Kulturarv – nationale eller europæiske fortællinger?
Kulturarv er vigtig. Den forklarer os, hvem vi er, og hvor vi stammer fra. Den er smuk at se på, vi møder den til dagligt.
Staten og kommuner er vigtige aktører til at forske i og pleje kulturarven. Men der er mange andre aktører også: museerne drevet af frivillige, foreninger, men også virksomheder der plejer deres egen kulturarv eller bidrager til at pleje lokal og national kulturarv. Syddanmark er hjem for en del globale virksomheder med lokal forankring, som Lego, Danfoss, Linak, BHJ, Petersen Tegl.
Udover lokalt forankrede virksomheder gælder det særdeles turismen. Den danske kulturarv kan også være et brand: Hans Christian Andersen er kendt i Kina. Kongehuset har en stor markedsføringsværdi for danske virksomheder. Lego som verdenskendt legetøj hører uden tvivl til den danske kulturarv.
Syddansk Universitets Center for Grænseregionsforskning i Sønderborg har koordineret et stort europæisk forskningsprojekt om kulturarv i grænseregioner, Borders Shaping Perceptions of European Societies (B-SHAPES). Grænser kan være afgørende for, hvordan vi opfatter vores samfund og dermed også kulturarven. Er det vores eller deres? Tænk på vikingehandelspladsen Hedeby og oldtidsvolden Dannevirke: alle danskere vil vel opfatte dem som ”vores” kulturarv – selvom de ligger i Tyskland i dag. Men hvordan skal Tyskland så stille sig overfor Hedeby og Dannevirke? Pointen af B-SHAPES tilgang til kulturarv (ikke kun) i grænseregioner er, at det er gavnlig for alle med en kritisk gennemgang af de fortællinger, der bruges til at formidle kulturarven i museer, turistkontorer etc.
Egtvedpigen gjaldt længe som den ældste kendte dansker. DNA-undersøgelser beviste dog at hun er født i Sydtyskland og formodentlig ikke kom til det der i dag er Danmark indtil kort før sin død som 16-18 årig. Dette eksempel viser at der også ligger en europæisk fortælling her om samfundenes mobilitet i det andet årtusinde f. kr.
Sidst og ikke mindst opfatter vi de fleste juletraditioner som noget særligt dansk – mens deres rod nøgtern betragtet er en blanding af nordisk folkekultur (nisserne) med kristne, europæiske (julemanden – st. Nikolaus) og tyske traditioner – mange fra 1800-tallet, og det franske ris à la mande som forfinet risengrød.
Hvorfor er det så relevant i dag? Her spiller det dansk-tyske grænseland Slesvig ind som eksempel på en højt udviklet region, der var bindeled mellem Danmark og det store tysksprogede kulturrum siden forhistorisk tid: jævnfør Egtvedpigen, Hærvejen fra Viborg til Elben, Dannevirke og Hedeby. Disse forbindende elementer blev i 1800- og det meste af 1900-tallet afløst af en historieskrivning, der tog udgangspunkt i 1800-tallets nationale spændinger, der førte til Helstatens endelig i 1864 – med en kulturarvfortælling der i sidste ende reducerede Slesvig-Holsten til Dannevirke og Dybbøl. Enden blev to krige og delingen i 1920 med den såkaldte genforening af det nordlige Sønderjylland.
Grænsens 100-års jubilæum i 2020 skulle fejres med en fælles fortælling. Den danske fortælling om ”Genforeningen” var dog stadigvæk i centrum. De tysk-slesvig-holstenske fortællinger derimod, der handlede om grænsedragningen som demokratisk proces og grænsen som symbol for det dansk-tyske venskab blev forbigået. Og den aktuelle situation med Covid-grænsespærring fra medio marts 2020 gav den fælles fortælling svære vilkår.
Men hvad med mindretallene generelt? I en undersøgelse fra 2006 fremhævede mindretalsaktørerne de økonomiske tilskud Danmark giver til de danske skoler og andre institutioner syd for grænsen. De muliggør et aktivt dansk liv i Sydslesvig. Det øger uden tvivl regionens attraktivitet, at der findes danske skoler syd for grænsen og tyske skoler nord for grænsen. Den nylige tyske tilstrømning til Sønderjylland bekræfter det. Det blev også dokumenteret, at de danske skoler i Sydslesvig udgør en økonomisk merværdi for hele Danmark. På samme måde bidrager internationale dimittender med en videregående uddannelse i Danmark, når de bliver fastboende, fordi de bidrager til dansk BNP og betaler skat.
Dermed er der noget, der indikerer, at det er en fordel for en grænseregion at udvikle en fælles fortælling. Når man ikke længere opfatter Sønderjylland-Schleswig som en national kampzone, men tværtimod som model hvor alle accepteres og indgår i et regionalt fællesskab, bliver det nemmere at skabe udvikling, der også giver økonomisk merværdi.
Kronikken er udgivet den 1. december 2025 i Erhverv+ her
