modus 1-forskning og en modus 2-forskning. Modus 1-forskningen er her kendetegnet ved, at forskningen er et mål i sig selv, og hvad der kommer ud af de ofte årelange videnskabelige projekter, lader man ikke påvirke forskningsarbejdet. Denne tilgang er også kendt som klassisk grundforskning, og den er fortsat fremherskende mange steder. Modus 2-forskning er omvendt karakteriseret ved, at forskningen har et anvendelsesperspektiv.

Disse to former for forskning behøver ikke at være hinandens modsætninger. Det er H. C. Ørsteds banebrydende optagelse af relationen mellem elektricitet og magnetisme et aldrende, men eminent godt eksempel på. Historien vil jo, at Ørsted under en offentlig forelæsning i datidens auditorier på Nørregade i København blev opmærksom på, at hver gang han tændte for en elektrisk strøm, så reagerede den magnetiske nål i et nærtstående kompas. Ørsted offentliggjorde opdagelsen i en kortfattet afhandling, som blev sendt til tidens vigtigste videnskabelige institutioner, men mange innovative mennesker og virksomheder udenfor universiteterne lod sig også inspirere af opdagelsen.

Ørsteds banebrydende opdagelse førte derfor en række opfindelser med sig. Det var opdagelser, der blandt andet var med til at ændre vores kommunikation, fra at meddelelser mellem mennesker skulle transporteres af mennesker eller dyr til at beskeder lynsnart kunne transmitteres via elektriske ledninger. Det var Samuel Morses berømte telegrafiske alfabet et eksempel på. Men opdagelsen af forholdet mellem magnetisme og elektricitet har også ført til opfindelsen, udviklingen og den senere anvendelse af mange andre teknologier, som i dag indgår i vores privat- og arbejdsliv.

Eksemplet viser, at modus 1- og modus 2-forskning ikke er hinandens forudsætning. Ja, ofte er modus 1-forskning forudsætning for modus 2-forskning. Desværre har mange generationer af forskere i vid udstrækning overladt det til andre personer, professioner og organisationer udenfor universiteterne at reagere på eller ligefrem lukrere på universitetsverdenens opdagelser, mens vi er mange, der ikke har bekymret eller besværet os ved at sikre anvendeligheden af alt det arbejde, som vi har fortaget. Men i en tid med stadig flere og stadig mere komplekse samfundsproblemer, er det måske på høje tide, at vi lader os inspirere af den udvikling, som journalistikken gennemlever.

Universiteter og nyhedsorganisationer har i den forbindelse meget til fælles. Deres medarbejdere lever i begge tilfælde af først at bedrive research og siden at formidle dette arbejde til omverdenen. De har også det tilfælles, at der er tale om institutioner, der hen over hundredvis af år har opbygget stærke normer og former for, hvordan research- og formidlingsarbejdet bedst bedrives. Det er værd at huske på, når vi i denne tid oplever, at man nyhedsmedierne begynder at supplere det klassiske problem-fokuserende nyhedsformidling med et tiltagende fokus på samfundets potentialer. Altså, hvad der måske virker godt allerede i dag, eller måske kan komme til at gøre det i fremtiden.

For hvis redaktionelle ledere og medarbejdere i nyhedsmedierne kan supplere deres traditionelle arbejde med nye, mere konstruktive former for journalistik, så kan vi velsagtens gøre det samme i universitetsverdenen. Et sådant konstruktivt fokus for forskningen betyder ikke, at man skal give køb på århundredes måder at gøre tingene på. Det betyder heller ikke, at forskere skal være flammetalende aktivister eller være flagbærere for udvalgte interesseorganisationer eller politiske partier. Nej, den konstruktive journalistik viser, at det fortsat er muligt at være objektiv, neutral og upartisk, og samtidig sikre, at ens arbejde bidrager konstruktivt til samfundets udvikling. Alt det kræver er faktisk, at vi ikke blot nøjes med at beskrive verden, som den er, men at vi også indimellem tager et ansvar for, at vores opdagelser bliver omsat til noget som er direkte anvendeligt. Det betyder, at vi ikke blot passivt skal formidle vores arbejde i videnskabelige artikler, som et fåtal faktisk læser, men at vi også skal finde nye måder at kommunikere med og involvere os i verden omkring os. Hvad mange jo heldigvis allerede gør. Men hvem ved, måske vi professorer, lektorer og andre universitetsfolk faktisk her har noget vigtigt at lære af journalisterne. Ikke blot når det kommer til fremtidens mål og midler, men også når det kommer til navnet: konstruktiv forskning.

Kronikken er bragt i Erhverv+ den 1. maj 2025