ERC – støtte til frie forskningsprojekter
ERC støtter forskerdrevne projekter inden for alle forskningsområder (bottom up-forskning). Denne tilgang gør, at du selv kan finde nye muligheder og retninger inden for dit forskningsområde uden at tænke på politiske og strategiske mål.
Bevillingerne tildeles gennem åben konkurrence til forskere på alle karrieretrin. Det eneste krav er, at man arbejder for en privat eller offentlig europæisk forskningsinstitution eller planlægger at gøre det.
Ansøgninger vurderes kun ud fra videnskabelige kriterier og kun af fagfolk (peer reviews), så man sikrer, at bevillinger tildeles ud fra projektets kvalitet.
ERC stiller krav til, at projekter er tværdisciplinære ”frontier research-projekter”, der kombinerer grund og anvendt forskning, fordi ERC blandt andet har til formål at imødekomme globale udfordringer.
ERC arbejder med begrebet ”frontier research”, fordi grænsen mellem grund- og anvendt forskning udviskes, idet udviklingen viser, at forskning og teknologi indeholder elementer fra begge forskningsområder.
Der er tre hovedpuljer til fri forskning under ERC, som er målrettet forskere på forskellige niveauer -Starting Grants for yngre forskere med 2-7 års erfaring, Consolidator Grants for forskere med 7-12 års erfaring og Advanced Grants for etablerede forskere. Derudover er der to mindre supplerende puljeordninger, som benævnes Proof of Concept Calls og Synergy Calls.
Du kan læse mere om ERC’s formål og de forskellige bevillingstyper HER.