
Ny institutleder på Juridisk Institut med stort udsyn
Ole Hammerslev bliver fra 1. september 2025 ny institutleder på Juridisk Institut på Syddansk Universitet, SDU. Han kommer fra en stilling som professor ved Rättsociologiska institutionen, Lunds Universitet.
Ole Hammerslev skal stå i spidsen for Juridisk Institut, som dækker alle de juridiske hovedområder og beskæftiger 65 medarbejdere fordelt på campus i Odense, Kolding og Esbjerg.
Ole er en leder med styr på paragrafferne og perspektiv, og han glæder sig til at tage den spændende opgave sig til:
- Jeg ser meget frem til at blive en del af Juridisk Institut på SDU. Syddansk Universitet har et stærkt fokus på kvalitet og at skabe værdi for og med samfundet, og det gælder i høj grad også for Juridisk Institut, siger Ole Hammerslev og fortsætter:
- Med min ledelseserfaring – både fra og uden for SDU – vil jeg bidrage til at styrke instituttets arbejde med forskning og ekstern finansiering. Samtidig vil jeg lede instituttet og fastholde den stærke position, instituttet allerede har på uddannelses- og undervisningsområdet, hvor faglighed, samfundsengagement og samarbejde går hånd i hånd, lyder det fra Ole Hammerslev.
Juridisk Institut er en del af Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, og her ser dekan Hanne Søndergaard Birkmose frem til samarbejdet med Ole Hammerslev:
- Jeg glæder mig rigtig meget til at kunne byde Ole Hammerslev velkommen til september i rollen som ny institutleder. Vi har bl.a. ansat ham, fordi han har ledelseserfaring og har et godt kendskab til SDU. Han kommer både med udsyn og visioner for instituttet, understreger Hanne Søndergaard Birkmose, dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.
Ole Hammerslev har bl.a. været viceinstitutleder og forskningsansvarlig. Han har tidligere i perioden 2014-2023 været tilknyttet SDU som professor og studieleder. Tidligere har han også været medlem af Danmarks Frie Forskningsfond.
Bogorm med smag for surdej
Ole Hammerslev bor på Frederiksberg med sin kone og to børn på henholdsvis 10 og 17 år. Når han ikke har travlt med sit job, læser han romaner (for tiden bl.a. af forfattere fra det globale syd), lytter til musik og går til koncerter og bager (rug)brød.
Som institutleder afløser han Nina Dietz Legind, der har været konstitueret institutleder siden foråret 2024.