
Stor pris til SDU-forsker der undersøger, hvordan kunstig intelligens bruges i krig
Flyttes krigens etiske grænser, når kunstig intelligens bidrager til beslutninger? Det får SDU-professor Ingvild Bode i dag en prestigefyldt EliteForsk-pris for at sætte fokus på.
Ingvild Bode holder skarpt øje med, hvordan kunstig intelligens flytter de etiske grænser i krig. Hun har blandt andet fundet ud af, at brugen af kunstig intelligens betyder, at beslutninger i krigssituationer træffes hurtigere og øger risikoen for civile tab.
Ingvild Bode er professor ved Institut for Statskundskab og leder af Center for War Studies på SDU.
Som forsker er hun optaget af, at hendes viden og indsigt kommer ud og gør en forskel i en urolig verden. Derfor arbejder hun ofte opsøgende og bidrager til politikudvikling ved konferencer, hvor politikere, embedsfolk og andre interessenter drøfter spørgsmål om krig og kunstig intelligens.
- Vi har en tendens til at tale om teknologi som en naturkraft, vi ikke kan påvirke. Men vi bruger kunstig intelligens særligt i væbnede konflikter og den er ikke naturkraft, siger Ingvild Bode og uddyber:
- Vi har virkelig brug for retningslinjer for, hvordan teknologier bør bruges i krigsførelse – og hvordan de ikke bør bruges.
Modtager prisen i København
I dag modtager Ingvild Bode en af årets fem EliteForsk-priser på 1,2 millioner kroner for sin banebrydende forskning. Priserne uddeles af Uddannelses - og Forskningsministeriet ved et arrangement i Den Sorte Diamant i København.
Og hun er ikke den eneste fra SDU, som modtager EliteForsk-hæder i dag.
To ph.d.-studerende, Ana Karina Hernandez Garcia fra Biologisk Institut og Johanne Dam Lyhne fra Institut for Regional Sundhedsforskning, får hver et EliteForsk-rejsestipendium på 200.000 kr. Stipendiet skal bidrage til længerevarende studieophold ved de allerbedste forskningsmiljøer i verden.
Se mere om prisen til Ingvild Bode og de øvrige prismodtagere her
Teksten er baseret på pressemateriale fra Uddannelses – og Forskningsministeriet.