Historie handler om langt mere end bare fortiden
Historie som fag er centralt for at forstå vores egen tid. Vi læser ikke historie udelukkende for at få viden om fortiden, men i lige så høj grad for at forstå og fortolke, hvordan historikere og historiske aktører gennem tiderne har beskrevet deres samfund og deres fortid – og hvordan historien bruges i nutiden.
På studiet arbejder vi med historisk bevidsthed og med spørgsmål om, hvorfor og hvordan historie skrives forskelligt i forskellige perioder. Hvorfor opfatter vi historien anderledes i dag, end vi gjorde for blot 40 år siden, og hvorfor vil kommende generationer af historikere anskue historien på nye måder?
Hør om uddannelsen
Hør Nikoline, studerende på kandidatuddannelsen i Historie, fortælle om studiet.
Kompetencer i historiske forløb og selvvalgte fagområder
I løbet af uddannelsen lærer du selvstændigt at arbejde med videnskabelige problemstillinger og at formidle dine analyser fagligt og præcist. Du opnår et dybtgående kendskab til den historiske udvikling gennem både brede sammenhænge og mere specialiserede studier.
Uddannelsen giver dig blandt andet kompetencer inden for:
- overordnede historiske sammenhænge og lange forløb
- tematiske og periodiske studier med fokus på sociale, økonomiske, politiske og kulturelle forhold
- selvvalgte historiske områder, som du kan fordybe dig yderligere i
Efterspurgte kompetencer og karrieremuligheder
Et historiestudium giver kompetencer, som efterspørges bredt i samfundet. Du opøver en stærk evne til at analysere, strukturere og bearbejde komplekst materiale samt til at planlægge og formidle viden.
Kandidater fra Historie finder blandt andet beskæftigelse inden for:
- gymnasieskolen og uddannelsessektoren
- offentlige institutioner og private virksomheder
- museer, arkiver og kulturinstitutioner
- forlagsbranchen, kommunikation og projektledelse